Berlin Halvmaraton 2015

Mit første store byløb...
Søndag den 29. marts stod 23.745 løbere bag startlinien på Karl Marx Allee i Berlin, klar til at løbe 21,0975 km. Dette er en beskrivelse af løbet og arrangementet omkring det.

Vi ankom til Berlin fredag aften og tog ud til løbsmessen i den gamle Tempelhof lufthavn lørdag formiddag i håb om at undgå den værste kø ved udlevering af startnumre. Med vanlig tysk grundighed, havde jeg fået tilsendt papirer med adgangskort til messen og besked på at have billedID med. Løbsmessen er stor og der er stort set alt, hvad hjertet begærer af løbegrej (og inliner-grej, for Berlin Halvmaraton har også en rute for inliners). Det eneste, jeg savnede, var Nike, men når løbet sponseres af Adidas, må konkurrenten glimre med sit fravær.

Allerede i hal 2 kunne vi se en lang kø, og ganske rigtigt, det var køen til udlevering af numrene (senere på dagen var den dog væsentligt længere!). Det tog en halv times tid at komme frem til skranken, hvor vi fik udleveret en pose med et par vareprøver og løbsoversigt, sammen med startnummer, chip og et festival-armbånd, som ville give adgang til startområdet søndag og derfor først måtte fjernes efter løbet. (Der var dog ingen, som kontrollerede det søndag.) Jeg hentede min finisher T-shirt og var nu klar til at drysse rundt på messen og se, om der var et behov eller to, jeg ikke havde dækket.

Lidt blev det til: Magneter til at sætte løbsnummeret fast på trøjen med i stedet for sikkerhedsnåle (måske ikke strengt nødvendigt, men alligevel lidt smart) og en Camelbak, så jeg kan have væske med på de lange ture, i stedet for et bælte med fire små, irriterende vandflasker i. Den er til gengæld allerede uundværlig:-) (Mere om den en anden dag.)

Vi spiste pasta (naturligvis) derude og kørte ind til byen, hvor bl.a. Nike Store ved Hakescher Markt blev aflagt et besøg - jeg havde ingen kompressionsstrømper, som kunne matche mit løbetøj søndag. Tilbage i lejligheden stod menuen på Mortens hjemmelavede lasagne, mere vand og en enkelt alkoholfri øl til aftensmaden, efter der var kommet styr på tøjet til løbet søndag formiddag.

Vejret var svært at bedømme, det var koldt og blæsende, og de havde lovet regn... Derfor blev det ikke en tur i shorts og T-shirt, men med capris og en tynd langærmet indenunder T-shirten. Det skulle vise sig at være en fejl...

Søndag morgen var Malene og jeg tidligt oppe. Om natten var vi gået over til sommertid, så for at være på den sikre side, havde vi et analogt vækkeur med, hvis nu det glippede med telefonerne som (måske) stillede uret automatisk. Et hurtigt bad og morgenmad, en tyk trøje udenover løbetøjet - og et regnslag, for naturligvis småregnede det allerede. Jeg havde en pose med proviant til ventetiden inden løbet. Vi tog afsted i meget god tid, så vi var sikre på, vi havde tid til toiletbesøg inden start kl. 10.

Jeg spiste godt den morgen for at have energi nok: En lille portion yoghurt med müesli, to bananer, en energibar, ½ liter energidrik og ½ liter sportsdrik. Vi tog toget til Alexanderplatz og gik ca. en km til startområdet, hvor der næsten var flere hjælpere end løbere, da vi ankom. Vi fik udleveret et gult Adidas regnslag, men måtte alligevel krybe i ly i et af teltene, fordi det stod ned i stænger! (Det var "medaljegraveringsteltet", hvor vi til at starte med stod helt ude på kanten, og nærmest kun havde hovedet i tørvejr, men eftersom de først ville få travlt efter løbet, rykkede de bordet lidt ind, så vi kunne sidde der og vente. Vi fik nærmest en vejviser-funktion, fordi alle kom hen til "vores" telt og spurgte om vej til nummerudleveringen, om vi havde sikkerhedsnåle, og vejen til bagageindleveringen. En japaner, som stod ved siden af og klædte om, viste beredvilligt sit ur til alle, som stillede et spørgsmål, men ingen af dem spurgte, hvad klokken var... :-D

Det gule Adidas-regnslag - og beviset på, at jeg faktisk har haft Adidas på:-)

Starten nærmede sig, og Malene og jeg skiltes, da vi skulle starte i hver sin startblok. Forinden havde vi aftalt at mødes igen ved lygtepæl nr. 24 efter løbet, hvilket skulle vise sig at være meget praktisk, for der var andre løbere end os! Jeg havde godt med energi i lommen og vand i bæltet - og min lille medløber, som også blev foreviget inden løbet med Fernsehturm i baggrunden. 

Vi stod LÆÆÆNGE i startblokken. Der blev spillet musik, men det var tydeligt, at inline- og eliteløberne ikke kom afsted til tiden. Der var problemer med tidstagningen, så selvfølgelig var de nødt til at vente på, at det hele virkede. Der blev spillet en tysk slager, som det var tydeligt, at alle tyskere kunne synge med på, Helene Fischers "Atemlos durch die Nacht", som i munden på et par tyske damer, +50 blev til "Atemlos durch de Stadt" i stedet - hvorpå vi sammen grinede af, at det nok blev meget sandt om lidt, når vi kom afsted. 

Vi løb igennem start og ud i en infernalsk larm af heppende tilskuere, bands på olietønder, cheerleadere og hundredevis af løbere, som løb lige der, hvor jeg ville løbe. Der var trængsel, og de første kilometer var det et zigzag-løb. Jeg tog hurtigt musik i ørerne, jeg løber bedst i min egen lyd. Jeg modstod fristelsen for at stoppe op og tage billeder, når jeg løb forbi alle de store seværdigheder, Berliner Dom, Brandenburger Tor og Guld-Else. Koncentration var påkrævet.

Jeg fik det hurtigt for varmt. Lige så iskoldt det havde været at stå og vente, hvor dem med bare skuldre misundte mig mit tøj, lige så varmt var det at bevæge sig gennem den fugtige by, hvor regnen måske nok var stoppet, men hvor vinden ikke var slået igennem endnu.

Morten, Boris og drengene ville stå ved 9 km, så inden da havde jeg (mens jeg løb) fået min langærmede trøje af, som jo var under den kortærmede, hvor nummeret sad fast, og løb med den i hånden, parat til at kaste den ud til dem, men desværre kunne de ikke kommer over på den aftalte side af ruten, så jeg så dem overhovedet ikke og måtte binde trøjen om livet i stedet. 

Der var kun et par enkelte strækninger, hvor vi havde modvind, men det afholdt ikke mit hår fra konstant at blæse ind i mit ansigt, fordi jeg havde glemt en hårelastik. Hvis nogen havde spurgt mig undervejs, om jeg ville klippes korthåret, havde jeg gladeligt sagt ja. 

Der var mennesker overalt! Både løbere og tilskuere, og også mange danskere, som viftede med Dannebrog. En fornøjelse, især da trætheden begyndte at melde sig. Jeg mærkede en krampe i mit højre baglår, der gik rygere på fortovet, det blæste - men efterhånden var der færre og færre kilometer til målstregen, så det var bare at bide tænderne sammen og fortsætte. Jeg ville i hvert fald ikke gå!

Mit næste holdepunkt var strækningen op mod Alexanderplatz, hvor Morten gerne skulle stå med kameraet igen. At løbe så stort et løb er lidt som at køre med det lange lys tændt i snevejr, der er tusindvis af ansigter langs ruten, men det er nærmest umuligt at skelne dem fra hinanden. Pludselig var han der! Han stod på en el-kasse, og dermed over alle de andre tilskuere. Han kunne bare ikke se mig, så jeg råbte og vinkede, men måtte løbe skråt ind foran andre løbere for at få hans opmærksomhed. Så lykkedes det, og jeg fik fornyet energi til at løbe de sidste kilometer mod målstregen. 

Jeg husker ikke, at jeg havde armene over hovedet, da jeg krydsede målstregen, men det ses på det officielle målfoto. Derefter gik man i gåsegang forbi de obligatoriske udleveringer: Medaljen (hvor jeg valgte at gå hen til en ældre dame, som jeg kunne se, hængte dem om halsen på løberne og ønskede tillykke, istedet for en mand, som bare stak medaljen i hånden på folk. Jeg ville have den fulde pakke!), plastikregnslag (så vi kunne holde varmen) vand, iste, bananer og endelig den længe ventede Erdinger øl, alkoholfri, naturligvis. ALDRIG har en øl smagt så godt:-)

Min bedste HM-tid, når jeg har løbet for mig selv, er 1:53, så jeg havde håbet på at komme under to timer. Det lykkedes ikke, der var simpelthen for tæt pakket. Min nettotid var 2:04, men jeg var glad for at være færdig og kunne strække de ømme ben. Medaljen var måske ikke helt så lækker, som man kunne ønske sig. Selve medaljen er pæn nok, men den koboltblå, snoede snor yder den ikke helt retfærdighed. Jeg ville have ønsket mig et bredt silkebånd i stedet:-)

Alt i alt er Berliner Halbmarathon en stor oplevelse. Alt fungerer med tysk grundighed ned til mindste detalje, men jeg havde en større fest, da jeg løb i Nordborg i august 2014, fordi det var nemmere at komme til at løbe i sit eget tempo, når der kun var få deltagere.

Jeg er snart klar...

Med fare for at lyde som et irriterende, digitalt stegetermometer vi engang havde til grillen, vil jeg påstå, at jeg snart er klar - både til Berlin Halvmaraton den 29. marts og Hamburg Marathon den 26. april. Min træning er forløbet planmæssigt, jeg har været ude på to lange ture på hhv. 30 og 32 km, to søndage i træk, og jeg har lært af de fejl, jeg gjorde undervejs.

30 km turen blev ikke målt op hjemmefra, fordi der "var noget bøvl med opmålingshjemmesiden", så jeg løb på fornemmelsen. Det var solskin, ikke ret varmt, for det blæste en pelikan, og en god del af vejen havde jeg modvind. Jeg havde gels med, men ikke vand, jeg havde endnu ikke fundet den rette løsning til, hvordan jeg skulle have det med. Det er udelukket at løbe med flasker i hænderne, det bliver jeg for træt i armene til. Egentlig en fin tur, i et fint vejr, fra Korup, ind omkring havnen, ud til Stige Ø og tilbage, over Odinsbroen og hjemad over Næsby. Da GPS'en viste 30 km, var der stadig 7 km hjem, og jeg var ved at dø af tørst. (Mindst!) Jeg ringede hjem og blev hentet:-) Jeg holdt min forventede maratonhastighed, 6 minutter pr. km. Overordnet en tilfredsstillende og lærerig tur.

Belært af den tidligere tur var jeg mere snedig med at udvælge 32 km ruten. Jeg tjekkede vejrudsigten, gråvejr og en let brise fra øst. Jeg blev derfor kørt 32 km væk hjemmefra og startede i Kerteminde, så hvis det blæste op, ville jeg have rygvind det meste af vejen. Rigeligt med gels og vand i små flasker i et væskebælte. Ruten er forholdsvis flad det meste af vejen.

Jeg var fuldt udstyret med papirlommetørklæder og druesukker, hvis det skulle knibe, men jeg havde en fin tur hjem. Jeg var nødt til at lægge en lille omvej ind for at nå op på de 32, og løb op og ned ad vores villavej for at nå helt i mål. Jeg løb hurtigere, end jeg havde forventet, 5:35 pr. km:-) Benene var fine, men de sidste fire km hjem var mine baller trætte og "brændte". (Så ved jeg, hvor der er plads til forbedring i styrkeprogrammet;-))

Den hurtige kilometertid resulterede i ny personlig rekord på 10 km (53:41) og halvmaraton (1:53:54). Den bliver ikke nem at slå i Berlin, men jeg er nødt til at prøve. Det hjælper, at jeg har en Ghost Runner funktion i mit Suunto ur, så jeg kan se, hvor langt jeg er foran en løber med hhv. 5:45 og 5:30 pr. km i gennemsnit.

Det ville være fantastisk at kunne holde samme fart i Hamburg - så ville jeg nå under 4 timer!!! Jeg er klar over, at det hele ligger i hovedet, hvis jeg kan løbe 32 km, kan jeg da også løbe 42,195! Jeg er ikke snart klar, JEG ER KLAR!!!

Dette foto er naturligvis taget af Morten Rosford Tranberg.

Som det ses, er jeg flyvende:-)

Træningen er påbegyndt!

Jeg har tilbragt juleferien med Sam Murphy's 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' i den ene hånd og kalenderen i den anden, så nu ligger mit 16 ugers træningsprogram frem mod Hamburg Marathon klar.

Med 1.000 kilometer i bagagen, har jeg valgt, at jeg ikke er på begynderstadiet længere, selvom det er min første maraton. Selvfølgelig er der et par tilrettelser i forhold til hendes ideelle program, fx skal jeg ikke løbe 32 km den søndag, hvor jeg løber Berlin Halbmarathon, så jeg har flyttet en smule rundt på de lange løb, men stadig ud fra hendes devise om at bygge formen og distancen op og trappe ned de sidste tre-fire uger.

Programmet er let og overskueligt, når det først er lagt i kalenderen: Let løb hver mandag, intervalløb om tirsdagen, hviledag onsdag og fredag, mælkesyretræning om torsdagen, let løb om lørdagen og langt løb om søndagen. Altså, det kræver mellem 30 og 45 minutters træning de fire dage og lidt længere tid om søndagen. Det kan jeg godt afse;-)

Jeg havde min første træning i går, hvor der stod 12 km let løb på programmet, dvs. et langsomt løb som i "det her kan jeg blive ved med i timevis". En smuk tur i solskin og blæsevejr, så det var noget nemmere at holde pulsen nede på vejen hjem i medvind end på vejen ud i modvind. Men pyt, lige nu er skarp overholdelse af pulsgrænserne ikke vigtigt for mig, det er vigtigere at få kilometre i benene og at lære alle finesserne ved mit Suunto Ambit2 R pulsur. (Mere om uret senere.)

I dag er det mandag, og jeg skal løbe let (langsomt) i en halv time. Jeg kommer til at elske mandage:-)

Status for 2014

Mit 2014 har været meget anderledes end de foregående år. Der er meget, som er smuttet fra hukommelsen, da min hjerne genstartede pga stress, men jeg vil fremhæve følgende:

Jeg er blevet løber og har i år rundet de 1.000 km. Hvem skulle have troet det? 

Vi har været på den dejligste ferie med Spies til Rhodos. Charter. (Også en 'Hvem skulle have troet det?')

Jeg har løbet min første halvmaraton i en OK tid og har fået smag for mere.

Min mor er blevet 80. 

Jeg ønsker alle et fantastisk 2015:-) Må der være mange kilometer på vejene og i benene næste år! 

Jeg, en dværg på Sam Murphys skuldre.

Jeg har sjældent gjort noget uden at have teorien i orden først. Jeg var medlem af haveselskabet og havde læst mange havebøger, før jeg fik (eget) hus og have.

Jeg har læst Løbemagasinet siden foråret og vil klart anbefale det til hver en tid. De skriver interessante og motiverende artikler om løb og tester grej, så man ikke behøver lave alle de dyre fejlkøb selv.

De anmelder løbebøger - og her faldt jeg over anmeldelsen af Sam Murphys bog 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' - og måtte straks eje den. (Læs anmeldelsen her.)

Bogen udmærker sig ved at være skrevet i et letforståeligt sprog. Når man, som jeg, er begynder, godt nok har gennemført en halvmaraton, men står overfor den næste distance, er det rart at blive holdt lidt i hånden og få tips og tricks, så det bliver så nemt som muligt at gennemføre.

Billederne i bogen er af ganske almindelige mennesker, som kunne være dig eller mig. Ikke superatleter, men mennesker, som ser ud til at svede og endda have det hårdt, men som også er glade og i gang.

Bogen omtaler de store internationale løb, men også flere danske (bl.a. Nordborg Marathon), så man kan vælge sit mål og sit første løb med omhu.

Sam Murphy er en engelsk fitness- og løbetræner, journalist og har 16 maratons i benene foruden bl.a.  et 100 miles løb i Himalaya. Bogen blev første gang udgivet på dansk i 2006 (engelsk i 2003), men er nu revideret og genudgivet.

Der er kommet afsnit til om halvmaraton og træningsprogrammer på to niveauer, delt op i tre "motivationsgrader": Den ideelle verden, den virkelige verden og minimumsprogrammet med hhv. "al den tid i verden du behøver for virkelig at træne igennem", "det som for de fleste er et realistisk træningsprogram" og "hvis du ikke kan sætte denne tid af til det, skal du hellere lade være med at prøve at gennemføre".

Undervejs i bogen gives masser af råd om ernæring, træning, forebyggelse af skader (og hvad man gør ved dem, hvis man render ind i dem), påklædning, sko, motivation og hvordan man kommer frem til startlinien - og hvordan man passerer mållinien, stadig smilende:-)

Bogen er udgivet på Lindhardt & Ringhof og koster kr. 199,-

Læs den før din løbemakker!

Godt, jeg ikke har en cykel.

Jeg er overrasket, forundret, ja måske endda lidt rystet over min fremgang og iver efter at løbe siden marts i år, hvor jeg startede på bar bund. (Men også stolt:-))

Da jeg var ikke-løber, syntes en fem kilometer at være en overkommelig præstation, en ti kilometer var svær, men dog opnåelig, mens alt, hvad der var derover, var fuldstændig utopisk at tænke på. Hvad i alverden får mennesker til at pine sig selv gennem en halvmaraton og nogle endda en hel? Sindssygt!

Men nu, hvor jeg ved, at jeg kan gennemføre en halvmaraton og endda har flere lige så lange ture i bagagen, er en halvmaraton jo ikke noget epokegørende at tale om, det er kun en længere træningstur end de andre. Jeg er klar til at starte træningen til den fulde, episke, magiske distance!

Min næste bekymring er så: What's next? Vil jeg "nøjes" med de 42,195 km, eller vil mere have mere? Bliver jeg nødt til at prøve, om jeg kan løbe et lille ultraløb på 50 km? Skal jeg gennemføre en maraton i et mere spektakulært miljø, enten det er gennem Disneyland eller Nordkorea?

Jeg har aldrig cyklet mere end 20 km og har ikke ejet en cykel i de sidste ti år. Og jeg skal heller ikke have én! For måske kunne man begynde at supplere løbet med en smule svømning for at styrke hele kroppen? Og cykle en træningstur for sjov? Og inden man ved af det, står der triathlon og ironman i kalenderen, i Nordnorge, op ad fjeldet...

Jeg har lovet børnene, at vi ikke skal holde sommerferie, hvor de cykler fra Viborg til Hamborg, mens jeg løber ved siden af. Jeg er dedikeret, men jeg er jo hverken sindssyg eller ekstrem!

Hurtigere, højere, længere...

Allerede da jeg krydsede målstregen efter den første halvmaraton, vidste jeg, at jeg måtte sætte mig et nyt mål i den olympiske ånd: Hurtigere, højere, stærkere - eller i mit tilfælde: Længere...
Det var mig muligt at gennemføre en halvmaraton, skulle mit næste mål så bare være at gennemføre en halvmaraton lidt hurtigere?

Vi havde planlagt en familietur til Berlin i september for at se min mand og min nevøs kone løbe Berlin Marathon. Skulle det ikke være det, jeg skulle stile efter? Berlin Marathon er et af de store by-marathons, som sammen med London og New York er meget eftertragtede og bliver udsolgt et helt år i forvejen. Der er 80.000 ansøgere til startnumrene, men kun plads til 40.000 løbere.

Hele byen var på den anden ende i maraton-weekenden. 40.000 løbere og ca. 1 mio. tilskuere. En flot dag med højt solskin, stemning og musik langs gaderne, og alle løberne som stolte og velfortjent flashede deres medaljer med portrættet af sidste års vinder.

Jeg var stadig stolt af min halvmaraton-medalje, men den her var bare flottere, tungere, smukkere og større med sit brede bånd i de tyske farver. So ein muß ich auch haben!

Men hvad er odds'ene for at komme igennem nåleøjet og opnå et startnummer? Og skal jeg virkelig vente et helt år på at gennemføre en hel maraton? Tålmodighed er ikke en af mine dyder, men det er planlægning.

Et forårsmaraton i køreafstand fra Odense... Haspa Hamburg Marathon er i april, der er ikke længere end man kan køre, og jeg havde hørt godt om løbet. Tjek, den første maraton var lagt i kalenderen:-)

Berlin kan også byde på halvmaraton-distancen i slutningen af marts. Fine medaljer og træningsmæssigt ligger den fornuftigt i forhold til Hamborg. Jokeren i mit løbsforår er Lillebælt Halvmaraton, kun 14 dage efter jeg har løbet en hel maraton. Og så får man ikke engang medaljer! Hvis jeg kan vinge den af, er det fint, og ellers har jeg backup stående i kulissen, klar til at overtage startnummeret.

Jeg ansøgte om et startnummer til Berlin Marathon, samme dag som de åbnede for registreringen. I år har de lavet proceduren om, så man opgiver sine kreditkortoplysninger, når man tilmelder sig, og de trækker pengene, hvis man er heldig at blive udtrukket. Dermed dæmmer de op for, at man tilmelder sig flere gange for at have flere lodder i puljen, og at der dermed er flere, som ikke vil have de startnumre, de får tildelt.

Ved de store maratons er der skærpet kontrol og sikkerhed. Man kan ikke overdrage sit startnummer til en anden. Der skal fremvises billedlegitimation, og man får et armbånd om håndledet ved afhentning af nummeret. Det giver adgang til startområdet. Der er således ikke mulighed for at snyde eller sælge en plads til et eftertragtet maraton.

18. november kom den længe ventede mail fra det 41. BMW Berlin Marathon. Jeg havde været heldig og var blevet udtrukket. Min drøm om en medalje med Brandenburger Tor på den ene side ligger nu ret forude:-) Jeg deltager i Berlin Marathon 2015!!!

Plan B var at løbe en hel maraton i Nordborg, hvis jeg ikke fik startnummer til Berlin, men nu nøjes jeg med en halvmaraton på Als.

Tre halve og to hele maratons på et år. Så forsvinder 2015 lige så stille...

Nordborg (halv)Marathon - en løbsrapport om en fest.

Dagen oprandt, vejret var gråt, ikke for varmt, kort sagt: Perfekt løbevejr.

Nordborg Marathon www.nordborgmarathon.dk har fem distancer: Hel og halv maraton, kvart og ottendedel, og et børneløb på 1 km. Der var i alt 400 løbere, deraf 83 på halvmaratondistancen og 32 på den hele. Løbet bryster sig af at være Danmarks smukkeste marathon - midt i naturen, og det er ikke løgn, det er en smuk rute. Løbet afholdes den sidste lørdag i august, i 2015 er det den 29.8.

Udleveringen af startnumre foregik gnidningsfrit i et telt i startområdet. Toiletterne var i den nærliggende Kvickly, hvor man også kunne proviantere, hvis der var depoter, som skulle fyldes op før start.

Kort før starten gik kl. 12, kom der en ordentlig regnbyge, men da starten gik, holdt det tørvejr resten af vejen. Sammen med alle de andre lagde jeg lidt for hurtigt ud i forhold til, hvad jeg havde planlagt, men da Nike+ gjorde mig opmærksom på min tid på den første kilometer, satte jeg farten ned og holdt mit planlagte pace resten af vejen.

Jeg havde tjekket ruten på et kort, men ikke hvor mange stigninger der var. Heldigvis træner jeg i bakker til hverdag, så ingen af bakkerne var værre end nogen, jeg plejer at løbe på. Ruten har et meget blandet forløb, grus- og asfaltveje på landet, en skovsti langs med Nordborg sø, gennem parcelhuskvarterer og igen gennem skoven, før man kommer tilbage til byen og "dræberstigningen" opad gågaden kort før mål. Ruten var tydeligt afmærket hele vejen, og der var mange vejvisere/hjælpere undervejs for en sikkerheds skyld. Der var ikke noget at være i tvivl om.

Da løbet er lille, var der ikke tilskuere på en stor del af ruten, men det opvejede de opstillede hjælpere, som hjalp med at vise vej, til fulde:-) Alle var entusiastiske, klappede, heppede og jublede, når jeg kom forbi, og jeg smilede og sagde tak.

Jeg havde lavet en ny spilleliste til telefonen, udelukkende med musik som er godt for mig at løbe til. Jeg havde et væskebælte med og havde på forhånd planlagt, hvornår jeg skulle drikke, og hvornår jeg skulle indtage energi. Jeg havde 32gi Chews med på vejen og tog en halv for hver 5. km og for hver 4. fra 14 km. Det fungerede supergodt. 32gi har flere produkter med et lav-glykæmisk indeks, hvilket vil sige, at man ikke får store udsving i blodsukkeret, men det holdes stabilt i længere tid end mange andre energiprodukter. Deres Chews har nærmest konsistens som juleflæsk, men den allerstørste fordel er, at de ikke behøver være i pakningen, da de først smelter ved 90 grader, så de kan ligge i en lomme eller bæltet uden at blive snaskede. Der er mange smagsvarianter, og de kan varmt anbefales. (www.32gi.dk)

Der var opstillede boder med vand og energidrik for hver 5.-6. km og frugt flere steder, også i målområdet. Som ny løber var jeg ikke god til at drikke af plastkrus, mens jeg løb. Fingrene bliver ret klistrede af det, man spilder. Min egen strategi fungerede bedre.

På de sidste fem km mod mål overhalede jeg nogle af dem, som havde overhalet mig på de første km, men også nogle af dem fra maratondistancen, som løb samme rute som os de sidste 21 km. Det gav et kick, og jeg satte farten yderligere op.

På vej op mod mål kunne jeg se publikum stå langs opløbsstrækningen. Jeg kunne se min mand stå klar med kameraet under målbuen, og jeg var simpelthen nødt til at tage musikken ud af ørerne det sidste stykke for at få det hele med:-) Kommentatoren nævnte mit navn, og at jeg havde overskud til at smile.

Ja, jeg var lykkelig, så selvfølgelig kunne jeg smile:-) Jeg havde gennemført mit første halvmaraton, alt var gået godt. Tiden var, som jeg havde beregnet (2:08:50) og jeg havde stort overskud, da jeg var nået i mål. Skulle jeg så have løbet hurtigere og brugt noget mere energi? Næ, jeg havde en fest i mit hoved og en fantastisk oplevelse ud af dagen. Den fedeste oplevelse, som jeg håber, jeg kan bære videre til mine løb i 2015. Mit mål var at gennemføre, og det gjorde jeg.

Nordborg Marathon var et perfekt begynderløb, fordi jeg er vant til at træne alene. Der var ikke for mange deltagere, som løb i vejen. Efter løbet var der frugt, vand og kiks, men også mulighed for at købe grillpølser og en kold øl.

Selv præmieoverrækkelsen var en fest:-) Flere af modtagerne var lokale, som allerede var taget afsted. Så vidt jeg husker, skulle én på arbejde, en anden til familiefest, men de kunne lige presse et maraton ind i programmer...

Til stor overraskelse for min mand (og også lidt for mig selv) var jeg totalt frisk, omend en smule sulten, da vi satte kursen hjem mod Odense. Vejret var klaret op og sommeren viste sig igen fra sin bedste side.

Tak Nordborg, vi ses næste år!

Jeg skulle vælge et nyt løb.

Planen om en halvmaraton over Odins Bro var gået i vasken, og jeg satte mig ned med kalenderen for at finde et nyt mål for min træning. Et løb sidst i august ville være ideelt, og valget faldt på City Løbet i Odense den 31. august. Jeg var lidt forsigtig med at springe ud i at købe startnummer, for tænk nu, hvis det ikke lykkedes igen?

Jeg planlagde træningen, igen med hjælp fra Nike+, min trofaste ven. Jeg var i gang, træningen forløb stabilt, og jeg fulgte disciplineret programmet.

Jeg havde beregnet, at min mor nok ville holde sin 80 års fødselsdag lørdag den 30., men desværre, hun ville gerne holde det søndag. (Godt, jeg ikke havde købt startnummer, så.)

Der findes en fin løbskalender på www.motionslob.dk/løbskalender, hvor man kan søge på specifikke distancer, datoer og geografisk placering. Det gav mig tre muligheder for et halvmaraton den 30. august: Morud (en spytklat væk), Juelsminde eller Nordborg.

Morud var et cannonball-løb uden chip eller medaljer, så det blev hurtigt fravalgt, ellers kunne jeg (næsten) lige så godt løbe en tur for mig selv.

Valget faldt på Nordborg Maraton, hvor der både er en hel, en halv, en kvart og en ottendedel maraton OG et børneløb. Med i startgebyret var T-shirt, chip-leje og den meget vigtige medalje😃

Det svære (fra)valg.

"Hej Skat:-) Vi skal på slotsophold den 14. juni, og jeg har sagt ja til, at du finder på noget at beskæftige ægtefællerne med om eftermiddagen, nu når vi besøger Guds egen ø."

Ja, det var alt sammen meget fint, men lige den 14. havde jeg et halvmaraton på programmet, men med lidt held lå starten om formiddagen, så jeg kunne nå begge dele. Løbsarrangøren og jeg tænkte i hvert fald ikke ens!

Jeg kunne se fordele i at løbe ved ti-tiden, så det ikke var for varmt, det var trods alt sommer, og jeg ville kunne nå til Nyborg bagefter. Næ, starten gik kl. 15! Jamen!

Jeg måtte altså vælge, hvad jeg ville. Allerhelst ville jeg løbe de 21, have T-shirt og medalje. Men fornuften sagde mig, at min træning ikke havde været optimal, og for husfredens skyld var det bedre at arrangere sightseeing for 14 ikke-fynboer med smagsprøver på fynske specialiteter. Hvor ofte bliver man inviteret på slotsophold? Der kommer altid en sporvogn og en pige til... - Eller i mit tilfælde kommer der altid et løb mere:-)

Jeg hentede mit startnummer (jeg havde jo betalt), men T-shirten var i restordre. Den kunne hentes på løbsdagen.

Dagen oprandt, det var det smukkeste solskinsvejr og varmt. Det blæste kraftigt, men det ville have været en smuk dag til et løb. Jeg hentede T-shirt'en (men har ikke haft den på, jeg har jo ikke løbet løbet, som den praler med) tidligt på dagen og indsnusede stemningen mellem de forskellige boder. Åh, hvor ville jeg gerne være med! Det var næsten som den lille pige med svovlstikkerne, som står og kigger ind i den varme stue.

Om eftermiddagen, da starten gik, stod jeg på den modsatte side af havnen, på slotsbanken hvor Dronning Christines (vi er helt tilbage ved Kong Hans i kongerækken) slot engang lå. Jeg kunne høre musikken og løberne blive sendt afsted. Jeg ville SÅ gerne have været med. Jeg måtte udse mig et nyt løb, så jeg havde noget at stile hen imod.

Det skal dog så siges, at Holckenhavn er et smukt slot og et dejligt sted. Maden var perfekt, og når man står tidligt op, snører løbeskoene og løber en tur ud gennem skoven i 18 graders varme kl. 8 om morgenen, før man sætter sig til den store morgenbuffet med alt hvad hjertet kan begære, så føles livet ikke så ringe endda:-) Og slet ikke, når man har den mand, man elsker, ved sin side:-)