mandag den 29. december 2014

Status for 2014

Mit 2014 har været meget anderledes end de foregående år. Der er meget, som er smuttet fra hukommelsen, da min hjerne genstartede pga stress, men jeg vil fremhæve følgende:

Jeg er blevet løber og har i år rundet de 1.000 km. Hvem skulle have troet det? 
Vi har været på den dejligste ferie med Spies til Rhodos. Charter. (Også en 'Hvem skulle have troet det?')
Jeg har løbet min første halvmaraton i en OK tid og har fået smag for mere.
Min mor er blevet 80. 

Jeg ønsker alle et fantastisk 2015:-) Må der være mange kilometer på vejene og i benene næste år! 

torsdag den 18. december 2014

Jeg, en dværg på Sam Murphys skuldre.

Jeg har sjældent gjort noget uden at have teorien i orden først. Jeg var medlem af haveselskabet og havde læst mange havebøger, før jeg fik (eget) hus og have.

Jeg har læst Løbemagasinet siden foråret og vil klart anbefale det til hver en tid. De skriver interessante og motiverende artikler om løb og tester grej, så man ikke behøver lave alle de dyre fejlkøb selv.

De anmelder løbebøger - og her faldt jeg over anmeldelsen af Sam Murphys bog 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' - og måtte straks eje den. (Læs anmeldelsen her.)


Bogen udmærker sig ved at være skrevet i et letforståeligt sprog. Når man, som jeg, er begynder, godt nok har gennemført en halvmaraton, men står overfor den næste distance, er det rart at blive holdt lidt i hånden og få tips og tricks, så det bliver så nemt som muligt at gennemføre.

Billederne i bogen er af ganske almindelige mennesker, som kunne være dig eller mig. Ikke superatleter, men mennesker, som ser ud til at svede og endda have det hårdt, men som også er glade og i gang.

Bogen omtaler de store internationale løb, men også flere danske (bl.a. Nordborg Marathon), så man kan vælge sit mål og sit første løb med omhu.

Sam Murphy er en engelsk fitness- og løbetræner, journalist og har 16 maratons i benene foruden bl.a.  et 100 miles løb i Himalaya. Bogen blev første gang udgivet på dansk i 2006 (engelsk i 2003), men er nu revideret og genudgivet.

Der er kommet afsnit til om halvmaraton og træningsprogrammer på to niveauer, delt op i tre "motivationsgrader": Den ideelle verden, den virkelige verden og minimumsprogrammet med hhv. "al den tid i verden du behøver for virkelig at træne igennem", "det som for de fleste er et realistisk træningsprogram" og "hvis du ikke kan sætte denne tid af til det, skal du hellere lade være med at prøve at gennemføre".

Undervejs i bogen gives masser af råd om ernæring, træning, forebyggelse af skader (og hvad man gør ved dem, hvis man render ind i dem), påklædning, sko, motivation og hvordan man kommer frem til startlinien - og hvordan man passerer mållinien, stadig smilende:-)

Bogen er udgivet på Lindhardt & Ringhof og koster kr. 199,-

Læs den før din løbemakker!


fredag den 12. december 2014

Hvordan kommer man ud, når det er dårligt vejr?

Til det spørgsmål er der kun to mulige svar:
Man tager sig sammen, og indstiller sig på, at man er nødt til det, for kilometrene løber jo ikke sig selv!
Og/eller:
Man tager det rigtige tøj på!

Og når man kommer hjem igen, kan man nyde, at man har været ude og lige er lidt sejere end alle dem, der blev derhjemme. Og så er et varmt bad altid både rarere og varmere efter en løbetur i regn og rusk:-)

Om vinteren er det vigtigt at huske løbehue og -handsker, da en stor del af vores kropsvarme forsvinder fra hoved og hænder.

Det er godt med delvist vandtætte sko med eksempelvis goretex membran, og som samtidig har en grov sål, så man kan stå fast i det glatte føre. Og supplere med løbestrømper i uld, som hjælper med at holde fødderne tørre og varme.

Du skal ikke klæde dig for varmt på, for du løber dig til varmen. Du skal have så lidt på, at du fryser den første kilometer, men derefter skal din kropsvarme nok sørge for at holde dig varm. Brug ideen med de to eller tre lag som beskrevet under Godt grej er halvt fuldendt.

Når det blæser lidt, bliver huden hurtigt afkølet. Brug et vindtæt yderlag som en windstopper, enten det er en jakke eller en vest. Husk på, at hvis temperaturen er 0 grader og det blæser med 10 m/sek. føles det som -12! En tykkere løbejakke bruges kun få dage om året, når det er rigtig koldt.

Jeg har endnu til gode at løbe i snevejr, men tænker det er en fed oplevelse med en helt speciel lydkulisse. Det bedste, man kan sige om regnvejret, er, at det er utroligt rart at komme ind igen.

God vintertur:-)


onsdag den 10. december 2014

En sygemelding for stress - og erkendelsens svære kunst

Jeg er sygemeldt med arbejdsrelateret stress, foreløbig frem til starten af januar. Så ser vi, hvordan det går, og hvor hurtigt jeg kan komme tilbage.

Bare det at sige ordene "Jeg har stress" kræver overvindelse. Lidt som at sige det der ord, der begynder med F, når jeg blev spurgt om min alder, da jeg rundede de 40. Men det gjorde ikke ondt, og man vænnede sig hurtigt til det.

Det her kræver lidt flere kræfter. Det er op ad bakke, skal jeg hilse og sige, men nu er jeg på det nederste trin af stigen. Jeg har erkendt det og jeg har langt om længe indset, at det her kan jeg ikke klare selv, jeg må have professionel hjælp. Og det får jeg.

Min hukommelse genstartede under et kundebesøg. Press control-alt-delete! På få øjeblikke gik jeg fra at være alvidende orakel indenfor indretning og belysning til at være en fuldstændig blank blondine. Og jeg mener B-L-A-N-K! Jeg kunne ikke huske et eneste produkt, vi handlede med og stod famlende hos kunden og ledte efter ordene.

Et af de lægelige råd er at "løbe det væk", så december går i år med at få nogle kilometer i benene og lade hjernen ligge i baglommen. Julen er sat på vågeblus her i huset, vi får ikke bagt så meget som en pebernød!

Og jeg siger til mig selv, at det er OK!



mandag den 8. december 2014

Godt, jeg ikke har en cykel.

Jeg er overrasket, forundret, ja måske endda lidt rystet over min fremgang og iver efter at løbe siden marts i år, hvor jeg startede på bar bund. (Men også stolt:-))

Da jeg var ikke-løber, syntes en fem kilometer at være en overkommelig præstation, en ti kilometer var svær, men dog opnåelig, mens alt, hvad der var derover, var fuldstændig utopisk at tænke på. Hvad i alverden får mennesker til at pine sig selv gennem en halvmaraton og nogle endda en hel? Sindssygt!

Men nu, hvor jeg ved, at jeg kan gennemføre en halvmaraton og endda har flere lige så lange ture i bagagen, er en halvmaraton jo ikke noget epokegørende at tale om, det er kun en længere træningstur end de andre. Jeg er klar til at starte træningen til den fulde, episke, magiske distance!

Min næste bekymring er så: What's next? Vil jeg "nøjes" med de 42,195 km, eller vil mere have mere? Bliver jeg nødt til at prøve, om jeg kan løbe et lille ultraløb på 50 km? Skal jeg gennemføre en maraton i et mere spektakulært miljø, enten det er gennem Disneyland eller Nordkorea?

Jeg har aldrig cyklet mere end 20 km og har ikke ejet en cykel i de sidste ti år. Og jeg skal heller ikke have én! For måske kunne man begynde at supplere løbet med en smule svømning for at styrke hele kroppen? Og cykle en træningstur for sjov? Og inden man ved af det, står der triathlon og ironman i kalenderen, i Nordnorge, op ad fjeldet...

Jeg har lovet børnene, at vi ikke skal holde sommerferie, hvor de cykler fra Viborg til Hamborg, mens jeg løber ved siden af. Jeg er dedikeret, men jeg er jo hverken sindssyg eller ekstrem!

Hurtigere, højere, længere...

Allerede da jeg krydsede målstregen efter den første halvmaraton, vidste jeg, at jeg måtte sætte mig et nyt mål i den olympiske ånd: Hurtigere, højere, stærkere - eller i mit tilfælde: Længere...
Det var mig muligt at gennemføre en halvmaraton, skulle mit næste mål så bare være at gennemføre en halvmaraton lidt hurtigere?

Vi havde planlagt en familietur til Berlin i september for at se min mand og min nevøs kone løbe Berlin Marathon. Skulle det ikke være det, jeg skulle stile efter? Berlin Marathon er et af de store by-marathons, som sammen med London og New York er meget eftertragtede og bliver udsolgt et helt år i forvejen. Der er 80.000 ansøgere til startnumrene, men kun plads til 40.000 løbere.

Hele byen var på den anden ende i maraton-weekenden. 40.000 løbere og ca. 1 mio. tilskuere. En flot dag med højt solskin, stemning og musik langs gaderne, og alle løberne som stolte og velfortjent flashede deres medaljer med portrættet af sidste års vinder.

Jeg var stadig stolt af min halvmaraton-medalje, men den her var bare flottere, tungere, smukkere og større med sit brede bånd i de tyske farver. So ein muß ich auch haben!


Men hvad er odds'ene for at komme igennem nåleøjet og opnå et startnummer? Og skal jeg virkelig vente et helt år på at gennemføre en hel maraton? Tålmodighed er ikke en af mine dyder, men det er planlægning.

Et forårsmaraton i køreafstand fra Odense... Haspa Hamburg Marathon er i april, der er ikke længere end man kan køre, og jeg havde hørt godt om løbet. Tjek, den første maraton var lagt i kalenderen:-)

Berlin kan også byde på halvmaraton-distancen i slutningen af marts. Fine medaljer og træningsmæssigt ligger den fornuftigt i forhold til Hamborg. Jokeren i mit løbsforår er Lillebælt Halvmaraton, kun 14 dage efter jeg har løbet en hel maraton. Og så får man ikke engang medaljer! Hvis jeg kan vinge den af, er det fint, og ellers har jeg backup stående i kulissen, klar til at overtage startnummeret.

Jeg ansøgte om et startnummer til Berlin Marathon, samme dag som de åbnede for registreringen. I år har de lavet proceduren om, så man opgiver sine kreditkortoplysninger, når man tilmelder sig, og de trækker pengene, hvis man er heldig at blive udtrukket. Dermed dæmmer de op for, at man tilmelder sig flere gange for at have flere lodder i puljen, og at der dermed er flere, som ikke vil have de startnumre, de får tildelt.

Ved de store maratons er der skærpet kontrol og sikkerhed. Man kan ikke overdrage sit startnummer til en anden. Der skal fremvises billedlegitimation, og man får et armbånd om håndledet ved afhentning af nummeret. Det giver adgang til startområdet. Der er således ikke mulighed for at snyde eller sælge en plads til et eftertragtet maraton.

18. november kom den længe ventede mail fra det 41. BMW Berlin Marathon. Jeg havde været heldig og var blevet udtrukket. Min drøm om en medalje med Brandenburger Tor på den ene side ligger nu ret forude:-) Jeg deltager i Berlin Marathon 2015!!!

Plan B var at løbe en hel maraton i Nordborg, hvis jeg ikke fik startnummer til Berlin, men nu nøjes jeg med en halvmaraton på Als.

Tre halve og to hele maratons på et år. Så forsvinder 2015 lige så stille...


søndag den 7. december 2014

Godt grej er halvt fuldendt...

Ja, man kan løbe med et minimum af udstyr, og du kan finde lister over det mest basale udstyr på alle motionshjemmesider. Jeg har dog nogle klare favoritter:
Nike - mit yndlingsmærke indenfor sportsudstyr:-) Det er mig umuligt at løbe i, endsige bare prøve det store, tyske mærke med tre striber på. (Man kan umuligt løbe hurtigt i det...?) På mit grej skal der helst være en swoosh!

SportsBH'er er et must til kvindelige løbere. Det er vigtigt, at den sidder tæt, og at den støtter som den skal, men den må ikke gnave eller trykke nogen steder. Omvendt må der heller ikke være for meget stof, som poser, for så er BH'en for stor. Forvent, at en sportsBH holder 6-12 måneder, for de gentagne vaske og brugen gør at den mister en del af sin støtteevne.

Til Nikes løbetøj anvendes en dri-FIT teknologi, som hurtigt transporterer sveden væk fra huden og hjælper dig med at holde huden tør og varm.

Nike Pro undertøjet er let og svedtransporterende. Der fås mange modeller, også hyperwarm serien, som er ideel til vintertræningen. Udviklingen indenfor løbebeklædning går p.t. henimod, at man dropper mellemlaget, men i stedet bruger en løbejakke udover undertrøjen, alt afhængig af vejrforholdene.

Min løbejakke er en Nike Shield softshell, som er vind- og vandafvisende, samtidig med at den er åndbar. Der er hul til tommelfingeren og ekstra lag til at trække ud over fingrene på de kolde dage. Indvendig er der små felter af 'opkradset fleece', så den varmer, men sveden kan trække væk i kanalerne, så man ikke bliver kold. Eneste minus ved jakken er, at der kun er en lillebitte lomme til en nøgle. Jeg kunne godt have brugt to lidt større, så jeg havde et sted at gøre af løbehandskerne, når man har fået varmen på de rigtig kolde dage.

Tights fås i flere tykkelser og længder - capri til forår og efterår, lange med og uden windbreaker til vinterturene og korte tights til sommerløb. Jeg er overbevist om, at jeg næste sommer kommer til at løbe mere i helt korte shorts. Med så mange kilometer i benene efterhånden, må jeg snart have benmuskler, som er værd at vise frem;-)

Samlingen af løbetrøjer skal både omfatte lang- og kortærmede trøjer og altid af kunststof som Nikes DriFIT. Aldrig bomuld, som suger sveden til sig og holder på den, så den bare bliver tung og klam. Når det er rigtig varmt om sommeren, er det rart med en ærmeløs top eller singlet, men husk altid sportsBH'en under!

Sko er et kapitel for sig. Det er vigtigt at få lavet en løbetest i en decideret løbebutik, så du får de rigtige sko med den optimale støtte og undgår skader. Jeg har to-tre par, som jeg skifter imellem, så skoen får lov til at blive luftet ordentlig ud mellem hver tur og sålen får lov at komme tilbage til sin oprindelige tykkelse og ikke bliver trådt helt flad. Sko skal først og fremmest vælges ud fra dine fødder, men da den samme model ofte fås i flere farvekombinationer, kan man lige så godt vælge en sko som matcher ens løbetøj. Man performer helt sikkert bedst, når man ser godt ud! ;-)


Der er mange måder at holde styr på sine resultater på. Som en ægte Nike-fan bruger jeg naturligvis Nike+ app'en til telefonen. App'en er gratis og fås både til Apple og Android telefoner. Nike+ Running holder styr på hvert eneste løb, du tracker med den, og du får masser af nyttig information. Den bruger telefonens GPS og efter hver tur kan du se din rute på et kort, din distance, tid og gennemsnitlige tid pr. km. Du kan tilføje information, så du kan bruge det som en hurtig træningsdagbog. Hvordan havde du det under træningen? Løb du på vej, trail eller løbebånd? Du har mulighed for at registrere dine sko (og det behøver ikke være Nike), så du let kan se, hvornår de trænger til udskiftning eller hvilke af dine sko, du løber hurtigst i. Nike+ Running henter information om vejret og registrerer selvfølgelig tidspunkt og dato.

Der er, som jeg nævnte i et af de første indlæg, en træningsfunktion, så man kan lægge et løbeprogram ud fra ens målsætning, fx en 10 km en bestemt dato. App'en lægger så et program til dig på et af tre niveauer og fortæller, hvornår du skal starte med løbeprogrammet for at peake til den givne dato. Næste gang du lægger et nyt program, justerer den efter de træningsløb, du har tracket, så du får et program, som svarer til dit (nye) niveau.

Når du løber, har du mulighed for at høre den musik, du har liggende på telefonen. Du har mulighed for at vælge et antal powersongs, som du kan starte, når du trænger til lidt ekstra energi på turen. For eksempelvis hver km kan du få oplyst distancen, den samlede tid og den gennemsnitlige tid pr. km i dit headset, og når turen er afsluttet kan du blive heppet på af nogle af de internationale topatleter, som Nike sponserer, fx løberen Sanya Richards-Ross eller tennisspilleren Rafael Nadal.

Endelig er der "prale-funktionen". Efter et løb kan man uploade det til Facebook, Twitter eller Instagram sammen med et billede. På billedet kan der indsættes fx rutens længde sammen med en Swoosh. Man tilføjer en kommentar og deler det med sine venner og følgere. Supernemt og lettilgængeligt:-)


Nordborg (halv)Marathon - en løbsrapport om en fest.

Dagen oprandt, vejret var gråt, ikke for varmt, kort sagt: Perfekt løbevejr.

Nordborg Marathon www.nordborgmarathon.dk har fem distancer: Hel og halv maraton, kvart og ottendedel, og et børneløb på 1 km. Der var i alt 400 løbere, deraf 83 på halvmaratondistancen og 32 på den hele. Løbet bryster sig af at være Danmarks smukkeste marathon - midt i naturen, og det er ikke løgn, det er en smuk rute. Løbet afholdes den sidste lørdag i august, i 2015 er det den 29.8.

Udleveringen af startnumre foregik gnidningsfrit i et telt i startområdet. Toiletterne var i den nærliggende Kvickly, hvor man også kunne proviantere, hvis der var depoter, som skulle fyldes op før start.

Kort før starten gik kl. 12, kom der en ordentlig regnbyge, men da starten gik, holdt det tørvejr resten af vejen. Sammen med alle de andre lagde jeg lidt for hurtigt ud i forhold til, hvad jeg havde planlagt, men da Nike+ gjorde mig opmærksom på min tid på den første kilometer, satte jeg farten ned og holdt mit planlagte pace resten af vejen.

Jeg havde tjekket ruten på et kort, men ikke hvor mange stigninger der var. Heldigvis træner jeg i bakker til hverdag, så ingen af bakkerne var værre end nogen, jeg plejer at løbe på. Ruten har et meget blandet forløb, grus- og asfaltveje på landet, en skovsti langs med Nordborg sø, gennem parcelhuskvarterer og igen gennem skoven, før man kommer tilbage til byen og "dræberstigningen" opad gågaden kort før mål. Ruten var tydeligt afmærket hele vejen, og der var mange vejvisere/hjælpere undervejs for en sikkerheds skyld. Der var ikke noget at være i tvivl om.

Da løbet er lille, var der ikke tilskuere på en stor del af ruten, men det opvejede de opstillede hjælpere, som hjalp med at vise vej, til fulde:-) Alle var entusiastiske, klappede, heppede og jublede, når jeg kom forbi, og jeg smilede og sagde tak.

Jeg havde lavet en ny spilleliste til telefonen, udelukkende med musik som er godt for mig at løbe til. Jeg havde et væskebælte med og havde på forhånd planlagt, hvornår jeg skulle drikke, og hvornår jeg skulle indtage energi. Jeg havde 32gi Chews med på vejen og tog en halv for hver 5. km og for hver 4. fra 14 km. Det fungerede supergodt. 32gi har flere produkter med et lav-glykæmisk indeks, hvilket vil sige, at man ikke får store udsving i blodsukkeret, men det holdes stabilt i længere tid end mange andre energiprodukter. Deres Chews har nærmest konsistens som juleflæsk, men den allerstørste fordel er, at de ikke behøver være i pakningen, da de først smelter ved 90 grader, så de kan ligge i en lomme eller bæltet uden at blive snaskede. Der er mange smagsvarianter, og de kan varmt anbefales. (www.32gi.dk)

Der var opstillede boder med vand og energidrik for hver 5.-6. km og frugt flere steder, også i målområdet. Som ny løber var jeg ikke god til at drikke af plastkrus, mens jeg løb. Fingrene bliver ret klistrede af det, man spilder. Min egen strategi fungerede bedre.

På de sidste fem km mod mål overhalede jeg nogle af dem, som havde overhalet mig på de første km, men også nogle af dem fra maratondistancen, som løb samme rute som os de sidste 21 km. Det gav et kick, og jeg satte farten yderligere op.

På vej op mod mål kunne jeg se publikum stå langs opløbsstrækningen. Jeg kunne se min mand stå klar med kameraet under målbuen, og jeg var simpelthen nødt til at tage musikken ud af ørerne det sidste stykke for at få det hele med:-) Kommentatoren nævnte mit navn, og at jeg havde overskud til at smile.



Ja, jeg var lykkelig, så selvfølgelig kunne jeg smile:-) Jeg havde gennemført mit første halvmaraton, alt var gået godt. Tiden var, som jeg havde beregnet (2:08:50) og jeg havde stort overskud, da jeg var nået i mål. Skulle jeg så have løbet hurtigere og brugt noget mere energi? Næ, jeg havde en fest i mit hoved og en fantastisk oplevelse ud af dagen. Den fedeste oplevelse, som jeg håber, jeg kan bære videre til mine løb i 2015. Mit mål var at gennemføre, og det gjorde jeg.

Nordborg Marathon var et perfekt begynderløb, fordi jeg er vant til at træne alene. Der var ikke for mange deltagere, som løb i vejen. Efter løbet var der frugt, vand og kiks, men også mulighed for at købe grillpølser og en kold øl.

Selv præmieoverrækkelsen var en fest:-) Flere af modtagerne var lokale, som allerede var taget afsted. Så vidt jeg husker, skulle én på arbejde, en anden til familiefest, men de kunne lige presse et maraton ind i programmer...

Til stor overraskelse for min mand (og også lidt for mig selv) var jeg totalt frisk, omend en smule sulten, da vi satte kursen hjem mod Odense. Vejret var klaret op og sommeren viste sig igen fra sin bedste side.

Tak Nordborg, vi ses næste år!



fredag den 5. december 2014

Jeg skulle vælge et nyt løb.

Planen om en halvmaraton over Odins Bro var gået i vasken, og jeg satte mig ned med kalenderen for at finde et nyt mål for min træning. Et løb sidst i august ville være ideelt, og valget faldt på City Løbet i Odense den 31. august. Jeg var lidt forsigtig med at springe ud i at købe startnummer, for tænk nu, hvis det ikke lykkedes igen?

Jeg planlagde træningen, igen med hjælp fra Nike+, min trofaste ven. Jeg var i gang, træningen forløb stabilt, og jeg fulgte disciplineret programmet.

Jeg havde beregnet, at min mor nok ville holde sin 80 års fødselsdag lørdag den 30., men desværre, hun ville gerne holde det søndag. (Godt, jeg ikke havde købt startnummer, så.)

Der findes en fin løbskalender på www.motionslob.dk/løbskalender, hvor man kan søge på specifikke distancer, datoer og geografisk placering. Det gav mig tre muligheder for et halvmaraton den 30. august: Morud (en spytklat væk), Juelsminde eller Nordborg.

Morud var et cannonball-løb uden chip eller medaljer, så det blev hurtigt fravalgt, ellers kunne jeg (næsten) lige så godt løbe en tur for mig selv.

Valget faldt på Nordborg Maraton, hvor der både er en hel, en halv, en kvart og en ottendedel maraton OG et børneløb. Med i startgebyret var T-shirt, chip-leje og den meget vigtige medalje😃


Løbets terapeutiske virkning

Når jeg løber, lukker jeg min travle hverdag ude. Jeg tømmer hovedet for tanker og beskæftiger mig med: Ingenting!

Jeg har sjældent haft brug for at tømme hjernen fuldstændig som i disse dage. Harddisken har været fyldt op og er nu tilsyneladende ramt af virus, den kører i hvert fald kun på halv kraft. Hukommelsen svigter mig fuldstændig. Jeg bruger en god del af min dag på at lede efter ting, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har lagt. Meget frustrerende, når man er vant til, at den øverste etage er lynhurtig, og jeg kan huske både mine egne og andres kunder.

Jeg har forsøgt at bruge Dumbledores metode og trække tankerne ud som fine sølvtråde og putte dem i hver sin lille krystalflakon. Så langt er jeg ikke nået endnu. Lige nu ligger alle trådene rodet sammen på bunden af en plasticbærepose, og en dag (snart), skal jeg have dem filtret ud og lagt dem på plads. Eller også ryger posen ud i skraldespanden, og jeg vil glæde mig over, at der bliver plads til nye tråde og tanker.


Når jeg løber langt og keder mig lidt, prøver jeg at lave regnestykker i hovedet, fx. tælle løbeturene fra denne uge eller denne måned sammen. Så går tiden med det, og når jeg lidt senere ikke kan huske, hvad resultatet blev, kan jeg regne det sammen igen...

Jeg har musik med på løbeturen, men det er musik, som gør mig glad. Musik, som jeg ikke "får lov" at høre hjemme, fordi det er noget "frygteligt" pop, men jeg har det altså rigtig godt med at høre Take That, Gwen Stefani, Craig David og M People.

Ikke for langsomt, ikke for hurtigt, men med en glad rytme, som er god at løbe til. I Nike+ har man mulighed for at vælge Powersongs, som kan sætte lidt ekstra skub i én, når man trænger til det. Her har jeg bl.a. Outkasts Hey Ya, Shakiras Waka Waka og Safri Duos Played-A-Live.

Hvis I ser mig derude, er det mig med det store smil:-)

Alle kommentarerne...

Hvis du har noget, du går op i, har du sikkert hørt alle kommentarerne...
Er du nu sikker på, det er sundt at løbe?
Du skal vist ikke tabe dig mere nu!
Ved du godt, man får så mange skader af at løbe?
Skal du nu ud igen?
Du er da ikke rigtig klog!

Men heldigvis også de mere positive:
Jeg kan se, du har løbet meget, for du har fået en rundere bagdel. (Tak, Brit:-))
Hvor er du sej!
Du er kommet til at se godt ud.

Og så var der den, som slog hovedet på sømmet, så jeg kom i gang med mit 5 km program:
Jeg havde løbet for 3. eller 4. gang, det var en flot solskinsdag i det tidlige forår, temperaturen var på frysepunktet. Jeg havde løbet en tur i skoven, 2,72 km, op og ned ad bakkerne. Ruten var kortere end jeg huskede, men jeg syntes selv, jeg havde gjort det godt. Indtil jeg uploadede løbet til Facebook og en af mine "venner" kommenterede: "Er du ved at træne til Eventyrløbets børneløb?"

Den kunne jeg ikke have siddende på mig. Jeg var nødt til at gøre noget mere ved det. Stoltheden ved at have løbet en tur på trods af kulden og bakkerne forduftede lige så stille, men blev til en vilje om at kunne løbe længere. Eller i det hele taget bare løbe...

Jeg er påpasselig med at give kommentarer den anden vej. Det er jo folks eget valg, om de vil tilbringe dagen som sofakartoffel (jeg har været der, så jeg må gerne kaste stenen) med de bi- og følgevirkninger det har, jeg har bare valgt en anden vej (nu).

Jeg har i årevis døjet med følgerne af et piskesmæld, hvor min kloge mand tit har sagt, at "det skal løbes væk!" Nej! Lad mig have ondt af mig selv, det går ikke bare væk ved et trylleslag, det tager den tid, det tager og går nok væk en dag. Ja, det er gået væk, men først efter jeg begyndte at løbe. Jeg vågner stadig af og til med ondt i nakken, men det hjælper altså at få det varmet igennem og ja, det skulle løbes væk.

Vi har en tavle i køkkenet, hvor jeg af og til skriver et citat. Lige nu står der "Obsessed is a word, the lazy use to describe the dedicated!" Det er vel også en form for kommentar til verden derude...



Det svære (fra)valg.

"Hej Skat:-) Vi skal på slotsophold den 14. juni, og jeg har sagt ja til, at du finder på noget at beskæftige ægtefællerne med om eftermiddagen, nu når vi besøger Guds egen ø."

Ja, det var alt sammen meget fint, men lige den 14. havde jeg et halvmaraton på programmet, men med lidt held lå starten om formiddagen, så jeg kunne nå begge dele. Løbsarrangøren og jeg tænkte i hvert fald ikke ens!

Jeg kunne se fordele i at løbe ved ti-tiden, så det ikke var for varmt, det var trods alt sommer, og jeg ville kunne nå til Nyborg bagefter. Næ, starten gik kl. 15! Jamen!

Jeg måtte altså vælge, hvad jeg ville. Allerhelst ville jeg løbe de 21, have T-shirt og medalje. Men fornuften sagde mig, at min træning ikke havde været optimal, og for husfredens skyld var det bedre at arrangere sightseeing for 14 ikke-fynboer med smagsprøver på fynske specialiteter. Hvor ofte bliver man inviteret på slotsophold? Der kommer altid en sporvogn og en pige til... - Eller i mit tilfælde kommer der altid et løb mere:-)

Jeg hentede mit startnummer (jeg havde jo betalt), men T-shirten var i restordre. Den kunne hentes på løbsdagen.

Dagen oprandt, det var det smukkeste solskinsvejr og varmt. Det blæste kraftigt, men det ville have været en smuk dag til et løb. Jeg hentede T-shirt'en (men har ikke haft den på, jeg har jo ikke løbet løbet, som den praler med) tidligt på dagen og indsnusede stemningen mellem de forskellige boder. Åh, hvor ville jeg gerne være med! Det var næsten som den lille pige med svovlstikkerne, som står og kigger ind i den varme stue.

Om eftermiddagen, da starten gik, stod jeg på den modsatte side af havnen, på slotsbanken hvor Dronning Christines (vi er helt tilbage ved Kong Hans i kongerækken) slot engang lå. Jeg kunne høre musikken og løberne blive sendt afsted. Jeg ville SÅ gerne have været med. Jeg måtte udse mig et nyt løb, så jeg havde noget at stile hen imod.

Det skal dog så siges, at Holckenhavn er et smukt slot og et dejligt sted. Maden var perfekt, og når man står tidligt op, snører løbeskoene og løber en tur ud gennem skoven i 18 graders varme kl. 8 om morgenen, før man sætter sig til den store morgenbuffet med alt hvad hjertet kan begære, så føles livet ikke så ringe endda:-) Og slet ikke, når man har den mand, man elsker, ved sin side:-)



Skadespause - og så var det ikke engang en løbeskade!

I slutningen af april var jeg godt i gang med optræning til halvmaraton. Jeg nød min fridag hver anden uge, fik både løbet og noget fra hånden derhjemme. Det var på høje tid at få gravet jorden igennem i køkkenhaven, hvis jeg skulle nå at få sået de grønsager, vi holder af.

Havedrømme kombineret med løbedrømme. Det kræver noget fysik. Det var ikke den bedste jord, vi (jeg) havde udpeget til at udvide køkkenhaven med. Der var trærødder fra thuja'er, et gammelt æbletræ, som for længst er væk og vores kæmpestore egetræ, som dog ikke skygger på jordstykket. Jorden var stenhård at grave i, så det krævede mange kræfter og hak med spaden. Jeg løb en tur midt på dagen og fortsatte gravearbejdet, indtil min søn kom hjem fra skole. Vi havde nemlig aftalt, at vi skulle løbe en tre km sammen som træning til årets Eventyrløb.

Vi var ikke mere end lige kommet ud af indkørslen, før jeg havde så ondt i akillesenen, at jeg måtte humpe turen rundt:-( Hvor kom det fra? Og senere fik jeg enormt ondt i låret. Havde jeg fået en fibersprængning af at grave???

Heldigvis har jeg en privat sygeforsikring på arbejde, så hjælpen var nær, da jeg næste dag ringede og klagede min nød. "Find en fysioterapeut, så får vi styr på det." Jeg fik nogle øvelser og ultralyd, og læste alt om akillesenebetændelse. Mit første halvmaraton hang i en tynd tråd, kunne jeg se, for det kunne godt tage lang tid at komme over. Uldsokker om natten, is på om dagen...

Til min anden eller tredje behandling spurgte jeg fys'en, om hun ikke også kunne fikse den fiber, jeg havde i låret, for det blev ved med at gøre ondt. Hmmm, sagde hun, så er det slet ikke din hæl, den er gal med, det sidder i ryggen! (What? Hvordan hænger ryggen sammen med hælen, hvis det samtidig gør ondt i låret?) Det viste sig, at jeg havde en begyndende diskusprolaps i lænden, så da vi først fik fat det rigtige sted, gik der ikke mange uger, før jeg kunne begynde at løbe igen - så længe jeg passede mine rygøvelser.

I starten måtte jeg holde pause et par gange undervejs og lave mobilitetsøvelser. Jeg smed mig ned på maven og pressede diskus'en ind på plads igen. (Gudskelov var det et tørt forår.) Jeg havde dog mistet flere træningsuger og min halvmaraton var tæt på. Skal - skal ikke...

Konkurrencemenneske? Hvem, mig?

Jeg har aldrig været god til sport. Det er vigtigere at deltage end at vinde! Tab og vind med samme sind. Så er det sagt! Jeg har prøvet flere sportsgrene som barn: Fodbold, håndbold, badminton, sportsgymnastik, foruden volleyball, svømning og atletik i skolen.
Jeg var bedst til spejder...

Når man ved, man er dårlig til noget, er det ikke så stort et nederlag at komme sidst, som hvis man tror, man er den bedste og så taber. Men hey, det der løb er jo ikke så svært endda. Det kræver disciplin at komme ud, men derfra skal man bare sætte den ene fod foran den anden.

Jeg begyndte at konkurrere med min mand på et "venskabeligt plan". Han er helt klart konkurrencemenneske, så det blev sjovt at vinde på kilometrene. Ikke på hastigheden, men den samlede distance. Efter at have spillet en del Trivial Pursuit gennem årene ved vi godt, at det ikke gælder om at deltage, når vi har udfordret hinanden. DET GÆLDER OM AT VINDE!

Trofæerne i Nike+ Running er nok virtuelle, men de motiverer mig. Man får et trofæ for at løbe mange kilometer, for at løbe på sin fødselsdag, når man har vundet en intern konkurrence med en Nike+ ven, og man har sin egen trofæ-hylde i app'en, hvor de er stillet op. App'en holder styr på alle løbene, på ens personlige rekorder, på samlede antal km og gennemsnitlige tider og distancer.


Jeg har en sød kollega, som, da jeg havde 'løbet' i tre uger, sendte mig en udfordring på Endomondo, at vi skulle se, hvor mange kilometre, vi kunne nå i alt på et år, både løb og gang. Det har hun fortrudt flere gange. I skrivende stund har vi i alt tracket 1350 km, de 900 af dem er mine.

Tiden har ikke været så vigtig for mig (endnu), det har været vigtigere at gennemføre distancerne. Måske er det ikke vigtigt, fordi jeg ved, jeg er en langsom løber, eller også er angsten for at gå kold før mål større end angsten for at komme sidst?

OK, nu har jeg fundet min niche og passion, med træningen kommer hurtigheden også, bare vent!


torsdag den 4. december 2014

Awakening of a runner, part 2.

Jeg var startet på mit nye liv som løber i marts 2014.  I træningsprogrammet var det ikke kun et spørgsmål om at nå op på distancen af de fem km. De skulle åbenbart også løbes effektivt. Allerede i 3. uge var der 6,4 km på programmet, stadig med en skiften mellem gang og løb, og i de følgende uger kom distancen op på både otte og ni km. Men hvis jeg kunne "løbe" ni km, kunne jeg så ikke også løbe ti?

Igen var jeg drevet af: "Jeg skal se, om jeg kan!" (Og lidt af: "Hvor svært kan det være?")

Nike+ Running app'en stillede sig velvilligt til rådighed med et ti km's træningsprogram, igen lagt i helt firkantede rammer med faste dage med løb og faste fridage, så det var kun at kigge i kalenderen for at se, hvad dagen ville bringe. Jeg blev meget motiveret af app'ens virtuelle diplomer: Jeg fik Fuelpoints, når jeg havde været ude at løbe, trofæer når jeg havde rundet 24, 40, 80 og 160 km på en måned, badges for at løbe på skovstierne eller for at registrere tre forskellige par sko.

Jeg stod op før en vis herre fik sko på for at få kilometre i skoene og nød at have fri fra arbejde hver anden tirsdag, for så kunne jeg løbe lidt senere der... Løb var blevet en del af min hverdag, mit liv, min identitet. Jeg var blevet smittet med den der løbebacille, jeg troede, jeg var immun overfor:-)

Min mand, som også er ivrig løber, syntes det var fantastisk, jeg var begyndt at løbe. Det løsnede op på mit piskesmæld, som jeg fik færre og færre gener af, men vores mindste på ni år var ikke helt tilfreds. Han ville gerne have sin gamle mor tilbage, som ikke hele tiden skulle ud at løbe! Men gråd og tænders gnidsel hjalp ikke, jeg fortsatte ufortrødent.

Jeg var sej, ihærdig og stålsat. Programmet blev fulgt og overholdt, det gik let, og drømmen om en længere distance begyndte at spire... Halvmaraton er dog kun 21 km, og hvis der står 14 km i et 10 km program, er der ikke ret langt derop?

Odense fik en ny bro i 2014, som skulle indvies i juni måned, jeg kunne godt nå at skifte program og fortsætte med halvmaraton-programmet. Jeg skal se, om jeg kan! - Og jeg meldte mig til et rigtigt løb med medaljer og det hele.


Awakening of a runner, part 1.

Jeg er en ny og reformeret løber! Tilstået, jeg kan li' det - nu...
Dette er beretningen om mit nye liv som løber med start i marts 2014. Kalenderen siger nu december, og jeg har påbegyndt træningen til Hamburg Marathon i april 2015. Hvordan er det kommet så vidt?

Jeg har aldrig brudt mig om at løbe, og slet ikke langt. På min efterskole havde vi en Hauptstrecke på 7,5 km, men det var 100-meteren, jeg kunne løbe, og hurtigt, for så var det overstået. Løb var kedeligt. (Kender du det?) Det var nemmere at spise fornuftigt, end at motionere, løb var overvurderet!
5 km Eventyrløb en gang om året og måske en træningsgang mere, nu når jeg var kommet i gang, var alt jeg kunne drive det til. Hvad var det så, som gjorde forskellen?

Jeg havde købt nogle fede løbesko, tights og en løbetrøje, løbet to ture på 3 og 2,3 km - og lagt tøjet ind i skabet. Men hvad nu, hvis...
Hvad nu, hvis jeg kunne træne mig op til at løbe en 5 km? Så var tanken om Eventyrløbet måske ikke helt så slem som de foregående år?
Jeg prøvede med en 3 km mere. Og lungerne hang mig ud af halsen, selvom jeg løb over 7 min. pr. km. Jeg holdt pauser undervejs, og stoppede naturligvis løbeapp'en imens, så den kun talte nettotiden og ikke spildtiden. Det var hårdt, men i min Nike+ løbeapp, var der også mulighed for løbeprogrammer, så der var kun kort fra tanke til handling: Jeg skulle træne mig op til at kunne løbe 5 km!!!
Hver dag i 8 uger fortalte app'en mig, hvad jeg skulle: Dag 1: Gå 1,6 km. Dag 2: Løb 2,4 km ved skiftevis at gå og løbe hvert minut. Hvornår der var styrketræning, og hvornår der var hviledag. Piece of cake. Hvor svært kunne det være?