Livet går videre...
Jeg er ikke længere på vej mod min første maraton, men jeg er ikke stoppet med at løbe, snarere tværtimod. Den første maraton i Hamborg gav mig blod på tanden, og skriveriet blev lagt på hylden for en stund.
Her et år efter er jeg et andet sted i mit liv og har derfor besluttet at skrive en ny blog, som både handler om livet i løbesko og alt det andet mit liv indeholder.
Følg derfor dette link til mit nye univers: Loosenyourshoelaces
Jeg glæder mig til at se dig:-)
tirsdag den 26. april 2016
søndag den 10. april 2016
Hamburg Marathon - endnu en løbefest:-)
26. april var der Haspa Marathon Hamburg, min første nogensinde, men jubilæumsløb i Hamburg, deres 30. maraton. Jeg har trænet op til maraton de sidste 16 uger, løbet godt 600 km og var klar til denne udfordring.
Vi kørte til Hamburg lørdag formiddag, så vi kunne parkere ved hotellet Hotel Grand Elysée, et femstjernet hotel i gåafstand fra løbsmessen og startområdet. Som alt andet i Tyskland, muss Ordnung sein, så der var godt skiltet og udleveringen foregik let og smertefrit.
Goodie-bag'en var en strandtaske i orange og hvid, og udover de sædvanlige reklamer var der en alkoholfri øl, en Red Bull energidrik, en energibar, keyhanger, målebånd, kølende gel... T-shirt'en fra Mizuno var ret pæn, sort med guld i siderne og på trykket.
Sammenlignet med løbsmessen i Berlin, var der mindre plads i gangene, så nogle steder var der lidt presset med plads, men det gav også indtryk af en messe, hvor der skete mere og var flere til stede.
Tilbage på hotellet tjekkede vi ind og kastede os ned i wellness-området, med pool, boblebad, stillerum og et rum, hvor man fik infrarøde stråler på ryggen. Helt fantastisk, hvordan ryggen nærmest bare smeltede og alle infiltrationer forsvandt. Værelset var fint og havde udsigt over parken. Absolut ikke noget at sætte en finger på:-)
Som man bør før en maraton, stod menuen i pastaens tegn. Vapiano er en kæde af italienske restauranter, og den nærmeste var i gå-afstand fra hotellet. Jeg fik den lækreste, cremede pastaret med kylling og semitørrede tomater, en lille salat, en alkoholfri øl (naturligvis) og en mascarpone dessert med friske jordbær til dessert. Og så var jeg godt mæt:-)
Tilbage på hotellet var det tid til at gøre alt klart. Startnummeret på trøjen, chip'en på skoen, energi pakket ned i spi-beltet, og planlægning af, hvor Morten og August skulle stå, så jeg var sikker på at kunne få øje på dem på ruten - og så de kunne se mig:-) Naturligvis blev alt lagt ud til det obligatoriske "race-gear-foto". Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få lukket et øje, men jeg sov ganske fortræffeligt i sengen.
Min første indskydelse, da vækkeuret ringede kl. 6 var: "Morten, kan du ikke løbe det maraton for mig? Jeg er træt!" Men nu er det sådan med løbeture, de løber ikke sig selv. Heller ikke maratons. Morgenmaden i hotellets restaurant var overdådig. Jeg nød min første kop kaffe i ti dage - aldrig har en Milchkaffee smagt så godt! Der var alt, hvad hjertet kunne begære: Brød, kager, frugt, juice, bacon og æg, pandekager, omeletter efter eget valg, endda mousserende vin på køl - og det var lige der jeg ærgrede mig over, at jeg var så fornuftig at fylde det korrekte brændstof på tanken: Müesli med en smule yoghurt, bananer og vand. - Og alligevel meldte maven, at den var ved at være nervøs, så jeg ikke skulle fylde den alt for meget op.
Vejret var ikke det bedste. Det småregnede, men det var ikke koldt, så jeg kunne holde varmen i shorts, T-shirt og en ekstra trøje og plasticsæk med hul til hoved og arme.
Jeg gik fra hotellet i god tid. Starten skulle gå kl. 9 (9.20 for den startblok, hvor jeg stod), og jeg ville have rigelig tid til at benytte toiletterne og suge stemningen i startområdet til mig. Min lille medløber blev som altid behørigt fotograferet foran start-portalen til stor morskab for andre løbere:-) Stemningen i startområdet blev for meget for mig på et tidspunkt. Jeg blev helt rørt og måtte gå en lille tur væk for mig selv, mens øjnene truede med at løbe over. Jeg blev simpelthen overvældet over, hvor langt jeg var nået på et år, og at jeg nu stod på tærsklen til min største (sports-)præstation nogensinde. Om lidt skulle jeg løbe en maraton!!!
Men da nervøsiteten havde fået lov at dampe lidt af, og jeg tog plads i startblokken, blev jeg helt rolig og stod og arbejdede med kroppen for at holde den varm, mens vi ventede. Starten var delt op i to, eliteløberne blev sendt afsted kl. 9, anden bølge kl. 9.20. Og når de sagde 9.20, var det det, de mente. Da startskuddet lød, troede jeg først, at det var for de andre, men vi kunne pludselig bevæge os fremad. Af med trøjen, og klar med hånden på uret, så det blev startet i rette tid. Og nej, note til mig selv, uret skal ikke startes, når man løber igennem portalen, det skal først startes, når man løber over måtten!
Der var en fantastisk stemning igennem byen - og sikke smuk den var. Jeg har ikke rigtig været i Hamburg før, kun en strøgtur, så jeg var overrasket over arkitekturen, teatergaden og især området omkring floden, hvor der lå det ene store palæ efter det andet - og alligevel holdt nogle af beboerne picnic i indkørslen, så de kunne feste med og heppe.
På Instagram har jeg lært en pige at kende, Runningbirki kalder hun sig. Hun havde naturligvis lagt et billede op af sit tøj, så jeg vidste, hvad hun ville have på, men jeg blev helt glad, da jeg omkring de 6,5 km så en med den rigtige farve tøj og Runningbirki på ryggen. Da jeg løb forbi, hilste jeg på, gav hende en krammer og spurgte, hvordan det gik. Ikke så godt, hun var småskadet, så hun ville tage den med ro. (Hun kom i mål lige over de 5 timer.) Fedt at møde et kendt ansigt:-)
Man regner med, at der var 700.000 tilskuere til Hamburg Marathon, så der var en fantastisk stemning overalt. Der var kun få løbere, som var klædt ud: Jeg så Tom & Jerry, en flamingo, Kong Frank med scepter og rigsæble, og nogle, som løb med paryk eller blomster i håret. Tilskuerne var næsten mere fantasifulde. Der var hele grupper i morgenkåber (spørg lige, om sådan en kan suge vand i øsende regn?), der var skilte og bannere, masser af udklædninger, og flere steder, hvor der var lavet boder med udskænkning til løberne, bl.a. øl og energidrik.
Der var flere bands, adskillige stomp og percussionbands, et aldrende punkrock band, tambour orkester, en radiostation - og flere private havde flyttet en højttaler ud på altanen og bragede løs udover løbet. Foruden alle dem, som slog på grydelåg, rasler, fløjter, you name it og det var der!
Morten og August stod, hvor vi havde aftalt, ved 16 og igen ved 17 km, så jeg kunne få et kys, og de kunne få taget billeder. Det var så fedt at se dem på ruten.
Omkring de 18 km blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte benytte mig at et toilet, mens jeg stadig havde friske ben til at komme igang igen. (De første toilethuse stod allerede kort efter starten, og mange gange undervejs løb der folk ind i parken for at forrette deres nødtørft.) Det var såmænd ikke strengt nødvendigt, men nu havde jeg overbevist mig selv om, at det nok var en god idé, så jeg satte farten ned og stoppede. Det var der så andre, som også gjorde, så jeg spildte 7 minutter i en toiletkø. Dem hentede jeg ikke igen:-(
Farten var ellers fin indtil da. Ved 16 km var den estimerede sluttid 4:06.
Forplejningen under løbet kan man overhovedet ikke sætte en finger på. For minimum hver 5. km var der depoter med bananer, vand og energidrik, og længere ude på ruten var der i tillæg energigels og vand med elektrolytter. Jeg havde taget min camelbak med og pakket geler i bæltet, men det er jeg ikke sikker på, jeg gør igen, hvis løbet er lige så organiseret som i Hamburg. Jeg kunne selvfølgelig løbe forbi alle depoterne de første mange km, men det var alligevel rart med en kop frisk vand engang imellem, og da benene blev trætte og begyndte at true med kramper efter de 27-28 km, kunne jeg gribe en kop vand med salte og elektrolytter, og så forsvandt det.
Et af de råd, jeg har fået under træningen, var, at hvis man får problemer med vejrtrækningen eller benene før de 30 km, skal man prøve at sætte farten lidt ned. Hvis det kommer efter de 30, skal man bare fortsætte, for det må gerne gøre ondt, når man løber et maraton! Derfor vidste jeg, at jeg måtte blive ved.
Kort efter væltede regnen ned. Det regnede så meget, at mit headset blev skyllet ud af ørerne. Saltet fra sveden løb ned i øjnene, som sved. Min T-shirt, som ellers skulle være svedtransporterende, blev tynget af vandet, så den til sidst var længere en mine shorts og lignede en kjole.
Det skulle dog ikke stoppe mig! Min løbefest og den gode stemning fortsatte. Flere steder var der bands eller radiostationer med store anlæg, som spillede høj musik. De udkommanderede politifolk i regntøj og overtræk på kasketterne dansede med og heppede på alle, som kom forbi. Alle løbere fortsatte ufortrødent og kæmpede sig videre.
Jeg mødte et par danskere, som jeg sludrede lidt med, før jeg lod dem sætte mig af og løbe videre i mit eget tempo. - Dem mødte jeg igen efter målstregen, hvor vi kunne lykønske hinanden:-)
Centrum af Hamburg nærmede sig. Ruten gik ned ad bakke (langt om længe), regnen stilnede af og holdt til sidst op. En japaner, som jeg havde bemærket flere gange på ruten, stod igen med et skilt, hvorpå der stod: Trust your training! Og det gjorde jeg.
Opløbsstrækningen nærmede sig. August og Morten stod ved 41 km, hvor jeg havde overskud til at smile og vinke til kameraet, før jeg løb videre mod mål. Storsmilende, med armene over hovedet krydsede jeg målstregen i tiden 4:26, meget lykkelig og tilfreds.
Jeg havde gennemført min første maraton! Jeg havde sat mig et stort mål og nået det! Og medaljen? Den var kæmpestor og velfortjent!
Vi kørte til Hamburg lørdag formiddag, så vi kunne parkere ved hotellet Hotel Grand Elysée, et femstjernet hotel i gåafstand fra løbsmessen og startområdet. Som alt andet i Tyskland, muss Ordnung sein, så der var godt skiltet og udleveringen foregik let og smertefrit.
Goodie-bag'en var en strandtaske i orange og hvid, og udover de sædvanlige reklamer var der en alkoholfri øl, en Red Bull energidrik, en energibar, keyhanger, målebånd, kølende gel... T-shirt'en fra Mizuno var ret pæn, sort med guld i siderne og på trykket.
Sammenlignet med løbsmessen i Berlin, var der mindre plads i gangene, så nogle steder var der lidt presset med plads, men det gav også indtryk af en messe, hvor der skete mere og var flere til stede.
Tilbage på hotellet tjekkede vi ind og kastede os ned i wellness-området, med pool, boblebad, stillerum og et rum, hvor man fik infrarøde stråler på ryggen. Helt fantastisk, hvordan ryggen nærmest bare smeltede og alle infiltrationer forsvandt. Værelset var fint og havde udsigt over parken. Absolut ikke noget at sætte en finger på:-)
Som man bør før en maraton, stod menuen i pastaens tegn. Vapiano er en kæde af italienske restauranter, og den nærmeste var i gå-afstand fra hotellet. Jeg fik den lækreste, cremede pastaret med kylling og semitørrede tomater, en lille salat, en alkoholfri øl (naturligvis) og en mascarpone dessert med friske jordbær til dessert. Og så var jeg godt mæt:-)
Tilbage på hotellet var det tid til at gøre alt klart. Startnummeret på trøjen, chip'en på skoen, energi pakket ned i spi-beltet, og planlægning af, hvor Morten og August skulle stå, så jeg var sikker på at kunne få øje på dem på ruten - og så de kunne se mig:-) Naturligvis blev alt lagt ud til det obligatoriske "race-gear-foto". Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få lukket et øje, men jeg sov ganske fortræffeligt i sengen.
Vejret var ikke det bedste. Det småregnede, men det var ikke koldt, så jeg kunne holde varmen i shorts, T-shirt og en ekstra trøje og plasticsæk med hul til hoved og arme.
Jeg gik fra hotellet i god tid. Starten skulle gå kl. 9 (9.20 for den startblok, hvor jeg stod), og jeg ville have rigelig tid til at benytte toiletterne og suge stemningen i startområdet til mig. Min lille medløber blev som altid behørigt fotograferet foran start-portalen til stor morskab for andre løbere:-) Stemningen i startområdet blev for meget for mig på et tidspunkt. Jeg blev helt rørt og måtte gå en lille tur væk for mig selv, mens øjnene truede med at løbe over. Jeg blev simpelthen overvældet over, hvor langt jeg var nået på et år, og at jeg nu stod på tærsklen til min største (sports-)præstation nogensinde. Om lidt skulle jeg løbe en maraton!!!
Men da nervøsiteten havde fået lov at dampe lidt af, og jeg tog plads i startblokken, blev jeg helt rolig og stod og arbejdede med kroppen for at holde den varm, mens vi ventede. Starten var delt op i to, eliteløberne blev sendt afsted kl. 9, anden bølge kl. 9.20. Og når de sagde 9.20, var det det, de mente. Da startskuddet lød, troede jeg først, at det var for de andre, men vi kunne pludselig bevæge os fremad. Af med trøjen, og klar med hånden på uret, så det blev startet i rette tid. Og nej, note til mig selv, uret skal ikke startes, når man løber igennem portalen, det skal først startes, når man løber over måtten!
Der var en fantastisk stemning igennem byen - og sikke smuk den var. Jeg har ikke rigtig været i Hamburg før, kun en strøgtur, så jeg var overrasket over arkitekturen, teatergaden og især området omkring floden, hvor der lå det ene store palæ efter det andet - og alligevel holdt nogle af beboerne picnic i indkørslen, så de kunne feste med og heppe.
På Instagram har jeg lært en pige at kende, Runningbirki kalder hun sig. Hun havde naturligvis lagt et billede op af sit tøj, så jeg vidste, hvad hun ville have på, men jeg blev helt glad, da jeg omkring de 6,5 km så en med den rigtige farve tøj og Runningbirki på ryggen. Da jeg løb forbi, hilste jeg på, gav hende en krammer og spurgte, hvordan det gik. Ikke så godt, hun var småskadet, så hun ville tage den med ro. (Hun kom i mål lige over de 5 timer.) Fedt at møde et kendt ansigt:-)
Man regner med, at der var 700.000 tilskuere til Hamburg Marathon, så der var en fantastisk stemning overalt. Der var kun få løbere, som var klædt ud: Jeg så Tom & Jerry, en flamingo, Kong Frank med scepter og rigsæble, og nogle, som løb med paryk eller blomster i håret. Tilskuerne var næsten mere fantasifulde. Der var hele grupper i morgenkåber (spørg lige, om sådan en kan suge vand i øsende regn?), der var skilte og bannere, masser af udklædninger, og flere steder, hvor der var lavet boder med udskænkning til løberne, bl.a. øl og energidrik.
Der var flere bands, adskillige stomp og percussionbands, et aldrende punkrock band, tambour orkester, en radiostation - og flere private havde flyttet en højttaler ud på altanen og bragede løs udover løbet. Foruden alle dem, som slog på grydelåg, rasler, fløjter, you name it og det var der!
Morten og August stod, hvor vi havde aftalt, ved 16 og igen ved 17 km, så jeg kunne få et kys, og de kunne få taget billeder. Det var så fedt at se dem på ruten.
Omkring de 18 km blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte benytte mig at et toilet, mens jeg stadig havde friske ben til at komme igang igen. (De første toilethuse stod allerede kort efter starten, og mange gange undervejs løb der folk ind i parken for at forrette deres nødtørft.) Det var såmænd ikke strengt nødvendigt, men nu havde jeg overbevist mig selv om, at det nok var en god idé, så jeg satte farten ned og stoppede. Det var der så andre, som også gjorde, så jeg spildte 7 minutter i en toiletkø. Dem hentede jeg ikke igen:-(
Farten var ellers fin indtil da. Ved 16 km var den estimerede sluttid 4:06.
Forplejningen under løbet kan man overhovedet ikke sætte en finger på. For minimum hver 5. km var der depoter med bananer, vand og energidrik, og længere ude på ruten var der i tillæg energigels og vand med elektrolytter. Jeg havde taget min camelbak med og pakket geler i bæltet, men det er jeg ikke sikker på, jeg gør igen, hvis løbet er lige så organiseret som i Hamburg. Jeg kunne selvfølgelig løbe forbi alle depoterne de første mange km, men det var alligevel rart med en kop frisk vand engang imellem, og da benene blev trætte og begyndte at true med kramper efter de 27-28 km, kunne jeg gribe en kop vand med salte og elektrolytter, og så forsvandt det.
Et af de råd, jeg har fået under træningen, var, at hvis man får problemer med vejrtrækningen eller benene før de 30 km, skal man prøve at sætte farten lidt ned. Hvis det kommer efter de 30, skal man bare fortsætte, for det må gerne gøre ondt, når man løber et maraton! Derfor vidste jeg, at jeg måtte blive ved.
Kort efter væltede regnen ned. Det regnede så meget, at mit headset blev skyllet ud af ørerne. Saltet fra sveden løb ned i øjnene, som sved. Min T-shirt, som ellers skulle være svedtransporterende, blev tynget af vandet, så den til sidst var længere en mine shorts og lignede en kjole.
Det skulle dog ikke stoppe mig! Min løbefest og den gode stemning fortsatte. Flere steder var der bands eller radiostationer med store anlæg, som spillede høj musik. De udkommanderede politifolk i regntøj og overtræk på kasketterne dansede med og heppede på alle, som kom forbi. Alle løbere fortsatte ufortrødent og kæmpede sig videre.
Jeg mødte et par danskere, som jeg sludrede lidt med, før jeg lod dem sætte mig af og løbe videre i mit eget tempo. - Dem mødte jeg igen efter målstregen, hvor vi kunne lykønske hinanden:-)
Centrum af Hamburg nærmede sig. Ruten gik ned ad bakke (langt om længe), regnen stilnede af og holdt til sidst op. En japaner, som jeg havde bemærket flere gange på ruten, stod igen med et skilt, hvorpå der stod: Trust your training! Og det gjorde jeg.
Opløbsstrækningen nærmede sig. August og Morten stod ved 41 km, hvor jeg havde overskud til at smile og vinke til kameraet, før jeg løb videre mod mål. Storsmilende, med armene over hovedet krydsede jeg målstregen i tiden 4:26, meget lykkelig og tilfreds.
Jeg havde gennemført min første maraton! Jeg havde sat mig et stort mål og nået det! Og medaljen? Den var kæmpestor og velfortjent!
Abonner på:
Opslag (Atom)