Ja, man kan løbe med et minimum af udstyr, og du kan finde lister over det mest basale udstyr på alle motionshjemmesider. Jeg har dog nogle klare favoritter:
Nike - mit yndlingsmærke indenfor sportsudstyr:-) Det er mig umuligt at løbe i, endsige bare prøve det store, tyske mærke med tre striber på. (Man kan umuligt løbe hurtigt i det...?) På mit grej skal der helst være en swoosh!
SportsBH'er er et must til kvindelige løbere. Det er vigtigt, at den sidder tæt, og at den støtter som den skal, men den må ikke gnave eller trykke nogen steder. Omvendt må der heller ikke være for meget stof, som poser, for så er BH'en for stor. Forvent, at en sportsBH holder 6-12 måneder, for de gentagne vaske og brugen gør at den mister en del af sin støtteevne.
Til Nikes løbetøj anvendes en dri-FIT teknologi, som hurtigt transporterer sveden væk fra huden og hjælper dig med at holde huden tør og varm.
Nike Pro undertøjet er let og svedtransporterende. Der fås mange modeller, også hyperwarm serien, som er ideel til vintertræningen. Udviklingen indenfor løbebeklædning går p.t. henimod, at man dropper mellemlaget, men i stedet bruger en løbejakke udover undertrøjen, alt afhængig af vejrforholdene.
Min løbejakke er en Nike Shield softshell, som er vind- og vandafvisende, samtidig med at den er åndbar. Der er hul til tommelfingeren og ekstra lag til at trække ud over fingrene på de kolde dage. Indvendig er der små felter af 'opkradset fleece', så den varmer, men sveden kan trække væk i kanalerne, så man ikke bliver kold. Eneste minus ved jakken er, at der kun er en lillebitte lomme til en nøgle. Jeg kunne godt have brugt to lidt større, så jeg havde et sted at gøre af løbehandskerne, når man har fået varmen på de rigtig kolde dage.
Tights fås i flere tykkelser og længder - capri til forår og efterår, lange med og uden windbreaker til vinterturene og korte tights til sommerløb. Jeg er overbevist om, at jeg næste sommer kommer til at løbe mere i helt korte shorts. Med så mange kilometer i benene efterhånden, må jeg snart have benmuskler, som er værd at vise frem;-)
Samlingen af løbetrøjer skal både omfatte lang- og kortærmede trøjer og altid af kunststof som Nikes DriFIT. Aldrig bomuld, som suger sveden til sig og holder på den, så den bare bliver tung og klam. Når det er rigtig varmt om sommeren, er det rart med en ærmeløs top eller singlet, men husk altid sportsBH'en under!
Sko er et kapitel for sig. Det er vigtigt at få lavet en løbetest i en decideret løbebutik, så du får de rigtige sko med den optimale støtte og undgår skader. Jeg har to-tre par, som jeg skifter imellem, så skoen får lov til at blive luftet ordentlig ud mellem hver tur og sålen får lov at komme tilbage til sin oprindelige tykkelse og ikke bliver trådt helt flad. Sko skal først og fremmest vælges ud fra dine fødder, men da den samme model ofte fås i flere farvekombinationer, kan man lige så godt vælge en sko som matcher ens løbetøj. Man performer helt sikkert bedst, når man ser godt ud! ;-)

Der er mange måder at holde styr på sine resultater på. Som en ægte Nike-fan bruger jeg naturligvis Nike+ app'en til telefonen. App'en er gratis og fås både til Apple og Android telefoner. Nike+ Running holder styr på hvert eneste løb, du tracker med den, og du får masser af nyttig information. Den bruger telefonens GPS og efter hver tur kan du se din rute på et kort, din distance, tid og gennemsnitlige tid pr. km. Du kan tilføje information, så du kan bruge det som en hurtig træningsdagbog. Hvordan havde du det under træningen? Løb du på vej, trail eller løbebånd? Du har mulighed for at registrere dine sko (og det behøver ikke være Nike), så du let kan se, hvornår de trænger til udskiftning eller hvilke af dine sko, du løber hurtigst i. Nike+ Running henter information om vejret og registrerer selvfølgelig tidspunkt og dato.
Der er, som jeg nævnte i et af de første indlæg, en træningsfunktion, så man kan lægge et løbeprogram ud fra ens målsætning, fx en 10 km en bestemt dato. App'en lægger så et program til dig på et af tre niveauer og fortæller, hvornår du skal starte med løbeprogrammet for at peake til den givne dato. Næste gang du lægger et nyt program, justerer den efter de træningsløb, du har tracket, så du får et program, som svarer til dit (nye) niveau.
Når du løber, har du mulighed for at høre den musik, du har liggende på telefonen. Du har mulighed for at vælge et antal powersongs, som du kan starte, når du trænger til lidt ekstra energi på turen. For eksempelvis hver km kan du få oplyst distancen, den samlede tid og den gennemsnitlige tid pr. km i dit headset, og når turen er afsluttet kan du blive heppet på af nogle af de internationale topatleter, som Nike sponserer, fx løberen Sanya Richards-Ross eller tennisspilleren Rafael Nadal.
Endelig er der "prale-funktionen". Efter et løb kan man uploade det til Facebook, Twitter eller Instagram sammen med et billede. På billedet kan der indsættes fx rutens længde sammen med en Swoosh. Man tilføjer en kommentar og deler det med sine venner og følgere. Supernemt og lettilgængeligt:-)