Søndag den 29. marts stod 23.745 løbere bag startlinien på Karl Marx Allee i Berlin, klar til at løbe 21,0975 km. Dette er en beskrivelse af løbet og arrangementet omkring det.
Vi ankom til Berlin fredag aften og tog ud til løbsmessen i den gamle Tempelhof lufthavn lørdag formiddag i håb om at undgå den værste kø ved udlevering af startnumre. Med vanlig tysk grundighed, havde jeg fået tilsendt papirer med adgangskort til messen og besked på at have billedID med. Løbsmessen er stor og der er stort set alt, hvad hjertet begærer af løbegrej (og inliner-grej, for Berlin Halvmaraton har også en rute for inliners). Det eneste, jeg savnede, var Nike, men når løbet sponseres af Adidas, må konkurrenten glimre med sit fravær.
Allerede i hal 2 kunne vi se en lang kø, og ganske rigtigt, det var køen til udlevering af numrene (senere på dagen var den dog væsentligt længere!). Det tog en halv times tid at komme frem til skranken, hvor vi fik udleveret en pose med et par vareprøver og løbsoversigt, sammen med startnummer, chip og et festival-armbånd, som ville give adgang til startområdet søndag og derfor først måtte fjernes efter løbet. (Der var dog ingen, som kontrollerede det søndag.) Jeg hentede min finisher T-shirt og var nu klar til at drysse rundt på messen og se, om der var et behov eller to, jeg ikke havde dækket.
Lidt blev det til: Magneter til at sætte løbsnummeret fast på trøjen med i stedet for sikkerhedsnåle (måske ikke strengt nødvendigt, men alligevel lidt smart) og en Camelbak, så jeg kan have væske med på de lange ture, i stedet for et bælte med fire små, irriterende vandflasker i. Den er til gengæld allerede uundværlig:-) (Mere om den en anden dag.)
Vi spiste pasta (naturligvis) derude og kørte ind til byen, hvor bl.a. Nike Store ved Hakescher Markt blev aflagt et besøg - jeg havde ingen kompressionsstrømper, som kunne matche mit løbetøj søndag. Tilbage i lejligheden stod menuen på Mortens hjemmelavede lasagne, mere vand og en enkelt alkoholfri øl til aftensmaden, efter der var kommet styr på tøjet til løbet søndag formiddag.
Vejret var svært at bedømme, det var koldt og blæsende, og de havde lovet regn... Derfor blev det ikke en tur i shorts og T-shirt, men med capris og en tynd langærmet indenunder T-shirten. Det skulle vise sig at være en fejl...
Søndag morgen var Malene og jeg tidligt oppe. Om natten var vi gået over til sommertid, så for at være på den sikre side, havde vi et analogt vækkeur med, hvis nu det glippede med telefonerne som (måske) stillede uret automatisk. Et hurtigt bad og morgenmad, en tyk trøje udenover løbetøjet - og et regnslag, for naturligvis småregnede det allerede. Jeg havde en pose med proviant til ventetiden inden løbet. Vi tog afsted i meget god tid, så vi var sikre på, vi havde tid til toiletbesøg inden start kl. 10.
Jeg spiste godt den morgen for at have energi nok: En lille portion yoghurt med müesli, to bananer, en energibar, ½ liter energidrik og ½ liter sportsdrik. Vi tog toget til Alexanderplatz og gik ca. en km til startområdet, hvor der næsten var flere hjælpere end løbere, da vi ankom. Vi fik udleveret et gult Adidas regnslag, men måtte alligevel krybe i ly i et af teltene, fordi det stod ned i stænger! (Det var "medaljegraveringsteltet", hvor vi til at starte med stod helt ude på kanten, og nærmest kun havde hovedet i tørvejr, men eftersom de først ville få travlt efter løbet, rykkede de bordet lidt ind, så vi kunne sidde der og vente. Vi fik nærmest en vejviser-funktion, fordi alle kom hen til "vores" telt og spurgte om vej til nummerudleveringen, om vi havde sikkerhedsnåle, og vejen til bagageindleveringen. En japaner, som stod ved siden af og klædte om, viste beredvilligt sit ur til alle, som stillede et spørgsmål, men ingen af dem spurgte, hvad klokken var... :-D
Det gule Adidas-regnslag - og beviset på, at jeg faktisk har haft Adidas på:-)
Starten nærmede sig, og Malene og jeg skiltes, da vi skulle starte i hver sin startblok. Forinden havde vi aftalt at mødes igen ved lygtepæl nr. 24 efter løbet, hvilket skulle vise sig at være meget praktisk, for der var andre løbere end os! Jeg havde godt med energi i lommen og vand i bæltet - og min lille medløber, som også blev foreviget inden løbet med Fernsehturm i baggrunden.
Vi stod LÆÆÆNGE i startblokken. Der blev spillet musik, men det var tydeligt, at inline- og eliteløberne ikke kom afsted til tiden. Der var problemer med tidstagningen, så selvfølgelig var de nødt til at vente på, at det hele virkede. Der blev spillet en tysk slager, som det var tydeligt, at alle tyskere kunne synge med på, Helene Fischers "Atemlos durch die Nacht", som i munden på et par tyske damer, +50 blev til "Atemlos durch de Stadt" i stedet - hvorpå vi sammen grinede af, at det nok blev meget sandt om lidt, når vi kom afsted.
Vi løb igennem start og ud i en infernalsk larm af heppende tilskuere, bands på olietønder, cheerleadere og hundredevis af løbere, som løb lige der, hvor jeg ville løbe. Der var trængsel, og de første kilometer var det et zigzag-løb. Jeg tog hurtigt musik i ørerne, jeg løber bedst i min egen lyd. Jeg modstod fristelsen for at stoppe op og tage billeder, når jeg løb forbi alle de store seværdigheder, Berliner Dom, Brandenburger Tor og Guld-Else. Koncentration var påkrævet.
Jeg fik det hurtigt for varmt. Lige så iskoldt det havde været at stå og vente, hvor dem med bare skuldre misundte mig mit tøj, lige så varmt var det at bevæge sig gennem den fugtige by, hvor regnen måske nok var stoppet, men hvor vinden ikke var slået igennem endnu.
Morten, Boris og drengene ville stå ved 9 km, så inden da havde jeg (mens jeg løb) fået min langærmede trøje af, som jo var under den kortærmede, hvor nummeret sad fast, og løb med den i hånden, parat til at kaste den ud til dem, men desværre kunne de ikke kommer over på den aftalte side af ruten, så jeg så dem overhovedet ikke og måtte binde trøjen om livet i stedet.
Der var kun et par enkelte strækninger, hvor vi havde modvind, men det afholdt ikke mit hår fra konstant at blæse ind i mit ansigt, fordi jeg havde glemt en hårelastik. Hvis nogen havde spurgt mig undervejs, om jeg ville klippes korthåret, havde jeg gladeligt sagt ja.
Der var mennesker overalt! Både løbere og tilskuere, og også mange danskere, som viftede med Dannebrog. En fornøjelse, især da trætheden begyndte at melde sig. Jeg mærkede en krampe i mit højre baglår, der gik rygere på fortovet, det blæste - men efterhånden var der færre og færre kilometer til målstregen, så det var bare at bide tænderne sammen og fortsætte. Jeg ville i hvert fald ikke gå!
Mit næste holdepunkt var strækningen op mod Alexanderplatz, hvor Morten gerne skulle stå med kameraet igen. At løbe så stort et løb er lidt som at køre med det lange lys tændt i snevejr, der er tusindvis af ansigter langs ruten, men det er nærmest umuligt at skelne dem fra hinanden. Pludselig var han der! Han stod på en el-kasse, og dermed over alle de andre tilskuere. Han kunne bare ikke se mig, så jeg råbte og vinkede, men måtte løbe skråt ind foran andre løbere for at få hans opmærksomhed. Så lykkedes det, og jeg fik fornyet energi til at løbe de sidste kilometer mod målstregen.
Jeg husker ikke, at jeg havde armene over hovedet, da jeg krydsede målstregen, men det ses på det officielle målfoto. Derefter gik man i gåsegang forbi de obligatoriske udleveringer: Medaljen (hvor jeg valgte at gå hen til en ældre dame, som jeg kunne se, hængte dem om halsen på løberne og ønskede tillykke, istedet for en mand, som bare stak medaljen i hånden på folk. Jeg ville have den fulde pakke!), plastikregnslag (så vi kunne holde varmen) vand, iste, bananer og endelig den længe ventede Erdinger øl, alkoholfri, naturligvis. ALDRIG har en øl smagt så godt:-)
Min bedste HM-tid, når jeg har løbet for mig selv, er 1:53, så jeg havde håbet på at komme under to timer. Det lykkedes ikke, der var simpelthen for tæt pakket. Min nettotid var 2:04, men jeg var glad for at være færdig og kunne strække de ømme ben. Medaljen var måske ikke helt så lækker, som man kunne ønske sig. Selve medaljen er pæn nok, men den koboltblå, snoede snor yder den ikke helt retfærdighed. Jeg ville have ønsket mig et bredt silkebånd i stedet:-)
Alt i alt er Berliner Halbmarathon en stor oplevelse. Alt fungerer med tysk grundighed ned til mindste detalje, men jeg havde en større fest, da jeg løb i Nordborg i august 2014, fordi det var nemmere at komme til at løbe i sit eget tempo, når der kun var få deltagere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar