Livet går videre...
Jeg er ikke længere på vej mod min første maraton, men jeg er ikke stoppet med at løbe, snarere tværtimod. Den første maraton i Hamborg gav mig blod på tanden, og skriveriet blev lagt på hylden for en stund.
Her et år efter er jeg et andet sted i mit liv og har derfor besluttet at skrive en ny blog, som både handler om livet i løbesko og alt det andet mit liv indeholder.
Følg derfor dette link til mit nye univers: Loosenyourshoelaces
Jeg glæder mig til at se dig:-)
tirsdag den 26. april 2016
søndag den 10. april 2016
Hamburg Marathon - endnu en løbefest:-)
26. april var der Haspa Marathon Hamburg, min første nogensinde, men jubilæumsløb i Hamburg, deres 30. maraton. Jeg har trænet op til maraton de sidste 16 uger, løbet godt 600 km og var klar til denne udfordring.
Vi kørte til Hamburg lørdag formiddag, så vi kunne parkere ved hotellet Hotel Grand Elysée, et femstjernet hotel i gåafstand fra løbsmessen og startområdet. Som alt andet i Tyskland, muss Ordnung sein, så der var godt skiltet og udleveringen foregik let og smertefrit.
Goodie-bag'en var en strandtaske i orange og hvid, og udover de sædvanlige reklamer var der en alkoholfri øl, en Red Bull energidrik, en energibar, keyhanger, målebånd, kølende gel... T-shirt'en fra Mizuno var ret pæn, sort med guld i siderne og på trykket.
Sammenlignet med løbsmessen i Berlin, var der mindre plads i gangene, så nogle steder var der lidt presset med plads, men det gav også indtryk af en messe, hvor der skete mere og var flere til stede.
Tilbage på hotellet tjekkede vi ind og kastede os ned i wellness-området, med pool, boblebad, stillerum og et rum, hvor man fik infrarøde stråler på ryggen. Helt fantastisk, hvordan ryggen nærmest bare smeltede og alle infiltrationer forsvandt. Værelset var fint og havde udsigt over parken. Absolut ikke noget at sætte en finger på:-)
Som man bør før en maraton, stod menuen i pastaens tegn. Vapiano er en kæde af italienske restauranter, og den nærmeste var i gå-afstand fra hotellet. Jeg fik den lækreste, cremede pastaret med kylling og semitørrede tomater, en lille salat, en alkoholfri øl (naturligvis) og en mascarpone dessert med friske jordbær til dessert. Og så var jeg godt mæt:-)
Tilbage på hotellet var det tid til at gøre alt klart. Startnummeret på trøjen, chip'en på skoen, energi pakket ned i spi-beltet, og planlægning af, hvor Morten og August skulle stå, så jeg var sikker på at kunne få øje på dem på ruten - og så de kunne se mig:-) Naturligvis blev alt lagt ud til det obligatoriske "race-gear-foto". Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få lukket et øje, men jeg sov ganske fortræffeligt i sengen.
Min første indskydelse, da vækkeuret ringede kl. 6 var: "Morten, kan du ikke løbe det maraton for mig? Jeg er træt!" Men nu er det sådan med løbeture, de løber ikke sig selv. Heller ikke maratons. Morgenmaden i hotellets restaurant var overdådig. Jeg nød min første kop kaffe i ti dage - aldrig har en Milchkaffee smagt så godt! Der var alt, hvad hjertet kunne begære: Brød, kager, frugt, juice, bacon og æg, pandekager, omeletter efter eget valg, endda mousserende vin på køl - og det var lige der jeg ærgrede mig over, at jeg var så fornuftig at fylde det korrekte brændstof på tanken: Müesli med en smule yoghurt, bananer og vand. - Og alligevel meldte maven, at den var ved at være nervøs, så jeg ikke skulle fylde den alt for meget op.
Vejret var ikke det bedste. Det småregnede, men det var ikke koldt, så jeg kunne holde varmen i shorts, T-shirt og en ekstra trøje og plasticsæk med hul til hoved og arme.
Jeg gik fra hotellet i god tid. Starten skulle gå kl. 9 (9.20 for den startblok, hvor jeg stod), og jeg ville have rigelig tid til at benytte toiletterne og suge stemningen i startområdet til mig. Min lille medløber blev som altid behørigt fotograferet foran start-portalen til stor morskab for andre løbere:-) Stemningen i startområdet blev for meget for mig på et tidspunkt. Jeg blev helt rørt og måtte gå en lille tur væk for mig selv, mens øjnene truede med at løbe over. Jeg blev simpelthen overvældet over, hvor langt jeg var nået på et år, og at jeg nu stod på tærsklen til min største (sports-)præstation nogensinde. Om lidt skulle jeg løbe en maraton!!!
Men da nervøsiteten havde fået lov at dampe lidt af, og jeg tog plads i startblokken, blev jeg helt rolig og stod og arbejdede med kroppen for at holde den varm, mens vi ventede. Starten var delt op i to, eliteløberne blev sendt afsted kl. 9, anden bølge kl. 9.20. Og når de sagde 9.20, var det det, de mente. Da startskuddet lød, troede jeg først, at det var for de andre, men vi kunne pludselig bevæge os fremad. Af med trøjen, og klar med hånden på uret, så det blev startet i rette tid. Og nej, note til mig selv, uret skal ikke startes, når man løber igennem portalen, det skal først startes, når man løber over måtten!
Der var en fantastisk stemning igennem byen - og sikke smuk den var. Jeg har ikke rigtig været i Hamburg før, kun en strøgtur, så jeg var overrasket over arkitekturen, teatergaden og især området omkring floden, hvor der lå det ene store palæ efter det andet - og alligevel holdt nogle af beboerne picnic i indkørslen, så de kunne feste med og heppe.
På Instagram har jeg lært en pige at kende, Runningbirki kalder hun sig. Hun havde naturligvis lagt et billede op af sit tøj, så jeg vidste, hvad hun ville have på, men jeg blev helt glad, da jeg omkring de 6,5 km så en med den rigtige farve tøj og Runningbirki på ryggen. Da jeg løb forbi, hilste jeg på, gav hende en krammer og spurgte, hvordan det gik. Ikke så godt, hun var småskadet, så hun ville tage den med ro. (Hun kom i mål lige over de 5 timer.) Fedt at møde et kendt ansigt:-)
Man regner med, at der var 700.000 tilskuere til Hamburg Marathon, så der var en fantastisk stemning overalt. Der var kun få løbere, som var klædt ud: Jeg så Tom & Jerry, en flamingo, Kong Frank med scepter og rigsæble, og nogle, som løb med paryk eller blomster i håret. Tilskuerne var næsten mere fantasifulde. Der var hele grupper i morgenkåber (spørg lige, om sådan en kan suge vand i øsende regn?), der var skilte og bannere, masser af udklædninger, og flere steder, hvor der var lavet boder med udskænkning til løberne, bl.a. øl og energidrik.
Der var flere bands, adskillige stomp og percussionbands, et aldrende punkrock band, tambour orkester, en radiostation - og flere private havde flyttet en højttaler ud på altanen og bragede løs udover løbet. Foruden alle dem, som slog på grydelåg, rasler, fløjter, you name it og det var der!
Morten og August stod, hvor vi havde aftalt, ved 16 og igen ved 17 km, så jeg kunne få et kys, og de kunne få taget billeder. Det var så fedt at se dem på ruten.
Omkring de 18 km blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte benytte mig at et toilet, mens jeg stadig havde friske ben til at komme igang igen. (De første toilethuse stod allerede kort efter starten, og mange gange undervejs løb der folk ind i parken for at forrette deres nødtørft.) Det var såmænd ikke strengt nødvendigt, men nu havde jeg overbevist mig selv om, at det nok var en god idé, så jeg satte farten ned og stoppede. Det var der så andre, som også gjorde, så jeg spildte 7 minutter i en toiletkø. Dem hentede jeg ikke igen:-(
Farten var ellers fin indtil da. Ved 16 km var den estimerede sluttid 4:06.
Forplejningen under løbet kan man overhovedet ikke sætte en finger på. For minimum hver 5. km var der depoter med bananer, vand og energidrik, og længere ude på ruten var der i tillæg energigels og vand med elektrolytter. Jeg havde taget min camelbak med og pakket geler i bæltet, men det er jeg ikke sikker på, jeg gør igen, hvis løbet er lige så organiseret som i Hamburg. Jeg kunne selvfølgelig løbe forbi alle depoterne de første mange km, men det var alligevel rart med en kop frisk vand engang imellem, og da benene blev trætte og begyndte at true med kramper efter de 27-28 km, kunne jeg gribe en kop vand med salte og elektrolytter, og så forsvandt det.
Et af de råd, jeg har fået under træningen, var, at hvis man får problemer med vejrtrækningen eller benene før de 30 km, skal man prøve at sætte farten lidt ned. Hvis det kommer efter de 30, skal man bare fortsætte, for det må gerne gøre ondt, når man løber et maraton! Derfor vidste jeg, at jeg måtte blive ved.
Kort efter væltede regnen ned. Det regnede så meget, at mit headset blev skyllet ud af ørerne. Saltet fra sveden løb ned i øjnene, som sved. Min T-shirt, som ellers skulle være svedtransporterende, blev tynget af vandet, så den til sidst var længere en mine shorts og lignede en kjole.
Det skulle dog ikke stoppe mig! Min løbefest og den gode stemning fortsatte. Flere steder var der bands eller radiostationer med store anlæg, som spillede høj musik. De udkommanderede politifolk i regntøj og overtræk på kasketterne dansede med og heppede på alle, som kom forbi. Alle løbere fortsatte ufortrødent og kæmpede sig videre.
Jeg mødte et par danskere, som jeg sludrede lidt med, før jeg lod dem sætte mig af og løbe videre i mit eget tempo. - Dem mødte jeg igen efter målstregen, hvor vi kunne lykønske hinanden:-)
Centrum af Hamburg nærmede sig. Ruten gik ned ad bakke (langt om længe), regnen stilnede af og holdt til sidst op. En japaner, som jeg havde bemærket flere gange på ruten, stod igen med et skilt, hvorpå der stod: Trust your training! Og det gjorde jeg.
Opløbsstrækningen nærmede sig. August og Morten stod ved 41 km, hvor jeg havde overskud til at smile og vinke til kameraet, før jeg løb videre mod mål. Storsmilende, med armene over hovedet krydsede jeg målstregen i tiden 4:26, meget lykkelig og tilfreds.
Jeg havde gennemført min første maraton! Jeg havde sat mig et stort mål og nået det! Og medaljen? Den var kæmpestor og velfortjent!
Vi kørte til Hamburg lørdag formiddag, så vi kunne parkere ved hotellet Hotel Grand Elysée, et femstjernet hotel i gåafstand fra løbsmessen og startområdet. Som alt andet i Tyskland, muss Ordnung sein, så der var godt skiltet og udleveringen foregik let og smertefrit.
Goodie-bag'en var en strandtaske i orange og hvid, og udover de sædvanlige reklamer var der en alkoholfri øl, en Red Bull energidrik, en energibar, keyhanger, målebånd, kølende gel... T-shirt'en fra Mizuno var ret pæn, sort med guld i siderne og på trykket.
Sammenlignet med løbsmessen i Berlin, var der mindre plads i gangene, så nogle steder var der lidt presset med plads, men det gav også indtryk af en messe, hvor der skete mere og var flere til stede.
Tilbage på hotellet tjekkede vi ind og kastede os ned i wellness-området, med pool, boblebad, stillerum og et rum, hvor man fik infrarøde stråler på ryggen. Helt fantastisk, hvordan ryggen nærmest bare smeltede og alle infiltrationer forsvandt. Værelset var fint og havde udsigt over parken. Absolut ikke noget at sætte en finger på:-)
Som man bør før en maraton, stod menuen i pastaens tegn. Vapiano er en kæde af italienske restauranter, og den nærmeste var i gå-afstand fra hotellet. Jeg fik den lækreste, cremede pastaret med kylling og semitørrede tomater, en lille salat, en alkoholfri øl (naturligvis) og en mascarpone dessert med friske jordbær til dessert. Og så var jeg godt mæt:-)
Tilbage på hotellet var det tid til at gøre alt klart. Startnummeret på trøjen, chip'en på skoen, energi pakket ned i spi-beltet, og planlægning af, hvor Morten og August skulle stå, så jeg var sikker på at kunne få øje på dem på ruten - og så de kunne se mig:-) Naturligvis blev alt lagt ud til det obligatoriske "race-gear-foto". Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få lukket et øje, men jeg sov ganske fortræffeligt i sengen.
Vejret var ikke det bedste. Det småregnede, men det var ikke koldt, så jeg kunne holde varmen i shorts, T-shirt og en ekstra trøje og plasticsæk med hul til hoved og arme.
Jeg gik fra hotellet i god tid. Starten skulle gå kl. 9 (9.20 for den startblok, hvor jeg stod), og jeg ville have rigelig tid til at benytte toiletterne og suge stemningen i startområdet til mig. Min lille medløber blev som altid behørigt fotograferet foran start-portalen til stor morskab for andre løbere:-) Stemningen i startområdet blev for meget for mig på et tidspunkt. Jeg blev helt rørt og måtte gå en lille tur væk for mig selv, mens øjnene truede med at løbe over. Jeg blev simpelthen overvældet over, hvor langt jeg var nået på et år, og at jeg nu stod på tærsklen til min største (sports-)præstation nogensinde. Om lidt skulle jeg løbe en maraton!!!
Men da nervøsiteten havde fået lov at dampe lidt af, og jeg tog plads i startblokken, blev jeg helt rolig og stod og arbejdede med kroppen for at holde den varm, mens vi ventede. Starten var delt op i to, eliteløberne blev sendt afsted kl. 9, anden bølge kl. 9.20. Og når de sagde 9.20, var det det, de mente. Da startskuddet lød, troede jeg først, at det var for de andre, men vi kunne pludselig bevæge os fremad. Af med trøjen, og klar med hånden på uret, så det blev startet i rette tid. Og nej, note til mig selv, uret skal ikke startes, når man løber igennem portalen, det skal først startes, når man løber over måtten!
Der var en fantastisk stemning igennem byen - og sikke smuk den var. Jeg har ikke rigtig været i Hamburg før, kun en strøgtur, så jeg var overrasket over arkitekturen, teatergaden og især området omkring floden, hvor der lå det ene store palæ efter det andet - og alligevel holdt nogle af beboerne picnic i indkørslen, så de kunne feste med og heppe.
På Instagram har jeg lært en pige at kende, Runningbirki kalder hun sig. Hun havde naturligvis lagt et billede op af sit tøj, så jeg vidste, hvad hun ville have på, men jeg blev helt glad, da jeg omkring de 6,5 km så en med den rigtige farve tøj og Runningbirki på ryggen. Da jeg løb forbi, hilste jeg på, gav hende en krammer og spurgte, hvordan det gik. Ikke så godt, hun var småskadet, så hun ville tage den med ro. (Hun kom i mål lige over de 5 timer.) Fedt at møde et kendt ansigt:-)
Man regner med, at der var 700.000 tilskuere til Hamburg Marathon, så der var en fantastisk stemning overalt. Der var kun få løbere, som var klædt ud: Jeg så Tom & Jerry, en flamingo, Kong Frank med scepter og rigsæble, og nogle, som løb med paryk eller blomster i håret. Tilskuerne var næsten mere fantasifulde. Der var hele grupper i morgenkåber (spørg lige, om sådan en kan suge vand i øsende regn?), der var skilte og bannere, masser af udklædninger, og flere steder, hvor der var lavet boder med udskænkning til løberne, bl.a. øl og energidrik.
Der var flere bands, adskillige stomp og percussionbands, et aldrende punkrock band, tambour orkester, en radiostation - og flere private havde flyttet en højttaler ud på altanen og bragede løs udover løbet. Foruden alle dem, som slog på grydelåg, rasler, fløjter, you name it og det var der!
Morten og August stod, hvor vi havde aftalt, ved 16 og igen ved 17 km, så jeg kunne få et kys, og de kunne få taget billeder. Det var så fedt at se dem på ruten.
Omkring de 18 km blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte benytte mig at et toilet, mens jeg stadig havde friske ben til at komme igang igen. (De første toilethuse stod allerede kort efter starten, og mange gange undervejs løb der folk ind i parken for at forrette deres nødtørft.) Det var såmænd ikke strengt nødvendigt, men nu havde jeg overbevist mig selv om, at det nok var en god idé, så jeg satte farten ned og stoppede. Det var der så andre, som også gjorde, så jeg spildte 7 minutter i en toiletkø. Dem hentede jeg ikke igen:-(
Farten var ellers fin indtil da. Ved 16 km var den estimerede sluttid 4:06.
Forplejningen under løbet kan man overhovedet ikke sætte en finger på. For minimum hver 5. km var der depoter med bananer, vand og energidrik, og længere ude på ruten var der i tillæg energigels og vand med elektrolytter. Jeg havde taget min camelbak med og pakket geler i bæltet, men det er jeg ikke sikker på, jeg gør igen, hvis løbet er lige så organiseret som i Hamburg. Jeg kunne selvfølgelig løbe forbi alle depoterne de første mange km, men det var alligevel rart med en kop frisk vand engang imellem, og da benene blev trætte og begyndte at true med kramper efter de 27-28 km, kunne jeg gribe en kop vand med salte og elektrolytter, og så forsvandt det.
Et af de råd, jeg har fået under træningen, var, at hvis man får problemer med vejrtrækningen eller benene før de 30 km, skal man prøve at sætte farten lidt ned. Hvis det kommer efter de 30, skal man bare fortsætte, for det må gerne gøre ondt, når man løber et maraton! Derfor vidste jeg, at jeg måtte blive ved.
Kort efter væltede regnen ned. Det regnede så meget, at mit headset blev skyllet ud af ørerne. Saltet fra sveden løb ned i øjnene, som sved. Min T-shirt, som ellers skulle være svedtransporterende, blev tynget af vandet, så den til sidst var længere en mine shorts og lignede en kjole.
Det skulle dog ikke stoppe mig! Min løbefest og den gode stemning fortsatte. Flere steder var der bands eller radiostationer med store anlæg, som spillede høj musik. De udkommanderede politifolk i regntøj og overtræk på kasketterne dansede med og heppede på alle, som kom forbi. Alle løbere fortsatte ufortrødent og kæmpede sig videre.
Jeg mødte et par danskere, som jeg sludrede lidt med, før jeg lod dem sætte mig af og løbe videre i mit eget tempo. - Dem mødte jeg igen efter målstregen, hvor vi kunne lykønske hinanden:-)
Centrum af Hamburg nærmede sig. Ruten gik ned ad bakke (langt om længe), regnen stilnede af og holdt til sidst op. En japaner, som jeg havde bemærket flere gange på ruten, stod igen med et skilt, hvorpå der stod: Trust your training! Og det gjorde jeg.
Opløbsstrækningen nærmede sig. August og Morten stod ved 41 km, hvor jeg havde overskud til at smile og vinke til kameraet, før jeg løb videre mod mål. Storsmilende, med armene over hovedet krydsede jeg målstregen i tiden 4:26, meget lykkelig og tilfreds.
Jeg havde gennemført min første maraton! Jeg havde sat mig et stort mål og nået det! Og medaljen? Den var kæmpestor og velfortjent!
onsdag den 15. april 2015
Berlin Halvmaraton 2015
Mit første store byløb...
Søndag den 29. marts stod 23.745 løbere bag startlinien på Karl Marx Allee i Berlin, klar til at løbe 21,0975 km. Dette er en beskrivelse af løbet og arrangementet omkring det.
Vi ankom til Berlin fredag aften og tog ud til løbsmessen i den gamle Tempelhof lufthavn lørdag formiddag i håb om at undgå den værste kø ved udlevering af startnumre. Med vanlig tysk grundighed, havde jeg fået tilsendt papirer med adgangskort til messen og besked på at have billedID med. Løbsmessen er stor og der er stort set alt, hvad hjertet begærer af løbegrej (og inliner-grej, for Berlin Halvmaraton har også en rute for inliners). Det eneste, jeg savnede, var Nike, men når løbet sponseres af Adidas, må konkurrenten glimre med sit fravær.
Allerede i hal 2 kunne vi se en lang kø, og ganske rigtigt, det var køen til udlevering af numrene (senere på dagen var den dog væsentligt længere!). Det tog en halv times tid at komme frem til skranken, hvor vi fik udleveret en pose med et par vareprøver og løbsoversigt, sammen med startnummer, chip og et festival-armbånd, som ville give adgang til startområdet søndag og derfor først måtte fjernes efter løbet. (Der var dog ingen, som kontrollerede det søndag.) Jeg hentede min finisher T-shirt og var nu klar til at drysse rundt på messen og se, om der var et behov eller to, jeg ikke havde dækket.
Lidt blev det til: Magneter til at sætte løbsnummeret fast på trøjen med i stedet for sikkerhedsnåle (måske ikke strengt nødvendigt, men alligevel lidt smart) og en Camelbak, så jeg kan have væske med på de lange ture, i stedet for et bælte med fire små, irriterende vandflasker i. Den er til gengæld allerede uundværlig:-) (Mere om den en anden dag.)
Vi spiste pasta (naturligvis) derude og kørte ind til byen, hvor bl.a. Nike Store ved Hakescher Markt blev aflagt et besøg - jeg havde ingen kompressionsstrømper, som kunne matche mit løbetøj søndag. Tilbage i lejligheden stod menuen på Mortens hjemmelavede lasagne, mere vand og en enkelt alkoholfri øl til aftensmaden, efter der var kommet styr på tøjet til løbet søndag formiddag.
Vejret var svært at bedømme, det var koldt og blæsende, og de havde lovet regn... Derfor blev det ikke en tur i shorts og T-shirt, men med capris og en tynd langærmet indenunder T-shirten. Det skulle vise sig at være en fejl...
Søndag morgen var Malene og jeg tidligt oppe. Om natten var vi gået over til sommertid, så for at være på den sikre side, havde vi et analogt vækkeur med, hvis nu det glippede med telefonerne som (måske) stillede uret automatisk. Et hurtigt bad og morgenmad, en tyk trøje udenover løbetøjet - og et regnslag, for naturligvis småregnede det allerede. Jeg havde en pose med proviant til ventetiden inden løbet. Vi tog afsted i meget god tid, så vi var sikre på, vi havde tid til toiletbesøg inden start kl. 10.
Jeg spiste godt den morgen for at have energi nok: En lille portion yoghurt med müesli, to bananer, en energibar, ½ liter energidrik og ½ liter sportsdrik. Vi tog toget til Alexanderplatz og gik ca. en km til startområdet, hvor der næsten var flere hjælpere end løbere, da vi ankom. Vi fik udleveret et gult Adidas regnslag, men måtte alligevel krybe i ly i et af teltene, fordi det stod ned i stænger! (Det var "medaljegraveringsteltet", hvor vi til at starte med stod helt ude på kanten, og nærmest kun havde hovedet i tørvejr, men eftersom de først ville få travlt efter løbet, rykkede de bordet lidt ind, så vi kunne sidde der og vente. Vi fik nærmest en vejviser-funktion, fordi alle kom hen til "vores" telt og spurgte om vej til nummerudleveringen, om vi havde sikkerhedsnåle, og vejen til bagageindleveringen. En japaner, som stod ved siden af og klædte om, viste beredvilligt sit ur til alle, som stillede et spørgsmål, men ingen af dem spurgte, hvad klokken var... :-D
Søndag den 29. marts stod 23.745 løbere bag startlinien på Karl Marx Allee i Berlin, klar til at løbe 21,0975 km. Dette er en beskrivelse af løbet og arrangementet omkring det.
Vi ankom til Berlin fredag aften og tog ud til løbsmessen i den gamle Tempelhof lufthavn lørdag formiddag i håb om at undgå den værste kø ved udlevering af startnumre. Med vanlig tysk grundighed, havde jeg fået tilsendt papirer med adgangskort til messen og besked på at have billedID med. Løbsmessen er stor og der er stort set alt, hvad hjertet begærer af løbegrej (og inliner-grej, for Berlin Halvmaraton har også en rute for inliners). Det eneste, jeg savnede, var Nike, men når løbet sponseres af Adidas, må konkurrenten glimre med sit fravær.
Allerede i hal 2 kunne vi se en lang kø, og ganske rigtigt, det var køen til udlevering af numrene (senere på dagen var den dog væsentligt længere!). Det tog en halv times tid at komme frem til skranken, hvor vi fik udleveret en pose med et par vareprøver og løbsoversigt, sammen med startnummer, chip og et festival-armbånd, som ville give adgang til startområdet søndag og derfor først måtte fjernes efter løbet. (Der var dog ingen, som kontrollerede det søndag.) Jeg hentede min finisher T-shirt og var nu klar til at drysse rundt på messen og se, om der var et behov eller to, jeg ikke havde dækket.
Lidt blev det til: Magneter til at sætte løbsnummeret fast på trøjen med i stedet for sikkerhedsnåle (måske ikke strengt nødvendigt, men alligevel lidt smart) og en Camelbak, så jeg kan have væske med på de lange ture, i stedet for et bælte med fire små, irriterende vandflasker i. Den er til gengæld allerede uundværlig:-) (Mere om den en anden dag.)
Vi spiste pasta (naturligvis) derude og kørte ind til byen, hvor bl.a. Nike Store ved Hakescher Markt blev aflagt et besøg - jeg havde ingen kompressionsstrømper, som kunne matche mit løbetøj søndag. Tilbage i lejligheden stod menuen på Mortens hjemmelavede lasagne, mere vand og en enkelt alkoholfri øl til aftensmaden, efter der var kommet styr på tøjet til løbet søndag formiddag.
Vejret var svært at bedømme, det var koldt og blæsende, og de havde lovet regn... Derfor blev det ikke en tur i shorts og T-shirt, men med capris og en tynd langærmet indenunder T-shirten. Det skulle vise sig at være en fejl...
Søndag morgen var Malene og jeg tidligt oppe. Om natten var vi gået over til sommertid, så for at være på den sikre side, havde vi et analogt vækkeur med, hvis nu det glippede med telefonerne som (måske) stillede uret automatisk. Et hurtigt bad og morgenmad, en tyk trøje udenover løbetøjet - og et regnslag, for naturligvis småregnede det allerede. Jeg havde en pose med proviant til ventetiden inden løbet. Vi tog afsted i meget god tid, så vi var sikre på, vi havde tid til toiletbesøg inden start kl. 10.
Jeg spiste godt den morgen for at have energi nok: En lille portion yoghurt med müesli, to bananer, en energibar, ½ liter energidrik og ½ liter sportsdrik. Vi tog toget til Alexanderplatz og gik ca. en km til startområdet, hvor der næsten var flere hjælpere end løbere, da vi ankom. Vi fik udleveret et gult Adidas regnslag, men måtte alligevel krybe i ly i et af teltene, fordi det stod ned i stænger! (Det var "medaljegraveringsteltet", hvor vi til at starte med stod helt ude på kanten, og nærmest kun havde hovedet i tørvejr, men eftersom de først ville få travlt efter løbet, rykkede de bordet lidt ind, så vi kunne sidde der og vente. Vi fik nærmest en vejviser-funktion, fordi alle kom hen til "vores" telt og spurgte om vej til nummerudleveringen, om vi havde sikkerhedsnåle, og vejen til bagageindleveringen. En japaner, som stod ved siden af og klædte om, viste beredvilligt sit ur til alle, som stillede et spørgsmål, men ingen af dem spurgte, hvad klokken var... :-D
Det gule Adidas-regnslag - og beviset på, at jeg faktisk har haft Adidas på:-)
Starten nærmede sig, og Malene og jeg skiltes, da vi skulle starte i hver sin startblok. Forinden havde vi aftalt at mødes igen ved lygtepæl nr. 24 efter løbet, hvilket skulle vise sig at være meget praktisk, for der var andre løbere end os! Jeg havde godt med energi i lommen og vand i bæltet - og min lille medløber, som også blev foreviget inden løbet med Fernsehturm i baggrunden.
Vi stod LÆÆÆNGE i startblokken. Der blev spillet musik, men det var tydeligt, at inline- og eliteløberne ikke kom afsted til tiden. Der var problemer med tidstagningen, så selvfølgelig var de nødt til at vente på, at det hele virkede. Der blev spillet en tysk slager, som det var tydeligt, at alle tyskere kunne synge med på, Helene Fischers "Atemlos durch die Nacht", som i munden på et par tyske damer, +50 blev til "Atemlos durch de Stadt" i stedet - hvorpå vi sammen grinede af, at det nok blev meget sandt om lidt, når vi kom afsted.
Vi løb igennem start og ud i en infernalsk larm af heppende tilskuere, bands på olietønder, cheerleadere og hundredevis af løbere, som løb lige der, hvor jeg ville løbe. Der var trængsel, og de første kilometer var det et zigzag-løb. Jeg tog hurtigt musik i ørerne, jeg løber bedst i min egen lyd. Jeg modstod fristelsen for at stoppe op og tage billeder, når jeg løb forbi alle de store seværdigheder, Berliner Dom, Brandenburger Tor og Guld-Else. Koncentration var påkrævet.
Jeg fik det hurtigt for varmt. Lige så iskoldt det havde været at stå og vente, hvor dem med bare skuldre misundte mig mit tøj, lige så varmt var det at bevæge sig gennem den fugtige by, hvor regnen måske nok var stoppet, men hvor vinden ikke var slået igennem endnu.
Morten, Boris og drengene ville stå ved 9 km, så inden da havde jeg (mens jeg løb) fået min langærmede trøje af, som jo var under den kortærmede, hvor nummeret sad fast, og løb med den i hånden, parat til at kaste den ud til dem, men desværre kunne de ikke kommer over på den aftalte side af ruten, så jeg så dem overhovedet ikke og måtte binde trøjen om livet i stedet.
Der var kun et par enkelte strækninger, hvor vi havde modvind, men det afholdt ikke mit hår fra konstant at blæse ind i mit ansigt, fordi jeg havde glemt en hårelastik. Hvis nogen havde spurgt mig undervejs, om jeg ville klippes korthåret, havde jeg gladeligt sagt ja.
Der var mennesker overalt! Både løbere og tilskuere, og også mange danskere, som viftede med Dannebrog. En fornøjelse, især da trætheden begyndte at melde sig. Jeg mærkede en krampe i mit højre baglår, der gik rygere på fortovet, det blæste - men efterhånden var der færre og færre kilometer til målstregen, så det var bare at bide tænderne sammen og fortsætte. Jeg ville i hvert fald ikke gå!
Mit næste holdepunkt var strækningen op mod Alexanderplatz, hvor Morten gerne skulle stå med kameraet igen. At løbe så stort et løb er lidt som at køre med det lange lys tændt i snevejr, der er tusindvis af ansigter langs ruten, men det er nærmest umuligt at skelne dem fra hinanden. Pludselig var han der! Han stod på en el-kasse, og dermed over alle de andre tilskuere. Han kunne bare ikke se mig, så jeg råbte og vinkede, men måtte løbe skråt ind foran andre løbere for at få hans opmærksomhed. Så lykkedes det, og jeg fik fornyet energi til at løbe de sidste kilometer mod målstregen.
Jeg husker ikke, at jeg havde armene over hovedet, da jeg krydsede målstregen, men det ses på det officielle målfoto. Derefter gik man i gåsegang forbi de obligatoriske udleveringer: Medaljen (hvor jeg valgte at gå hen til en ældre dame, som jeg kunne se, hængte dem om halsen på løberne og ønskede tillykke, istedet for en mand, som bare stak medaljen i hånden på folk. Jeg ville have den fulde pakke!), plastikregnslag (så vi kunne holde varmen) vand, iste, bananer og endelig den længe ventede Erdinger øl, alkoholfri, naturligvis. ALDRIG har en øl smagt så godt:-)
Min bedste HM-tid, når jeg har løbet for mig selv, er 1:53, så jeg havde håbet på at komme under to timer. Det lykkedes ikke, der var simpelthen for tæt pakket. Min nettotid var 2:04, men jeg var glad for at være færdig og kunne strække de ømme ben. Medaljen var måske ikke helt så lækker, som man kunne ønske sig. Selve medaljen er pæn nok, men den koboltblå, snoede snor yder den ikke helt retfærdighed. Jeg ville have ønsket mig et bredt silkebånd i stedet:-)
Alt i alt er Berliner Halbmarathon en stor oplevelse. Alt fungerer med tysk grundighed ned til mindste detalje, men jeg havde en større fest, da jeg løb i Nordborg i august 2014, fordi det var nemmere at komme til at løbe i sit eget tempo, når der kun var få deltagere.
onsdag den 18. marts 2015
Jeg er snart klar...
Med fare for at lyde som et irriterende, digitalt stegetermometer vi engang havde til grillen, vil jeg påstå, at jeg snart er klar - både til Berlin Halvmaraton den 29. marts og Hamburg Marathon den 26. april. Min træning er forløbet planmæssigt, jeg har været ude på to lange ture på hhv. 30 og 32 km, to søndage i træk, og jeg har lært af de fejl, jeg gjorde undervejs.
30 km turen blev ikke målt op hjemmefra, fordi der "var noget bøvl med opmålingshjemmesiden", så jeg løb på fornemmelsen. Det var solskin, ikke ret varmt, for det blæste en pelikan, og en god del af vejen havde jeg modvind. Jeg havde gels med, men ikke vand, jeg havde endnu ikke fundet den rette løsning til, hvordan jeg skulle have det med. Det er udelukket at løbe med flasker i hænderne, det bliver jeg for træt i armene til. Egentlig en fin tur, i et fint vejr, fra Korup, ind omkring havnen, ud til Stige Ø og tilbage, over Odinsbroen og hjemad over Næsby. Da GPS'en viste 30 km, var der stadig 7 km hjem, og jeg var ved at dø af tørst. (Mindst!) Jeg ringede hjem og blev hentet:-) Jeg holdt min forventede maratonhastighed, 6 minutter pr. km. Overordnet en tilfredsstillende og lærerig tur.
Belært af den tidligere tur var jeg mere snedig med at udvælge 32 km ruten. Jeg tjekkede vejrudsigten, gråvejr og en let brise fra øst. Jeg blev derfor kørt 32 km væk hjemmefra og startede i Kerteminde, så hvis det blæste op, ville jeg have rygvind det meste af vejen. Rigeligt med gels og vand i små flasker i et væskebælte. Ruten er forholdsvis flad det meste af vejen.
Jeg var fuldt udstyret med papirlommetørklæder og druesukker, hvis det skulle knibe, men jeg havde en fin tur hjem. Jeg var nødt til at lægge en lille omvej ind for at nå op på de 32, og løb op og ned ad vores villavej for at nå helt i mål. Jeg løb hurtigere, end jeg havde forventet, 5:35 pr. km:-) Benene var fine, men de sidste fire km hjem var mine baller trætte og "brændte". (Så ved jeg, hvor der er plads til forbedring i styrkeprogrammet;-))
Den hurtige kilometertid resulterede i ny personlig rekord på 10 km (53:41) og halvmaraton (1:53:54). Den bliver ikke nem at slå i Berlin, men jeg er nødt til at prøve. Det hjælper, at jeg har en Ghost Runner funktion i mit Suunto ur, så jeg kan se, hvor langt jeg er foran en løber med hhv. 5:45 og 5:30 pr. km i gennemsnit.
Det ville være fantastisk at kunne holde samme fart i Hamburg - så ville jeg nå under 4 timer!!! Jeg er klar over, at det hele ligger i hovedet, hvis jeg kan løbe 32 km, kan jeg da også løbe 42,195! Jeg er ikke snart klar, JEG ER KLAR!!!
30 km turen blev ikke målt op hjemmefra, fordi der "var noget bøvl med opmålingshjemmesiden", så jeg løb på fornemmelsen. Det var solskin, ikke ret varmt, for det blæste en pelikan, og en god del af vejen havde jeg modvind. Jeg havde gels med, men ikke vand, jeg havde endnu ikke fundet den rette løsning til, hvordan jeg skulle have det med. Det er udelukket at løbe med flasker i hænderne, det bliver jeg for træt i armene til. Egentlig en fin tur, i et fint vejr, fra Korup, ind omkring havnen, ud til Stige Ø og tilbage, over Odinsbroen og hjemad over Næsby. Da GPS'en viste 30 km, var der stadig 7 km hjem, og jeg var ved at dø af tørst. (Mindst!) Jeg ringede hjem og blev hentet:-) Jeg holdt min forventede maratonhastighed, 6 minutter pr. km. Overordnet en tilfredsstillende og lærerig tur.
Belært af den tidligere tur var jeg mere snedig med at udvælge 32 km ruten. Jeg tjekkede vejrudsigten, gråvejr og en let brise fra øst. Jeg blev derfor kørt 32 km væk hjemmefra og startede i Kerteminde, så hvis det blæste op, ville jeg have rygvind det meste af vejen. Rigeligt med gels og vand i små flasker i et væskebælte. Ruten er forholdsvis flad det meste af vejen.
Jeg var fuldt udstyret med papirlommetørklæder og druesukker, hvis det skulle knibe, men jeg havde en fin tur hjem. Jeg var nødt til at lægge en lille omvej ind for at nå op på de 32, og løb op og ned ad vores villavej for at nå helt i mål. Jeg løb hurtigere, end jeg havde forventet, 5:35 pr. km:-) Benene var fine, men de sidste fire km hjem var mine baller trætte og "brændte". (Så ved jeg, hvor der er plads til forbedring i styrkeprogrammet;-))
Den hurtige kilometertid resulterede i ny personlig rekord på 10 km (53:41) og halvmaraton (1:53:54). Den bliver ikke nem at slå i Berlin, men jeg er nødt til at prøve. Det hjælper, at jeg har en Ghost Runner funktion i mit Suunto ur, så jeg kan se, hvor langt jeg er foran en løber med hhv. 5:45 og 5:30 pr. km i gennemsnit.
Det ville være fantastisk at kunne holde samme fart i Hamburg - så ville jeg nå under 4 timer!!! Jeg er klar over, at det hele ligger i hovedet, hvis jeg kan løbe 32 km, kan jeg da også løbe 42,195! Jeg er ikke snart klar, JEG ER KLAR!!!
Dette foto er naturligvis taget af Morten Rosford Tranberg.
Som det ses, er jeg flyvende:-)
fredag den 20. februar 2015
Update uge 6 og 7
Jeg nåede 161 km i januar takket være den ekstra tur fredag. De seneste to uger har mine løb fordelt sig således:
Lørdag, dag 28: Den sidste dag i januar. 40 min let løb blev til 6,58 km, 6:15 pr. km.
Søndag, dag 29: 21,1 km let løb, de sidste 20 min stabilt. Jeg lagde langsomt ud, som jeg skulle, men halvvejs rundt på turen begyndte det at sne (meget), så jeg satte farten op på de sidste 10 km for at komme hjem i tørvejr. 6:11 pr. km.
Mandag, dag 30: 30 min let restitutionsløb, 4,32 km, 7:14 pr. km. Der lå meget sne denne dag, så jeg løb med forsigtighed, da fortovene ikke var ryddet.
Tirsdag, dag 31: 45 min fartleg med 6 sprints. Jeg opfandt en ny vinter-fartleg! MANGE havde ikke ryddet fortov, så efter de 10 min opvarmning, sprintede jeg, når der var forsvarligt ryddet og joggede med største forsigtighed hen til næste ryddede fortov. 7,42 km, 6:15 pr. km.
Onsdag, dag 32: Hviledag med Nike NTC, plankeøvelser og Blogilates numseøvelser. Hvis I kommer forbi Blogilates på Youtube eller hendes hjemmeside blogilates.com, så brug lige et øjeblik. Hun er superunderholdende - imponerende, som hun kan tale, mens hun laver de hårdeste maveøvelser:-)
Torsdag, dag 33: 40 min AT-træning med 2x intervaller á 10 min. Det var det smukkeste solskinsvejr, og når jeg først havde vovet mig over på Langesøstien, var den både ryddet og saltet. 8,05 km, 6:00 pr. km.
Fredag, dag 34: Hviledag med øvelser som onsdag.
Lørdag, dag 35: 30 min stabilt løb udgik til fordel for en køretur til Berlin.
Søndag, dag 36: 10 km stabilt løb. Det er fantastisk at løbe i Berlin, fordi der er fladt som en pandekage. Eneste ulempe er de mange lyskryds og at jeg oftest løber på betonfortove. Ny personlig rekord: 10 km, 5:29 pr. km. (Jeg har en Ghost Runner funktion på mit løbeur, som jeg har sat til 5:45 pr. km. Jeg ankom 484 m før "min skygge":-))
Mandag, dag 37: 30 min let løb udgik til fordel for en bytur og gåtur i Tiergarten sammen med August. I alt gik jeg 13.300 skridt i løbet af dagen, så lidt blev det da til:-)
Tirsdag, dag 38: 40 min AT-træning med 2x intervaller á 10 min. Torsdagstræningen holdt flyttedag, da vi havde andre planer torsdag. 8,08 km, 5:36 pr. km. (Og derefter et besøg på Naturhistorisk museum.)
Onsdag, dag 39: Hviledag i hvert fald fra løbene, for i Augusts kalender stod der Legoland Discovery Center. Nok Verdens mindste Legoland, men vi brugte alligevel 5 timer derinde.
Torsdag, dag 40: Jeg havde aftalt med August, at vi skulle ud at løbe, og velvidende, at det ikke ville blive den dag, jeg ville sætte nogen rekorder, havde jeg planlagt, at jeg skulle løbe fartleg, mens han skiftevis gik og luntede. Jeg kunne derfor jogge foran og spurte tilbage til ham - og spurte et par gange rundt om søen i parken. Det blev en kort tur, 3,88 km, 7:07 pr. km. Jeg var lidt uenig med Suuntos gps for en gangs skyld. Den havde målt, at vi løb 49 højdemeter ned og 35 op, men i virkeligheden er turen ret flad i skoven og parken...
Fredag, dag 41: Egentlig hviledag, men jeg tog lørdagens 30 min let løb, 4,92 km med 6:00 pr. km. Ikke mindst for at kompensere for torsdagens korte tur. Senere gik August og jeg en tur på 6 km langs et nedlagt jernbanespor.
Lørdag, dag 42: Den stod på bytur, men over middag, blev jeg ramt af influenzahammeren!
Den fjernede helt søndag til onsdag fra min bevidsthed.
Torsdag, dag 47: Uden for program, jeg har stadig feber. Men jeg var nødt til at afprøve de fede løbesko, jeg fik i Valentinsgave: Nike LunarTempo, superlette, kun 176 g:-) Jeg løb den lille, korte runde, vi har: 3,31 km, 5:47 pr. km. Efter så mange dage i sengen var jeg bekymret for, om formen var helt ødelagt. Det var den ikke, men til gengæld skal influenzaen lige have et par dage mere for at være helt ude af kroppen. Så det får den;-)
Fredag, dag 48: Hviledag.
Lørdag, dag 28: Den sidste dag i januar. 40 min let løb blev til 6,58 km, 6:15 pr. km.
Søndag, dag 29: 21,1 km let løb, de sidste 20 min stabilt. Jeg lagde langsomt ud, som jeg skulle, men halvvejs rundt på turen begyndte det at sne (meget), så jeg satte farten op på de sidste 10 km for at komme hjem i tørvejr. 6:11 pr. km.
Mandag, dag 30: 30 min let restitutionsløb, 4,32 km, 7:14 pr. km. Der lå meget sne denne dag, så jeg løb med forsigtighed, da fortovene ikke var ryddet.
Tirsdag, dag 31: 45 min fartleg med 6 sprints. Jeg opfandt en ny vinter-fartleg! MANGE havde ikke ryddet fortov, så efter de 10 min opvarmning, sprintede jeg, når der var forsvarligt ryddet og joggede med største forsigtighed hen til næste ryddede fortov. 7,42 km, 6:15 pr. km.
Onsdag, dag 32: Hviledag med Nike NTC, plankeøvelser og Blogilates numseøvelser. Hvis I kommer forbi Blogilates på Youtube eller hendes hjemmeside blogilates.com, så brug lige et øjeblik. Hun er superunderholdende - imponerende, som hun kan tale, mens hun laver de hårdeste maveøvelser:-)
Torsdag, dag 33: 40 min AT-træning med 2x intervaller á 10 min. Det var det smukkeste solskinsvejr, og når jeg først havde vovet mig over på Langesøstien, var den både ryddet og saltet. 8,05 km, 6:00 pr. km.
Fredag, dag 34: Hviledag med øvelser som onsdag.
Lørdag, dag 35: 30 min stabilt løb udgik til fordel for en køretur til Berlin.
Søndag, dag 36: 10 km stabilt løb. Det er fantastisk at løbe i Berlin, fordi der er fladt som en pandekage. Eneste ulempe er de mange lyskryds og at jeg oftest løber på betonfortove. Ny personlig rekord: 10 km, 5:29 pr. km. (Jeg har en Ghost Runner funktion på mit løbeur, som jeg har sat til 5:45 pr. km. Jeg ankom 484 m før "min skygge":-))
Mandag, dag 37: 30 min let løb udgik til fordel for en bytur og gåtur i Tiergarten sammen med August. I alt gik jeg 13.300 skridt i løbet af dagen, så lidt blev det da til:-)
Tirsdag, dag 38: 40 min AT-træning med 2x intervaller á 10 min. Torsdagstræningen holdt flyttedag, da vi havde andre planer torsdag. 8,08 km, 5:36 pr. km. (Og derefter et besøg på Naturhistorisk museum.)
Onsdag, dag 39: Hviledag i hvert fald fra løbene, for i Augusts kalender stod der Legoland Discovery Center. Nok Verdens mindste Legoland, men vi brugte alligevel 5 timer derinde.
Torsdag, dag 40: Jeg havde aftalt med August, at vi skulle ud at løbe, og velvidende, at det ikke ville blive den dag, jeg ville sætte nogen rekorder, havde jeg planlagt, at jeg skulle løbe fartleg, mens han skiftevis gik og luntede. Jeg kunne derfor jogge foran og spurte tilbage til ham - og spurte et par gange rundt om søen i parken. Det blev en kort tur, 3,88 km, 7:07 pr. km. Jeg var lidt uenig med Suuntos gps for en gangs skyld. Den havde målt, at vi løb 49 højdemeter ned og 35 op, men i virkeligheden er turen ret flad i skoven og parken...
Fredag, dag 41: Egentlig hviledag, men jeg tog lørdagens 30 min let løb, 4,92 km med 6:00 pr. km. Ikke mindst for at kompensere for torsdagens korte tur. Senere gik August og jeg en tur på 6 km langs et nedlagt jernbanespor.
Lørdag, dag 42: Den stod på bytur, men over middag, blev jeg ramt af influenzahammeren!
Den fjernede helt søndag til onsdag fra min bevidsthed.
Torsdag, dag 47: Uden for program, jeg har stadig feber. Men jeg var nødt til at afprøve de fede løbesko, jeg fik i Valentinsgave: Nike LunarTempo, superlette, kun 176 g:-) Jeg løb den lille, korte runde, vi har: 3,31 km, 5:47 pr. km. Efter så mange dage i sengen var jeg bekymret for, om formen var helt ødelagt. Det var den ikke, men til gengæld skal influenzaen lige have et par dage mere for at være helt ude af kroppen. Så det får den;-)
Fredag, dag 48: Hviledag.
Vil sygdom medføre et set-back?
Svaret på overskriften er naturligvis, hvor længe og hvor syg har du været?
Hvis du løber ind i sygdom eller skader, er det vigtigt, at du ikke forsøger at "indhente det forsømte", da du derved overbelaster kroppen yderligere. Hvis du eksempelvis har været forhindret i at løbe i en uge, kan du sagtens springe de planlagte træningsgange over og gå videre i programmet, der hvor du er nået til.
Jep, jeg har været ude i en uge pga. en ondsindet mandeinfluenza, som har lagt hele familien ned. Jeg taler af erfaring, men når kroppen raser med høj feber, hoste og øm hals, er det ikke det rette at have dårlig samvittighed over missede træningspas. (Selvom det er svært.) Brug i stedet tiden på at læse alt hvad du kan om gode ernærings- og løbestrategier, så bliver tiden brugt fornuftigt, selvom du ligger på langs.
Dit immunforsvar er sandsynligvis ikke på toppen endnu, så lad være med at presse dig selv for hårdt. Du vil blive hurtigere træt, indtil sygdommen er helt ude af kroppen. Hvis du er syg længere end en uge, så start lidt blidt op igen, indtil du synes, du er på niveau igen.
Jeg har i denne uge misset en planlagt 25 km i det skønneste solskinsvejr, hvor jeg havde planlagt at løbe fra lejligheden i Berlin og ind forbi Alexanderplatz, vende når uret stod på 12,5 km og naturligvis tage et billede af, hvor jeg vendte;-) Det var jeg bare overhovedet ikke i stand til!
Derudover stod den på 30 min let løb mandag, 50 min fartleg tirsdag, 45 min mælkesyretærskeltræning torsdag og 30 min let løb lørdag. Jeg har været ude på en enkelt lille tur på 3,3 km, bare for at prøve mine nye sko og se, om jeg snart var rask... Ikke så rask, at jeg ikke gik direkte hen på sofaen efter turen, men rask nok til at jeg løb 5:47 pr. km:-) Det er helt sikkert de nye skos skyld:-)
Hvis du løber ind i sygdom eller skader, er det vigtigt, at du ikke forsøger at "indhente det forsømte", da du derved overbelaster kroppen yderligere. Hvis du eksempelvis har været forhindret i at løbe i en uge, kan du sagtens springe de planlagte træningsgange over og gå videre i programmet, der hvor du er nået til.
Jep, jeg har været ude i en uge pga. en ondsindet mandeinfluenza, som har lagt hele familien ned. Jeg taler af erfaring, men når kroppen raser med høj feber, hoste og øm hals, er det ikke det rette at have dårlig samvittighed over missede træningspas. (Selvom det er svært.) Brug i stedet tiden på at læse alt hvad du kan om gode ernærings- og løbestrategier, så bliver tiden brugt fornuftigt, selvom du ligger på langs.
Dit immunforsvar er sandsynligvis ikke på toppen endnu, så lad være med at presse dig selv for hårdt. Du vil blive hurtigere træt, indtil sygdommen er helt ude af kroppen. Hvis du er syg længere end en uge, så start lidt blidt op igen, indtil du synes, du er på niveau igen.
Jeg har i denne uge misset en planlagt 25 km i det skønneste solskinsvejr, hvor jeg havde planlagt at løbe fra lejligheden i Berlin og ind forbi Alexanderplatz, vende når uret stod på 12,5 km og naturligvis tage et billede af, hvor jeg vendte;-) Det var jeg bare overhovedet ikke i stand til!
Derudover stod den på 30 min let løb mandag, 50 min fartleg tirsdag, 45 min mælkesyretærskeltræning torsdag og 30 min let løb lørdag. Jeg har været ude på en enkelt lille tur på 3,3 km, bare for at prøve mine nye sko og se, om jeg snart var rask... Ikke så rask, at jeg ikke gik direkte hen på sofaen efter turen, men rask nok til at jeg løb 5:47 pr. km:-) Det er helt sikkert de nye skos skyld:-)
fredag den 30. januar 2015
Update uge 5
Sikken uge, og sikket vejr! Weekenden startede med snevejr, som vi lørdag benyttede til en tur på kælkebakken sammen med August. Ikke fordi der var enorme snemængder, men hvis det nu var den eneste gang, der kom sne i år, måtte vi benytte os af det. Superskægt, og jeg dristede mig også til en tur på bobslæden:-) (Man glemmer helt, hvor sjovt det er.)
Ugen i tal:
Lørdag, dag 21: Her stod egentlig 45 min løb i kalenderen, men de blev konverteret til en tur på kælkebakken og 4 km gåtur derhen og hjem igen.
Søndag, dag 22: 10 km testløb. Det gik superfint, 10 km, 5:33 pr. km, hvilket indikerer, at jeg vil kunne fuldføre en maraton i 4:15. Det er mit mål, men måske skal barren hæves lidt, når der er 13 ugers træning til?
Mandag, dag 23: 30 min let løb, 4,45 km, 6:48 pr. km.
Tirsdag, dag 24: 40 min med 10 min kenyanske bakker, 6,98 km, 6:08 pr. km. Det var mere end almindeligt svært at finde en bakke, som ikke var dækket med is og hammerglat, da der var faldet islag i løbet af natten ovenpå resterne af sneen. Det lykkedes dog at finde en solbeskinnet en af slagsen i skoven, så oveni den planlagte træning, fik jeg en ordentlig dosis solskin. Det er helt utroligt, som det hjælper på humør og velbefindende:-)
Onsdag, dag 25: Hviledag med Nike NTC og plankeøvelser.
Torsdag, dag 26: 40 min AT-træning med 4x intervaller á 5 min, 8,05 km, 5:43 pr. km. Jubiii:-)
Fredag, dag 27: Egentlig er fredag hviledag, men hvis jeg bare lige når 6 km lørdag også, får jeg et virtuelt Nike+ platin trofæ for at have løbet 160 km i januar. Derfor blev turen i dag et langsomt restitutionsløb på 6,35 km, 6:50 pr. km.
Jeg træner for at blive klar til at starte på arbejde igen den 23. februar. Jeg prøver at dele dagen ind i kasser, men har ikke nemt ved at overholde et fast skema. Det er tæt på umuligt at nå ud af døren til et bestemt tidspunkt uden at opleve åndenød eller følelsen af at have glemt noget vigtigt, men jeg arbejder med det, og jeg prøver ihærdigt at få det til at lykkes.
Jeg eksperimenterer med madlavning og har nu fundet ud af, at for at få det til at lykkes og endda have gang i to gryder på en gang uden at gå i panik, er jeg nødt til at starte i meget god tid. Alt skal gøres klar, skæres ud, hakkes etc. før jeg sætter gryden på komfuret. Jeg er ikke i stand til at skulle holde øje med en gryde, samtidig med at jeg lige skal hakke noget andet, uden at jeg bliver stresset. Jeg føler mig næsten som en TV-kok, når jeg står og hælder i gryden fra alle skålene, men hvis det er det, der skal til, så er det sådan det bliver. Jeg kan stadig ikke huske opskrifterne, men bare de ligger ved siden af, så jeg kan gennemlæse dem ved hvert punkt, er det da lykkedes at få mad ud af det.
August lavede müeslibarer i onsdags. Meget lækre med dadler, havregryn, kokos, abrikoser og overtrukket med mørk chokolade. God energi før eller efter en løbetur.
Endelig gjorde jeg et kup på biblioteket i onsdags. Jeg ville låne et par løbebøger, men indenfor døren havde de et par reoler med udgåede bøger og magasiner. Der var bl.a. 4 numre af Løbemagasinet fra 2014, før jeg havde opdaget dette fantastiske blad, så de blev hurtigt købt for 2 kr. stykket. Røverkøb:-) Derudover var der en guidebog om Berlin og Günther Grass' Bliktrommen, som gjorde et stort indtryk på mig, da vi så den på film i tysk, men lad os nu se, om den er så fantastisk, når jeg læser den i stedet... Bøgerne kostede 5 kr. stykket... Det er da et bogudsalg, der vil noget?
Ugen i tal:
Lørdag, dag 21: Her stod egentlig 45 min løb i kalenderen, men de blev konverteret til en tur på kælkebakken og 4 km gåtur derhen og hjem igen.
Søndag, dag 22: 10 km testløb. Det gik superfint, 10 km, 5:33 pr. km, hvilket indikerer, at jeg vil kunne fuldføre en maraton i 4:15. Det er mit mål, men måske skal barren hæves lidt, når der er 13 ugers træning til?
Mandag, dag 23: 30 min let løb, 4,45 km, 6:48 pr. km.
Tirsdag, dag 24: 40 min med 10 min kenyanske bakker, 6,98 km, 6:08 pr. km. Det var mere end almindeligt svært at finde en bakke, som ikke var dækket med is og hammerglat, da der var faldet islag i løbet af natten ovenpå resterne af sneen. Det lykkedes dog at finde en solbeskinnet en af slagsen i skoven, så oveni den planlagte træning, fik jeg en ordentlig dosis solskin. Det er helt utroligt, som det hjælper på humør og velbefindende:-)
Onsdag, dag 25: Hviledag med Nike NTC og plankeøvelser.
Torsdag, dag 26: 40 min AT-træning med 4x intervaller á 5 min, 8,05 km, 5:43 pr. km. Jubiii:-)
Fredag, dag 27: Egentlig er fredag hviledag, men hvis jeg bare lige når 6 km lørdag også, får jeg et virtuelt Nike+ platin trofæ for at have løbet 160 km i januar. Derfor blev turen i dag et langsomt restitutionsløb på 6,35 km, 6:50 pr. km.
Jeg træner for at blive klar til at starte på arbejde igen den 23. februar. Jeg prøver at dele dagen ind i kasser, men har ikke nemt ved at overholde et fast skema. Det er tæt på umuligt at nå ud af døren til et bestemt tidspunkt uden at opleve åndenød eller følelsen af at have glemt noget vigtigt, men jeg arbejder med det, og jeg prøver ihærdigt at få det til at lykkes.
Jeg eksperimenterer med madlavning og har nu fundet ud af, at for at få det til at lykkes og endda have gang i to gryder på en gang uden at gå i panik, er jeg nødt til at starte i meget god tid. Alt skal gøres klar, skæres ud, hakkes etc. før jeg sætter gryden på komfuret. Jeg er ikke i stand til at skulle holde øje med en gryde, samtidig med at jeg lige skal hakke noget andet, uden at jeg bliver stresset. Jeg føler mig næsten som en TV-kok, når jeg står og hælder i gryden fra alle skålene, men hvis det er det, der skal til, så er det sådan det bliver. Jeg kan stadig ikke huske opskrifterne, men bare de ligger ved siden af, så jeg kan gennemlæse dem ved hvert punkt, er det da lykkedes at få mad ud af det.
August lavede müeslibarer i onsdags. Meget lækre med dadler, havregryn, kokos, abrikoser og overtrukket med mørk chokolade. God energi før eller efter en løbetur.
Endelig gjorde jeg et kup på biblioteket i onsdags. Jeg ville låne et par løbebøger, men indenfor døren havde de et par reoler med udgåede bøger og magasiner. Der var bl.a. 4 numre af Løbemagasinet fra 2014, før jeg havde opdaget dette fantastiske blad, så de blev hurtigt købt for 2 kr. stykket. Røverkøb:-) Derudover var der en guidebog om Berlin og Günther Grass' Bliktrommen, som gjorde et stort indtryk på mig, da vi så den på film i tysk, men lad os nu se, om den er så fantastisk, når jeg læser den i stedet... Bøgerne kostede 5 kr. stykket... Det er da et bogudsalg, der vil noget?
Abonner på:
Opslag (Atom)