Hamburg Marathon - endnu en løbefest:-)

26. april var der Haspa Marathon Hamburg, min første nogensinde, men jubilæumsløb i Hamburg, deres 30. maraton. Jeg har trænet op til maraton de sidste 16 uger, løbet godt 600 km og var klar til denne udfordring.

Vi kørte til Hamburg lørdag formiddag, så vi kunne parkere ved hotellet Hotel Grand Elysée, et femstjernet hotel i gåafstand fra løbsmessen og startområdet.  Som alt andet i Tyskland, muss Ordnung sein, så der var godt skiltet og udleveringen foregik let og smertefrit.

Goodie-bag'en var en strandtaske i orange og hvid, og udover de sædvanlige reklamer var der en alkoholfri øl, en Red Bull energidrik, en energibar, keyhanger, målebånd, kølende gel... T-shirt'en fra Mizuno var ret pæn, sort med guld i siderne og på trykket.

Sammenlignet med løbsmessen i Berlin, var der mindre plads i gangene, så nogle steder var der lidt presset med plads, men det gav også indtryk af en messe, hvor der skete mere og var flere til stede.

Tilbage på hotellet tjekkede vi ind og kastede os ned i wellness-området, med pool, boblebad, stillerum og et rum, hvor man fik infrarøde stråler på ryggen. Helt fantastisk, hvordan ryggen nærmest bare smeltede og alle infiltrationer forsvandt. Værelset var fint og havde udsigt over parken. Absolut ikke noget at sætte en finger på:-)

Som man bør før en maraton, stod menuen i pastaens tegn. Vapiano er en kæde af italienske restauranter, og den nærmeste var i gå-afstand fra hotellet. Jeg fik den lækreste, cremede pastaret med kylling og semitørrede tomater, en lille salat, en alkoholfri øl (naturligvis) og en mascarpone dessert med friske jordbær til dessert. Og så var jeg godt mæt:-)

Tilbage på hotellet var det tid til at gøre alt klart. Startnummeret på trøjen, chip'en på skoen, energi pakket ned i spi-beltet, og planlægning af, hvor Morten og August skulle stå, så jeg var sikker på at kunne få øje på dem på ruten - og så de kunne se mig:-) Naturligvis blev alt lagt ud til det obligatoriske "race-gear-foto". Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få lukket et øje, men jeg sov ganske fortræffeligt i sengen.

Min første indskydelse, da vækkeuret ringede kl. 6 var: "Morten, kan du ikke løbe det maraton for mig? Jeg er træt!" Men nu er det sådan med løbeture, de løber ikke sig selv. Heller ikke maratons. Morgenmaden i hotellets restaurant var overdådig. Jeg nød min første kop kaffe i ti dage - aldrig har en Milchkaffee smagt så godt! Der var alt, hvad hjertet kunne begære: Brød, kager, frugt, juice, bacon og æg, pandekager, omeletter efter eget valg, endda mousserende vin på køl - og det var lige der jeg ærgrede mig over, at jeg var så fornuftig at fylde det korrekte brændstof på tanken: Müesli med en smule yoghurt, bananer og vand. - Og alligevel meldte maven, at den var ved at være nervøs, så jeg ikke skulle fylde den alt for meget op.

Vejret var ikke det bedste. Det småregnede, men det var ikke koldt, så jeg kunne holde varmen i shorts, T-shirt og en ekstra trøje og plasticsæk med hul til hoved og arme.

Jeg gik fra hotellet i god tid. Starten skulle gå kl. 9 (9.20 for den startblok, hvor jeg stod), og jeg ville have rigelig tid til at benytte toiletterne og suge stemningen i startområdet til mig. Min lille medløber blev som altid behørigt fotograferet foran start-portalen til stor morskab for andre løbere:-) Stemningen i startområdet blev for meget for mig på et tidspunkt. Jeg blev helt rørt og måtte gå en lille tur væk for mig selv, mens øjnene truede med at løbe over. Jeg blev simpelthen overvældet over, hvor langt jeg var nået på et år, og at jeg nu stod på tærsklen til min største (sports-)præstation nogensinde. Om lidt skulle jeg løbe en maraton!!!

Men da nervøsiteten havde fået lov at dampe lidt af, og jeg tog plads i startblokken, blev jeg helt rolig og stod og arbejdede med kroppen for at holde den varm, mens vi ventede. Starten var delt op i to, eliteløberne blev sendt afsted kl. 9, anden bølge kl. 9.20. Og når de sagde 9.20, var det det, de mente. Da startskuddet lød, troede jeg først, at det var for de andre, men vi kunne pludselig bevæge os fremad. Af med trøjen, og klar med hånden på uret, så det blev startet i rette tid. Og nej, note til mig selv, uret skal ikke startes, når man løber igennem portalen, det skal først startes, når man løber over måtten!

Der var en fantastisk stemning igennem byen - og sikke smuk den var. Jeg har ikke rigtig været i Hamburg før, kun en strøgtur, så jeg var overrasket over arkitekturen, teatergaden og især området omkring floden, hvor der lå det ene store palæ efter det andet - og alligevel holdt nogle af beboerne picnic i indkørslen, så de kunne feste med og heppe.

På Instagram har jeg lært en pige at kende, Runningbirki kalder hun sig. Hun havde naturligvis lagt et billede op af sit tøj, så jeg vidste, hvad hun ville have på, men jeg blev helt glad, da jeg omkring de 6,5 km så en med den rigtige farve tøj og Runningbirki på ryggen. Da jeg løb forbi, hilste jeg på, gav hende en krammer og spurgte, hvordan det gik. Ikke så godt, hun var småskadet, så hun ville tage den med ro. (Hun kom i mål lige over de 5 timer.) Fedt at møde et kendt ansigt:-)

Man regner med, at der var 700.000 tilskuere til Hamburg Marathon, så der var en fantastisk stemning overalt. Der var kun få løbere, som var klædt ud: Jeg så Tom & Jerry, en flamingo, Kong Frank med scepter og rigsæble, og nogle, som løb med paryk eller blomster i håret. Tilskuerne var næsten mere fantasifulde. Der var hele grupper i morgenkåber (spørg lige, om sådan en kan suge vand i øsende regn?), der var skilte og bannere, masser af udklædninger, og flere steder, hvor der var lavet boder med udskænkning til løberne, bl.a. øl og energidrik.

Der var flere bands, adskillige stomp og percussionbands, et aldrende punkrock band, tambour orkester, en radiostation - og flere private havde flyttet en højttaler ud på altanen og bragede løs udover løbet. Foruden alle dem, som slog på grydelåg, rasler, fløjter, you name it og det var der!

Morten og August stod, hvor vi havde aftalt, ved 16 og igen ved 17 km, så jeg kunne få et kys, og de kunne få taget billeder. Det var så fedt at se dem på ruten.

Omkring de 18 km blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte benytte mig at et toilet, mens jeg stadig havde friske ben til at komme igang igen. (De første toilethuse stod allerede kort efter starten, og mange gange undervejs løb der folk ind i parken for at forrette deres nødtørft.) Det var såmænd ikke strengt nødvendigt, men nu havde jeg overbevist mig selv om, at det nok var en god idé, så jeg satte farten ned og stoppede. Det var der så andre, som også gjorde, så jeg spildte 7 minutter i en toiletkø. Dem hentede jeg ikke igen:-(

Farten var ellers fin indtil da. Ved 16 km var den estimerede sluttid 4:06.



Forplejningen under løbet kan man overhovedet ikke sætte en finger på. For minimum hver 5. km var der depoter med bananer, vand og energidrik, og længere ude på ruten var der i tillæg energigels og vand med elektrolytter. Jeg havde taget min camelbak med og pakket geler i bæltet, men det er jeg ikke sikker på, jeg gør igen, hvis løbet er lige så organiseret som i Hamburg. Jeg kunne selvfølgelig løbe forbi alle depoterne de første mange km, men det var alligevel rart med en kop frisk vand engang imellem, og da benene blev trætte og begyndte at true med kramper efter de 27-28 km, kunne jeg gribe en kop vand med salte og elektrolytter, og så forsvandt det.

Et af de råd, jeg har fået under træningen, var, at hvis man får problemer med vejrtrækningen eller benene før de 30 km, skal man prøve at sætte farten lidt ned. Hvis det kommer efter de 30, skal man bare fortsætte, for det må gerne gøre ondt, når man løber et maraton! Derfor vidste jeg, at jeg måtte blive ved.

Kort efter væltede regnen ned. Det regnede så meget, at mit headset blev skyllet ud af ørerne. Saltet fra sveden løb ned i øjnene, som sved. Min T-shirt, som ellers skulle være svedtransporterende, blev tynget af vandet, så den til sidst var længere en mine shorts og lignede en kjole.

Det skulle dog ikke stoppe mig! Min løbefest og den gode stemning fortsatte. Flere steder var der bands eller radiostationer med store anlæg, som spillede høj musik. De udkommanderede politifolk i regntøj og overtræk på kasketterne dansede med og heppede på alle, som kom forbi. Alle løbere fortsatte ufortrødent og kæmpede sig videre.

Jeg mødte et par danskere, som jeg sludrede lidt med, før jeg lod dem sætte mig af og løbe videre i mit eget tempo. - Dem mødte jeg igen efter målstregen, hvor vi kunne lykønske hinanden:-)

Centrum af Hamburg nærmede sig. Ruten gik ned ad bakke (langt om længe), regnen stilnede af og holdt til sidst op. En japaner, som jeg havde bemærket flere gange på ruten, stod igen med et skilt, hvorpå der stod: Trust your training! Og det gjorde jeg.

Opløbsstrækningen nærmede sig. August og Morten stod ved 41 km, hvor jeg havde overskud til at smile og vinke til kameraet, før jeg løb videre mod mål. Storsmilende, med armene over hovedet krydsede jeg målstregen i tiden 4:26, meget lykkelig og tilfreds.

Jeg havde gennemført min første maraton! Jeg havde sat mig et stort mål og nået det! Og medaljen? Den var kæmpestor og velfortjent!

Berlin Halvmaraton 2015

Mit første store byløb...
Søndag den 29. marts stod 23.745 løbere bag startlinien på Karl Marx Allee i Berlin, klar til at løbe 21,0975 km. Dette er en beskrivelse af løbet og arrangementet omkring det.

Vi ankom til Berlin fredag aften og tog ud til løbsmessen i den gamle Tempelhof lufthavn lørdag formiddag i håb om at undgå den værste kø ved udlevering af startnumre. Med vanlig tysk grundighed, havde jeg fået tilsendt papirer med adgangskort til messen og besked på at have billedID med. Løbsmessen er stor og der er stort set alt, hvad hjertet begærer af løbegrej (og inliner-grej, for Berlin Halvmaraton har også en rute for inliners). Det eneste, jeg savnede, var Nike, men når løbet sponseres af Adidas, må konkurrenten glimre med sit fravær.

Allerede i hal 2 kunne vi se en lang kø, og ganske rigtigt, det var køen til udlevering af numrene (senere på dagen var den dog væsentligt længere!). Det tog en halv times tid at komme frem til skranken, hvor vi fik udleveret en pose med et par vareprøver og løbsoversigt, sammen med startnummer, chip og et festival-armbånd, som ville give adgang til startområdet søndag og derfor først måtte fjernes efter løbet. (Der var dog ingen, som kontrollerede det søndag.) Jeg hentede min finisher T-shirt og var nu klar til at drysse rundt på messen og se, om der var et behov eller to, jeg ikke havde dækket.

Lidt blev det til: Magneter til at sætte løbsnummeret fast på trøjen med i stedet for sikkerhedsnåle (måske ikke strengt nødvendigt, men alligevel lidt smart) og en Camelbak, så jeg kan have væske med på de lange ture, i stedet for et bælte med fire små, irriterende vandflasker i. Den er til gengæld allerede uundværlig:-) (Mere om den en anden dag.)

Vi spiste pasta (naturligvis) derude og kørte ind til byen, hvor bl.a. Nike Store ved Hakescher Markt blev aflagt et besøg - jeg havde ingen kompressionsstrømper, som kunne matche mit løbetøj søndag. Tilbage i lejligheden stod menuen på Mortens hjemmelavede lasagne, mere vand og en enkelt alkoholfri øl til aftensmaden, efter der var kommet styr på tøjet til løbet søndag formiddag.

Vejret var svært at bedømme, det var koldt og blæsende, og de havde lovet regn... Derfor blev det ikke en tur i shorts og T-shirt, men med capris og en tynd langærmet indenunder T-shirten. Det skulle vise sig at være en fejl...

Søndag morgen var Malene og jeg tidligt oppe. Om natten var vi gået over til sommertid, så for at være på den sikre side, havde vi et analogt vækkeur med, hvis nu det glippede med telefonerne som (måske) stillede uret automatisk. Et hurtigt bad og morgenmad, en tyk trøje udenover løbetøjet - og et regnslag, for naturligvis småregnede det allerede. Jeg havde en pose med proviant til ventetiden inden løbet. Vi tog afsted i meget god tid, så vi var sikre på, vi havde tid til toiletbesøg inden start kl. 10.

Jeg spiste godt den morgen for at have energi nok: En lille portion yoghurt med müesli, to bananer, en energibar, ½ liter energidrik og ½ liter sportsdrik. Vi tog toget til Alexanderplatz og gik ca. en km til startområdet, hvor der næsten var flere hjælpere end løbere, da vi ankom. Vi fik udleveret et gult Adidas regnslag, men måtte alligevel krybe i ly i et af teltene, fordi det stod ned i stænger! (Det var "medaljegraveringsteltet", hvor vi til at starte med stod helt ude på kanten, og nærmest kun havde hovedet i tørvejr, men eftersom de først ville få travlt efter løbet, rykkede de bordet lidt ind, så vi kunne sidde der og vente. Vi fik nærmest en vejviser-funktion, fordi alle kom hen til "vores" telt og spurgte om vej til nummerudleveringen, om vi havde sikkerhedsnåle, og vejen til bagageindleveringen. En japaner, som stod ved siden af og klædte om, viste beredvilligt sit ur til alle, som stillede et spørgsmål, men ingen af dem spurgte, hvad klokken var... :-D

Det gule Adidas-regnslag - og beviset på, at jeg faktisk har haft Adidas på:-)

Starten nærmede sig, og Malene og jeg skiltes, da vi skulle starte i hver sin startblok. Forinden havde vi aftalt at mødes igen ved lygtepæl nr. 24 efter løbet, hvilket skulle vise sig at være meget praktisk, for der var andre løbere end os! Jeg havde godt med energi i lommen og vand i bæltet - og min lille medløber, som også blev foreviget inden løbet med Fernsehturm i baggrunden. 

Vi stod LÆÆÆNGE i startblokken. Der blev spillet musik, men det var tydeligt, at inline- og eliteløberne ikke kom afsted til tiden. Der var problemer med tidstagningen, så selvfølgelig var de nødt til at vente på, at det hele virkede. Der blev spillet en tysk slager, som det var tydeligt, at alle tyskere kunne synge med på, Helene Fischers "Atemlos durch die Nacht", som i munden på et par tyske damer, +50 blev til "Atemlos durch de Stadt" i stedet - hvorpå vi sammen grinede af, at det nok blev meget sandt om lidt, når vi kom afsted. 

Vi løb igennem start og ud i en infernalsk larm af heppende tilskuere, bands på olietønder, cheerleadere og hundredevis af løbere, som løb lige der, hvor jeg ville løbe. Der var trængsel, og de første kilometer var det et zigzag-løb. Jeg tog hurtigt musik i ørerne, jeg løber bedst i min egen lyd. Jeg modstod fristelsen for at stoppe op og tage billeder, når jeg løb forbi alle de store seværdigheder, Berliner Dom, Brandenburger Tor og Guld-Else. Koncentration var påkrævet.

Jeg fik det hurtigt for varmt. Lige så iskoldt det havde været at stå og vente, hvor dem med bare skuldre misundte mig mit tøj, lige så varmt var det at bevæge sig gennem den fugtige by, hvor regnen måske nok var stoppet, men hvor vinden ikke var slået igennem endnu.

Morten, Boris og drengene ville stå ved 9 km, så inden da havde jeg (mens jeg løb) fået min langærmede trøje af, som jo var under den kortærmede, hvor nummeret sad fast, og løb med den i hånden, parat til at kaste den ud til dem, men desværre kunne de ikke kommer over på den aftalte side af ruten, så jeg så dem overhovedet ikke og måtte binde trøjen om livet i stedet. 

Der var kun et par enkelte strækninger, hvor vi havde modvind, men det afholdt ikke mit hår fra konstant at blæse ind i mit ansigt, fordi jeg havde glemt en hårelastik. Hvis nogen havde spurgt mig undervejs, om jeg ville klippes korthåret, havde jeg gladeligt sagt ja. 

Der var mennesker overalt! Både løbere og tilskuere, og også mange danskere, som viftede med Dannebrog. En fornøjelse, især da trætheden begyndte at melde sig. Jeg mærkede en krampe i mit højre baglår, der gik rygere på fortovet, det blæste - men efterhånden var der færre og færre kilometer til målstregen, så det var bare at bide tænderne sammen og fortsætte. Jeg ville i hvert fald ikke gå!

Mit næste holdepunkt var strækningen op mod Alexanderplatz, hvor Morten gerne skulle stå med kameraet igen. At løbe så stort et løb er lidt som at køre med det lange lys tændt i snevejr, der er tusindvis af ansigter langs ruten, men det er nærmest umuligt at skelne dem fra hinanden. Pludselig var han der! Han stod på en el-kasse, og dermed over alle de andre tilskuere. Han kunne bare ikke se mig, så jeg råbte og vinkede, men måtte løbe skråt ind foran andre løbere for at få hans opmærksomhed. Så lykkedes det, og jeg fik fornyet energi til at løbe de sidste kilometer mod målstregen. 

Jeg husker ikke, at jeg havde armene over hovedet, da jeg krydsede målstregen, men det ses på det officielle målfoto. Derefter gik man i gåsegang forbi de obligatoriske udleveringer: Medaljen (hvor jeg valgte at gå hen til en ældre dame, som jeg kunne se, hængte dem om halsen på løberne og ønskede tillykke, istedet for en mand, som bare stak medaljen i hånden på folk. Jeg ville have den fulde pakke!), plastikregnslag (så vi kunne holde varmen) vand, iste, bananer og endelig den længe ventede Erdinger øl, alkoholfri, naturligvis. ALDRIG har en øl smagt så godt:-)

Min bedste HM-tid, når jeg har løbet for mig selv, er 1:53, så jeg havde håbet på at komme under to timer. Det lykkedes ikke, der var simpelthen for tæt pakket. Min nettotid var 2:04, men jeg var glad for at være færdig og kunne strække de ømme ben. Medaljen var måske ikke helt så lækker, som man kunne ønske sig. Selve medaljen er pæn nok, men den koboltblå, snoede snor yder den ikke helt retfærdighed. Jeg ville have ønsket mig et bredt silkebånd i stedet:-)

Alt i alt er Berliner Halbmarathon en stor oplevelse. Alt fungerer med tysk grundighed ned til mindste detalje, men jeg havde en større fest, da jeg løb i Nordborg i august 2014, fordi det var nemmere at komme til at løbe i sit eget tempo, når der kun var få deltagere.

Jeg er snart klar...

Med fare for at lyde som et irriterende, digitalt stegetermometer vi engang havde til grillen, vil jeg påstå, at jeg snart er klar - både til Berlin Halvmaraton den 29. marts og Hamburg Marathon den 26. april. Min træning er forløbet planmæssigt, jeg har været ude på to lange ture på hhv. 30 og 32 km, to søndage i træk, og jeg har lært af de fejl, jeg gjorde undervejs.

30 km turen blev ikke målt op hjemmefra, fordi der "var noget bøvl med opmålingshjemmesiden", så jeg løb på fornemmelsen. Det var solskin, ikke ret varmt, for det blæste en pelikan, og en god del af vejen havde jeg modvind. Jeg havde gels med, men ikke vand, jeg havde endnu ikke fundet den rette løsning til, hvordan jeg skulle have det med. Det er udelukket at løbe med flasker i hænderne, det bliver jeg for træt i armene til. Egentlig en fin tur, i et fint vejr, fra Korup, ind omkring havnen, ud til Stige Ø og tilbage, over Odinsbroen og hjemad over Næsby. Da GPS'en viste 30 km, var der stadig 7 km hjem, og jeg var ved at dø af tørst. (Mindst!) Jeg ringede hjem og blev hentet:-) Jeg holdt min forventede maratonhastighed, 6 minutter pr. km. Overordnet en tilfredsstillende og lærerig tur.

Belært af den tidligere tur var jeg mere snedig med at udvælge 32 km ruten. Jeg tjekkede vejrudsigten, gråvejr og en let brise fra øst. Jeg blev derfor kørt 32 km væk hjemmefra og startede i Kerteminde, så hvis det blæste op, ville jeg have rygvind det meste af vejen. Rigeligt med gels og vand i små flasker i et væskebælte. Ruten er forholdsvis flad det meste af vejen.

Jeg var fuldt udstyret med papirlommetørklæder og druesukker, hvis det skulle knibe, men jeg havde en fin tur hjem. Jeg var nødt til at lægge en lille omvej ind for at nå op på de 32, og løb op og ned ad vores villavej for at nå helt i mål. Jeg løb hurtigere, end jeg havde forventet, 5:35 pr. km:-) Benene var fine, men de sidste fire km hjem var mine baller trætte og "brændte". (Så ved jeg, hvor der er plads til forbedring i styrkeprogrammet;-))

Den hurtige kilometertid resulterede i ny personlig rekord på 10 km (53:41) og halvmaraton (1:53:54). Den bliver ikke nem at slå i Berlin, men jeg er nødt til at prøve. Det hjælper, at jeg har en Ghost Runner funktion i mit Suunto ur, så jeg kan se, hvor langt jeg er foran en løber med hhv. 5:45 og 5:30 pr. km i gennemsnit.

Det ville være fantastisk at kunne holde samme fart i Hamburg - så ville jeg nå under 4 timer!!! Jeg er klar over, at det hele ligger i hovedet, hvis jeg kan løbe 32 km, kan jeg da også løbe 42,195! Jeg er ikke snart klar, JEG ER KLAR!!!

Dette foto er naturligvis taget af Morten Rosford Tranberg.

Som det ses, er jeg flyvende:-)

Update uge 6 og 7

Jeg nåede 161 km i januar takket være den ekstra tur fredag. De seneste to uger har mine løb fordelt sig således:
Lørdag, dag 28: Den sidste dag i januar. 40 min let løb blev til 6,58 km, 6:15 pr. km.
Søndag, dag 29: 21,1 km let løb, de sidste 20 min stabilt. Jeg lagde langsomt ud, som jeg skulle, men halvvejs rundt på turen begyndte det at sne (meget), så jeg satte farten op på de sidste 10 km for at komme hjem i tørvejr. 6:11 pr. km.
Mandag, dag 30: 30 min let restitutionsløb, 4,32 km, 7:14 pr. km. Der lå meget sne denne dag, så jeg løb med forsigtighed, da fortovene ikke var ryddet.
Tirsdag, dag 31: 45 min fartleg med 6 sprints. Jeg opfandt en ny vinter-fartleg! MANGE havde ikke ryddet fortov, så efter de 10 min opvarmning, sprintede jeg, når der var forsvarligt ryddet og joggede med største forsigtighed hen til næste ryddede fortov. 7,42 km, 6:15 pr. km.
Onsdag, dag 32: Hviledag med Nike NTC, plankeøvelser og Blogilates numseøvelser. Hvis I kommer forbi Blogilates på Youtube eller hendes hjemmeside blogilates.com, så brug lige et øjeblik. Hun er superunderholdende - imponerende, som hun kan tale, mens hun laver de hårdeste maveøvelser:-)
Torsdag, dag 33: 40 min AT-træning med 2x intervaller á 10 min. Det var det smukkeste solskinsvejr, og når jeg først havde vovet mig over på Langesøstien, var den både ryddet og saltet. 8,05 km, 6:00 pr. km.

Fredag, dag 34: Hviledag med øvelser som onsdag.
Lørdag, dag 35: 30 min stabilt løb udgik til fordel for en køretur til Berlin.
Søndag, dag 36: 10 km stabilt løb. Det er fantastisk at løbe i Berlin, fordi der er fladt som en pandekage. Eneste ulempe er de mange lyskryds og at jeg oftest løber på betonfortove. Ny personlig rekord: 10 km, 5:29 pr. km. (Jeg har en Ghost Runner funktion på mit løbeur, som jeg har sat til 5:45 pr. km. Jeg ankom 484 m før "min skygge":-))
Mandag, dag 37: 30 min let løb udgik til fordel for en bytur og gåtur i Tiergarten sammen med August. I alt gik jeg 13.300 skridt i løbet af dagen, så lidt blev det da til:-)
Tirsdag, dag 38: 40 min AT-træning med 2x intervaller á 10 min. Torsdagstræningen holdt flyttedag, da vi havde andre planer torsdag. 8,08 km, 5:36 pr. km. (Og derefter et besøg på Naturhistorisk museum.)
Onsdag, dag 39: Hviledag i hvert fald fra løbene, for i Augusts kalender stod der Legoland Discovery Center. Nok Verdens mindste Legoland, men vi brugte alligevel 5 timer derinde.
Torsdag, dag 40: Jeg havde aftalt med August, at vi skulle ud at løbe, og velvidende, at det ikke ville blive den dag, jeg ville sætte nogen rekorder, havde jeg planlagt, at jeg skulle løbe fartleg, mens han skiftevis gik og luntede. Jeg kunne derfor jogge foran og spurte tilbage til ham - og spurte et par gange rundt om søen i parken. Det blev en kort tur, 3,88 km, 7:07 pr. km. Jeg var lidt uenig med Suuntos gps for en gangs skyld. Den havde målt, at vi løb 49 højdemeter ned og 35 op, men i virkeligheden er turen ret flad i skoven og parken...
Fredag, dag 41: Egentlig hviledag, men jeg tog lørdagens 30 min let løb, 4,92 km med 6:00 pr. km. Ikke mindst for at kompensere for torsdagens korte tur. Senere gik August og jeg en tur på 6 km langs et nedlagt jernbanespor.
Lørdag, dag 42: Den stod på bytur, men over middag, blev jeg ramt af influenzahammeren!
Den fjernede helt søndag til onsdag fra min bevidsthed.
Torsdag, dag 47: Uden for program, jeg har stadig feber. Men jeg var nødt til at afprøve de fede løbesko, jeg fik i Valentinsgave: Nike LunarTempo, superlette, kun 176 g:-) Jeg løb den lille, korte runde, vi har: 3,31 km, 5:47 pr. km. Efter så mange dage i sengen var jeg bekymret for, om formen var helt ødelagt. Det var den ikke, men til gengæld skal influenzaen lige have et par dage mere for at være helt ude af kroppen. Så det får den;-)
Fredag, dag 48: Hviledag.

Vil sygdom medføre et set-back?

Svaret på overskriften er naturligvis, hvor længe og hvor syg har du været?
Hvis du løber ind i sygdom eller skader, er det vigtigt, at du ikke forsøger at "indhente det forsømte", da du derved overbelaster kroppen yderligere. Hvis du eksempelvis har været forhindret i at løbe i en uge, kan du sagtens springe de planlagte træningsgange over og gå videre i programmet, der hvor du er nået til.

Jep, jeg har været ude i en uge pga. en ondsindet mandeinfluenza, som har lagt hele familien ned. Jeg taler af erfaring, men når kroppen raser med høj feber, hoste og øm hals, er det ikke det rette at have dårlig samvittighed over missede træningspas. (Selvom det er svært.) Brug i stedet tiden på at læse alt hvad du kan om gode ernærings- og løbestrategier, så bliver tiden brugt fornuftigt, selvom du ligger på langs.

Dit immunforsvar er sandsynligvis ikke på toppen endnu, så lad være med at presse dig selv for hårdt.  Du vil blive hurtigere træt, indtil sygdommen er helt ude af kroppen. Hvis du er syg længere end en uge, så start lidt blidt op igen, indtil du synes, du er på niveau igen.

Jeg har i denne uge misset en planlagt 25 km i det skønneste solskinsvejr, hvor jeg havde planlagt at løbe fra lejligheden i Berlin og ind forbi Alexanderplatz, vende når uret stod på 12,5 km og naturligvis tage et billede af, hvor jeg vendte;-) Det var jeg bare overhovedet ikke i stand til!

Derudover stod den på 30 min let løb mandag, 50 min fartleg tirsdag, 45 min mælkesyretærskeltræning torsdag og 30 min let løb lørdag. Jeg har været ude på en enkelt lille tur på 3,3 km, bare for at prøve mine nye sko og se, om jeg snart var rask... Ikke så rask, at jeg ikke gik direkte hen på sofaen efter turen, men rask nok til at jeg løb 5:47 pr. km:-) Det er helt sikkert de nye skos skyld:-)

Update uge 5

Sikken uge, og sikket vejr! Weekenden startede med snevejr, som vi lørdag benyttede til en tur på kælkebakken sammen med August. Ikke fordi der var enorme snemængder, men hvis det nu var den eneste gang, der kom sne i år, måtte vi benytte os af det. Superskægt, og jeg dristede mig også til en tur på bobslæden:-) (Man glemmer helt, hvor sjovt det er.)

Ugen i tal:
Lørdag, dag 21: Her stod egentlig 45 min løb i kalenderen, men de blev konverteret til en tur på kælkebakken og 4 km gåtur derhen og hjem igen.
Søndag, dag 22: 10 km testløb. Det gik superfint, 10 km, 5:33 pr. km, hvilket indikerer, at jeg vil kunne fuldføre en maraton i 4:15. Det er mit mål, men måske skal barren hæves lidt, når der er 13 ugers træning til?
Mandag, dag 23: 30 min let løb, 4,45 km, 6:48 pr. km.
Tirsdag, dag 24: 40 min med 10 min kenyanske bakker, 6,98 km, 6:08 pr. km. Det var mere end almindeligt svært at finde en bakke, som ikke var dækket med is og hammerglat, da der var faldet islag i løbet af natten ovenpå resterne af sneen. Det lykkedes dog at finde en solbeskinnet en af slagsen i skoven, så oveni den planlagte træning, fik jeg en ordentlig dosis solskin. Det er helt utroligt, som det hjælper på humør og velbefindende:-)
Onsdag, dag 25: Hviledag med Nike NTC og plankeøvelser.
Torsdag, dag 26: 40 min AT-træning med 4x intervaller á 5 min, 8,05 km, 5:43 pr. km. Jubiii:-)
Fredag, dag 27: Egentlig er fredag hviledag, men hvis jeg bare lige når 6 km lørdag også, får jeg et virtuelt Nike+ platin trofæ for at have løbet 160 km i januar. Derfor blev turen i dag et langsomt restitutionsløb på 6,35 km, 6:50 pr. km.

Jeg træner for at blive klar til at starte på arbejde igen den 23. februar. Jeg prøver at dele dagen ind i kasser, men har ikke nemt ved at overholde et fast skema. Det er tæt på umuligt at nå ud af døren til et bestemt tidspunkt uden at opleve åndenød eller følelsen af at have glemt noget vigtigt, men jeg arbejder med det, og jeg prøver ihærdigt at få det til at lykkes.

Jeg eksperimenterer med madlavning og har nu fundet ud af, at for at få det til at lykkes og endda have gang i to gryder på en gang uden at gå i panik, er jeg nødt til at starte i meget god tid. Alt skal gøres klar, skæres ud, hakkes etc. før jeg sætter gryden på komfuret. Jeg er ikke i stand til at skulle holde øje med en gryde, samtidig med at jeg lige skal hakke noget andet, uden at jeg bliver stresset. Jeg føler mig næsten som en TV-kok, når jeg står og hælder i gryden fra alle skålene, men hvis det er det, der skal til, så er det sådan det bliver. Jeg kan stadig ikke huske opskrifterne, men bare de ligger ved siden af, så jeg kan gennemlæse dem ved hvert punkt, er det da lykkedes at få mad ud af det.

August lavede müeslibarer i onsdags. Meget lækre med dadler, havregryn, kokos, abrikoser og overtrukket med mørk chokolade. God energi før eller efter en løbetur.

Endelig gjorde jeg et kup på biblioteket i onsdags. Jeg ville låne et par løbebøger, men indenfor døren havde de et par reoler med udgåede bøger og magasiner. Der var bl.a. 4 numre af Løbemagasinet fra 2014, før jeg havde opdaget dette fantastiske blad, så de blev hurtigt købt for 2 kr. stykket. Røverkøb:-) Derudover var der en guidebog om Berlin og Günther Grass' Bliktrommen, som gjorde et stort indtryk på mig, da vi så den på film i tysk, men lad os nu se, om den er så fantastisk, når jeg læser den i stedet... Bøgerne kostede 5 kr. stykket... Det er da et bogudsalg, der vil noget?

Det startede med dagens sko...

Der kommer hele tiden nye sociale medier og platforme til, hvor man kan dele sine billeder med hele Verden og især dem, man deler interesse med. Jeg er udmærket klar over, at kun en lille brøkdel af mine Facebook-venner gider høre om det, når jeg har været ude at lufte løbeskoene. Derfor er jeg blevet en ivrig Instagrammer.

Det startede i det meget små med nuttede billeder af sønnen, solopgange og pudsige skilte. Men en idé fødtes hen over foråret, efterhånden som jeg blev mere dus med platformen og fik lyst til at lave en fotodagbog med vejr og vind, løb og sko. #runoftheday og #shoeoftheday blev mine foretrukne hashtags og efterhånden er der en hel stribe hashtags, som følger hvert billede, netop for at andre kan finde fotos, som de måske synes om.

Hvis jeg eksempelvis søger på #nikeplus, er der meget stor sandsynlighed for, at den, som har lagt det op, har udført en eller anden aktivitet, hvor de har brugt en Nike-app eller har haft Nike-tøj på. Af dem er der få brugere, som tager billeder, jeg godt kan lide/som siger mig noget/har et budskab, jeg kan relatere til - dem vælger jeg naturligvis at følge, så de dukker først op på min feed. Dem, som kun lægger et foto op af deres resultat fra løbeturen, har så lidt fantasi, at de ikke engang kan få et like af mig:-)

Det motiverer mig i træningen, at jeg måske får et Well done! med på vejen fra andre Instagrammere. Jeg får lyst til at give den en ekstra tand næste gang, eller hvis jeg har haft en "off-træning", kan jeg blive opmuntret til at fortsætte trods det dårlige resultat.

Finessen er at fortælle en historie med et foto, fx. ved at fotografere sin sko sammen med en ting, som fortæller noget om det sted, billedet er taget. Så fotoet ikke bliver ligegyldigt, men inviterer beskueren til at blive en del af din historie.

Gav det mening? :-)

Update uge 4

Endnu en uge er gået, og jeg er ved godt mod, i hvert fald hvad angår træningen.

Min stress fylder mindre i mit hoved nu, jeg er begyndt at sove bedre takket være nogle fantastiske, tyske helsekosttabletter med baldrian og humle, og jeg synes det går (omend langsomt) fremad med resten af mit liv også. Jeg forventer at starte langsomt op på jobbet den 23. februar og krydser fingre for, at alt går godt, så jeg er tilbage i fuld sving i løbet af no time.

Ugens træning har været kold. Torsdag stod det ned i stænger og blæste med kulingstyrke, så jeg var totalt gennemblødt, men derefter blev det bedre:-) Det har sneet, ikke regnet og næsten ikke blæst...

Torsdag, dag 12: 40 min AT-træning med 5x intervaller á 4 min, 7,65 km, 6:02 pr. km. (Denne dag var et varmt bad mere vigtigt end strækøvelserne, jeg var totalt våd og forfrossen.)
Fredag, dag 13: Hviledag med et Nike NTC program.
Lørdag, dag 14: 30 min stabilt løb, 5,42 km, 5:45 pr. km. Der var kommet islag i løbet af natten, så alt var pakket ind i et tyndt lag is og små hagl. Forholdsvist glat at løbe i, men en smuk morgen.
Søndag, dag 15: 16 km let løb, de sidste 5 km i stabilt tempo. Det blev rundet op til 17 km, så jeg rundede 100 km i januar, 6:10 pr. km.
Mandag, dag 16: 30 min let løb, 4,45 km, 7:30 pr. km. - Det volder mig stadig problemer at løbe så langsomt...
Tirsdag, dag 17: 40 min med 10 min kenyanske bakker og en afsluttende tur op ad Djævlebakken, herefter kendt som Mount Kenya:-) 6,7 km, 6:35 pr. km.
Onsdag, dag 18: Hviledag med Nike NTC, Blogilates-øvelser på Youtube for inderlår og plankeøvelser.
Torsdag, dag 19: 40 min AT-træning med 4x intervaller á 5 min, 7,66 km, 5:46 pr. km. (Jeg var meget tilfreds med mig selv:-))
Fredag, dag 20: Hviledag med Nike NTC og plankeøvelser.

Ugens update

Jeg har nu fulgt Sam Murphys maratontræningsprogram i halvanden uge. Som tidligere nævnt er træningsmængden overskuelig, men jeg kan mærke, at det virker, både med hastighed og udholdenhed, at det er struktureret, at der er hviledage, og at der er tidsrum i stedet for distance på de hårde discipliner. (Og her taler jeg ikke om den lange tur som en hård disciplin, men bakkeløb og AT-træning.)

Vi har nogle fine bakker i Hole Skov, så det passer med en km opvarmning, bakkeløb op og ned og derefter en løbetur igennem skoven og kvarteret, så det passer cirka med de 40 minutter.

- Og når programmet siger mælkesyretærskeltræning har jeg en anden, flad rute, hvor jeg løber 10 minutters opvarmning, de 5x4 minutters hårdt løb og derefter 10 minutters langsomt løb hjem. Ikke noget med en rundstrækning, det er ud og hjem, så jeg vender halvvejs igennem det tredie interval.

Det sværeste er efter min mening de dage, hvor jeg skal løbe 30 minutter laaangsomt. (Og jeg troede, jeg ville elske mandage!?) Det er utroligt svært at holde pulsen nede i det niveau, den skal være, så hvor jeg troede, jeg skulle løbe 5 km på de 30 min., bliver det kun til 4,5 og så er det alligevel med et lidt for hurtigt pace.

Træningsresultaterne for den sidste halvanden uge ser således ud:
Søndag, dag 1: 12,1 km let løb, 6:31 min. pr. km.
Mandag, dag 2: 30 min let løb, 4,58 km, 6:37 pr. km.
Tirsdag, dag 3: 40 min bakkeløb, 6,5 km, 6:08 pr. km.
Onsdag, dag 4: Hviledag, men det blev til en langsom tur i solskin på 5,63 km, 6:54 pr. km.
Torsdag, dag 5: 40 min AT-træning, 7,75 km, 6:01 pr. km.
Fredag, dag 6: Hviledag - med et Nike NTC træningsprogram, så ingen løb denne dag.
Lørdag, dag 7: 30 min stabilt løb. (Måske husker nogen stormen Egon, så jeg stred mig igennem hagl, regn og blæst i mørke(!) og nøjedes med 4,11 km, 5:53 pr. km (Det var bare med at komme hjem i læ igen!)
Søndag, dag 8: 14 km let løb, 6:08 pr. km.
Mandag, dag 9: 30 min let løb blev til en mudret trailtur, 4,55 km, 8:57 pr. km.
Tirsdag, dag 10: 40 min med 9xbakkeløb i regnvejr, 5,65 km, 6:28 pr. km.
Onsdag, dag 11: Hviledag, igen med Nike NTC.

Over stok og sten

Mandag var 30 minutters restitutionsløb, men det endte med en trailtur over mudrede marker og med våde tæer. Jeg startede ud på min sædvanlige rute med pulsuret på armen, så jeg kunne holde øje med, om jeg løb for hurtigt i forhold til det jeg skulle. - Det gør jeg altid på disse langsomme ture, for det er meningen, at pulsen skal holde sig mellem 125 og 137, og det er ikke meget i modvind, regnvejr og op ad bakke.

Jeg drejede ind igennem skoven, hvor jeg kunne se, at der havde været mountainbikere forbi og lave spor gennem krattet. Jep, super idé at løbe ad mudrede (meget), opkørte spor op ad bakke i regnvejr. Det er jo ikke ret glat... Lidt senere havde jeg mulighed for at løbe ud ad en markvej i stedet for at fortsætte ad det mudrede spor. Men nu er der det med markveje, at de er beregnede til at landmanden kan køre fra sin gård til sin mark, så vejen drejede i en uhensigtsmæssig retning i forhold til, hvor jeg ville hen.

Men der var et kørespor langs roemarken, så jeg valgte min egen vej i min retning (man bliver vel ikke kaldt brevdue for ingenting?). Kørespor hører også op - eller drejer i en anden retning, så jeg endte faktisk i ret mudrede, våde omgivelser og prøvede at stå fast. Jeg havde for længst opgivet at løbe i smattet, men 'rask gang' var mere passende, forholdene taget i betragtning.

Nedenfor marken kunne jeg se åen (som jeg ikke havde nogen intentioner om at ville krydse) og fulgte den på afstand indtil jeg kom hen til "min skov" igen. Der må dog have været en mening med at jeg skulle over stok og sten denne dag. Jeg fandt nemlig en sten med en Nike Swoosh på:-) Godt nok spejlvendt, men det er den også på den ene sko...

Således belæsset med stenen nåede jeg hjem i tørvejr til et dejligt, varmt bad til at tø mig op igen.

Findes der møgvejr?

I modsætning til i går ser vejret udenfor noget mere usselt ud. Støvregn, blæsende, men dog 6 plusgrader. Vel også OK for den 8. januar? Der er ikke andet for end at tage tøjet på og kaste sig ud i det. Programsat i dag er 40 minutters mælkesyretærskeltræning (AT): 10 minutters opvarmning og cooldown, og tilbage er så 20 minutter med 5 udfordrende intervaller á 4 minutter.

Gennemført! Jeg iførte mig løberegnjakken og de vandafvisende sko. Gad nok vide, om jeg på et eller andet tidspunkt kommer til at elske intervaller, ligesom jeg nu elsker de lange løb? Jeg tvivler.
I morgen har jeg hviledag igen, men vil helt klart bruge den på styrketræning af baller, ben og core. Jeg er sikker på det vil lønne sig i det lange løb, og især næste gang jeg skal helt derud, hvor benene syrer til:-)

Vejret var fristende:-)

Der stod slet ikke løb, men hviledag på programmet i dag. Men vejret lokkede, højt solskin og helt blå himmel.

Det blev til 5,63 km med et superlangsomt tempo, bare for at være på den sikre side. Men hold nu op, en fornøjelse at være ude i strålende solskin, lige til at blive mild og glad af:-)

Status for 2014

Mit 2014 har været meget anderledes end de foregående år. Der er meget, som er smuttet fra hukommelsen, da min hjerne genstartede pga stress, men jeg vil fremhæve følgende:

Jeg er blevet løber og har i år rundet de 1.000 km. Hvem skulle have troet det? 

Vi har været på den dejligste ferie med Spies til Rhodos. Charter. (Også en 'Hvem skulle have troet det?')

Jeg har løbet min første halvmaraton i en OK tid og har fået smag for mere.

Min mor er blevet 80. 

Jeg ønsker alle et fantastisk 2015:-) Må der være mange kilometer på vejene og i benene næste år! 

Jeg, en dværg på Sam Murphys skuldre.

Jeg har sjældent gjort noget uden at have teorien i orden først. Jeg var medlem af haveselskabet og havde læst mange havebøger, før jeg fik (eget) hus og have.

Jeg har læst Løbemagasinet siden foråret og vil klart anbefale det til hver en tid. De skriver interessante og motiverende artikler om løb og tester grej, så man ikke behøver lave alle de dyre fejlkøb selv.

De anmelder løbebøger - og her faldt jeg over anmeldelsen af Sam Murphys bog 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' - og måtte straks eje den. (Læs anmeldelsen her.)

Bogen udmærker sig ved at være skrevet i et letforståeligt sprog. Når man, som jeg, er begynder, godt nok har gennemført en halvmaraton, men står overfor den næste distance, er det rart at blive holdt lidt i hånden og få tips og tricks, så det bliver så nemt som muligt at gennemføre.

Billederne i bogen er af ganske almindelige mennesker, som kunne være dig eller mig. Ikke superatleter, men mennesker, som ser ud til at svede og endda have det hårdt, men som også er glade og i gang.

Bogen omtaler de store internationale løb, men også flere danske (bl.a. Nordborg Marathon), så man kan vælge sit mål og sit første løb med omhu.

Sam Murphy er en engelsk fitness- og løbetræner, journalist og har 16 maratons i benene foruden bl.a.  et 100 miles løb i Himalaya. Bogen blev første gang udgivet på dansk i 2006 (engelsk i 2003), men er nu revideret og genudgivet.

Der er kommet afsnit til om halvmaraton og træningsprogrammer på to niveauer, delt op i tre "motivationsgrader": Den ideelle verden, den virkelige verden og minimumsprogrammet med hhv. "al den tid i verden du behøver for virkelig at træne igennem", "det som for de fleste er et realistisk træningsprogram" og "hvis du ikke kan sætte denne tid af til det, skal du hellere lade være med at prøve at gennemføre".

Undervejs i bogen gives masser af råd om ernæring, træning, forebyggelse af skader (og hvad man gør ved dem, hvis man render ind i dem), påklædning, sko, motivation og hvordan man kommer frem til startlinien - og hvordan man passerer mållinien, stadig smilende:-)

Bogen er udgivet på Lindhardt & Ringhof og koster kr. 199,-

Læs den før din løbemakker!

Hvordan kommer man ud, når det er dårligt vejr?

Til det spørgsmål er der kun to mulige svar:
Man tager sig sammen, og indstiller sig på, at man er nødt til det, for kilometrene løber jo ikke sig selv!
Og/eller:
Man tager det rigtige tøj på!

Og når man kommer hjem igen, kan man nyde, at man har været ude og lige er lidt sejere end alle dem, der blev derhjemme. Og så er et varmt bad altid både rarere og varmere efter en løbetur i regn og rusk:-)

Om vinteren er det vigtigt at huske løbehue og -handsker, da en stor del af vores kropsvarme forsvinder fra hoved og hænder.

Det er godt med delvist vandtætte sko med eksempelvis goretex membran, og som samtidig har en grov sål, så man kan stå fast i det glatte føre. Og supplere med løbestrømper i uld, som hjælper med at holde fødderne tørre og varme.

Du skal ikke klæde dig for varmt på, for du løber dig til varmen. Du skal have så lidt på, at du fryser den første kilometer, men derefter skal din kropsvarme nok sørge for at holde dig varm. Brug ideen med de to eller tre lag som beskrevet under Godt grej er halvt fuldendt.

Når det blæser lidt, bliver huden hurtigt afkølet. Brug et vindtæt yderlag som en windstopper, enten det er en jakke eller en vest. Husk på, at hvis temperaturen er 0 grader og det blæser med 10 m/sek. føles det som -12! En tykkere løbejakke bruges kun få dage om året, når det er rigtig koldt.

Jeg har endnu til gode at løbe i snevejr, men tænker det er en fed oplevelse med en helt speciel lydkulisse. Det bedste, man kan sige om regnvejret, er, at det er utroligt rart at komme ind igen.

God vintertur:-)

En sygemelding for stress - og erkendelsens svære kunst

Jeg er sygemeldt med arbejdsrelateret stress, foreløbig frem til starten af januar. Så ser vi, hvordan det går, og hvor hurtigt jeg kan komme tilbage.

Bare det at sige ordene "Jeg har stress" kræver overvindelse. Lidt som at sige det der ord, der begynder med F, når jeg blev spurgt om min alder, da jeg rundede de 40. Men det gjorde ikke ondt, og man vænnede sig hurtigt til det.

Det her kræver lidt flere kræfter. Det er op ad bakke, skal jeg hilse og sige, men nu er jeg på det nederste trin af stigen. Jeg har erkendt det og jeg har langt om længe indset, at det her kan jeg ikke klare selv, jeg må have professionel hjælp. Og det får jeg.

Min hukommelse genstartede under et kundebesøg. Press control-alt-delete! På få øjeblikke gik jeg fra at være alvidende orakel indenfor indretning og belysning til at være en fuldstændig blank blondine. Og jeg mener B-L-A-N-K! Jeg kunne ikke huske et eneste produkt, vi handlede med og stod famlende hos kunden og ledte efter ordene.

Et af de lægelige råd er at "løbe det væk", så december går i år med at få nogle kilometer i benene og lade hjernen ligge i baglommen. Julen er sat på vågeblus her i huset, vi får ikke bagt så meget som en pebernød!

Og jeg siger til mig selv, at det er OK!

Godt, jeg ikke har en cykel.

Jeg er overrasket, forundret, ja måske endda lidt rystet over min fremgang og iver efter at løbe siden marts i år, hvor jeg startede på bar bund. (Men også stolt:-))

Da jeg var ikke-løber, syntes en fem kilometer at være en overkommelig præstation, en ti kilometer var svær, men dog opnåelig, mens alt, hvad der var derover, var fuldstændig utopisk at tænke på. Hvad i alverden får mennesker til at pine sig selv gennem en halvmaraton og nogle endda en hel? Sindssygt!

Men nu, hvor jeg ved, at jeg kan gennemføre en halvmaraton og endda har flere lige så lange ture i bagagen, er en halvmaraton jo ikke noget epokegørende at tale om, det er kun en længere træningstur end de andre. Jeg er klar til at starte træningen til den fulde, episke, magiske distance!

Min næste bekymring er så: What's next? Vil jeg "nøjes" med de 42,195 km, eller vil mere have mere? Bliver jeg nødt til at prøve, om jeg kan løbe et lille ultraløb på 50 km? Skal jeg gennemføre en maraton i et mere spektakulært miljø, enten det er gennem Disneyland eller Nordkorea?

Jeg har aldrig cyklet mere end 20 km og har ikke ejet en cykel i de sidste ti år. Og jeg skal heller ikke have én! For måske kunne man begynde at supplere løbet med en smule svømning for at styrke hele kroppen? Og cykle en træningstur for sjov? Og inden man ved af det, står der triathlon og ironman i kalenderen, i Nordnorge, op ad fjeldet...

Jeg har lovet børnene, at vi ikke skal holde sommerferie, hvor de cykler fra Viborg til Hamborg, mens jeg løber ved siden af. Jeg er dedikeret, men jeg er jo hverken sindssyg eller ekstrem!

Hurtigere, højere, længere...

Allerede da jeg krydsede målstregen efter den første halvmaraton, vidste jeg, at jeg måtte sætte mig et nyt mål i den olympiske ånd: Hurtigere, højere, stærkere - eller i mit tilfælde: Længere...
Det var mig muligt at gennemføre en halvmaraton, skulle mit næste mål så bare være at gennemføre en halvmaraton lidt hurtigere?

Vi havde planlagt en familietur til Berlin i september for at se min mand og min nevøs kone løbe Berlin Marathon. Skulle det ikke være det, jeg skulle stile efter? Berlin Marathon er et af de store by-marathons, som sammen med London og New York er meget eftertragtede og bliver udsolgt et helt år i forvejen. Der er 80.000 ansøgere til startnumrene, men kun plads til 40.000 løbere.

Hele byen var på den anden ende i maraton-weekenden. 40.000 løbere og ca. 1 mio. tilskuere. En flot dag med højt solskin, stemning og musik langs gaderne, og alle løberne som stolte og velfortjent flashede deres medaljer med portrættet af sidste års vinder.

Jeg var stadig stolt af min halvmaraton-medalje, men den her var bare flottere, tungere, smukkere og større med sit brede bånd i de tyske farver. So ein muß ich auch haben!

Men hvad er odds'ene for at komme igennem nåleøjet og opnå et startnummer? Og skal jeg virkelig vente et helt år på at gennemføre en hel maraton? Tålmodighed er ikke en af mine dyder, men det er planlægning.

Et forårsmaraton i køreafstand fra Odense... Haspa Hamburg Marathon er i april, der er ikke længere end man kan køre, og jeg havde hørt godt om løbet. Tjek, den første maraton var lagt i kalenderen:-)

Berlin kan også byde på halvmaraton-distancen i slutningen af marts. Fine medaljer og træningsmæssigt ligger den fornuftigt i forhold til Hamborg. Jokeren i mit løbsforår er Lillebælt Halvmaraton, kun 14 dage efter jeg har løbet en hel maraton. Og så får man ikke engang medaljer! Hvis jeg kan vinge den af, er det fint, og ellers har jeg backup stående i kulissen, klar til at overtage startnummeret.

Jeg ansøgte om et startnummer til Berlin Marathon, samme dag som de åbnede for registreringen. I år har de lavet proceduren om, så man opgiver sine kreditkortoplysninger, når man tilmelder sig, og de trækker pengene, hvis man er heldig at blive udtrukket. Dermed dæmmer de op for, at man tilmelder sig flere gange for at have flere lodder i puljen, og at der dermed er flere, som ikke vil have de startnumre, de får tildelt.

Ved de store maratons er der skærpet kontrol og sikkerhed. Man kan ikke overdrage sit startnummer til en anden. Der skal fremvises billedlegitimation, og man får et armbånd om håndledet ved afhentning af nummeret. Det giver adgang til startområdet. Der er således ikke mulighed for at snyde eller sælge en plads til et eftertragtet maraton.

18. november kom den længe ventede mail fra det 41. BMW Berlin Marathon. Jeg havde været heldig og var blevet udtrukket. Min drøm om en medalje med Brandenburger Tor på den ene side ligger nu ret forude:-) Jeg deltager i Berlin Marathon 2015!!!

Plan B var at løbe en hel maraton i Nordborg, hvis jeg ikke fik startnummer til Berlin, men nu nøjes jeg med en halvmaraton på Als.

Tre halve og to hele maratons på et år. Så forsvinder 2015 lige så stille...

Godt grej er halvt fuldendt...

Ja, man kan løbe med et minimum af udstyr, og du kan finde lister over det mest basale udstyr på alle motionshjemmesider. Jeg har dog nogle klare favoritter:
Nike - mit yndlingsmærke indenfor sportsudstyr:-) Det er mig umuligt at løbe i, endsige bare prøve det store, tyske mærke med tre striber på. (Man kan umuligt løbe hurtigt i det...?) På mit grej skal der helst være en swoosh!

SportsBH'er er et must til kvindelige løbere. Det er vigtigt, at den sidder tæt, og at den støtter som den skal, men den må ikke gnave eller trykke nogen steder. Omvendt må der heller ikke være for meget stof, som poser, for så er BH'en for stor. Forvent, at en sportsBH holder 6-12 måneder, for de gentagne vaske og brugen gør at den mister en del af sin støtteevne.

Til Nikes løbetøj anvendes en dri-FIT teknologi, som hurtigt transporterer sveden væk fra huden og hjælper dig med at holde huden tør og varm.

Nike Pro undertøjet er let og svedtransporterende. Der fås mange modeller, også hyperwarm serien, som er ideel til vintertræningen. Udviklingen indenfor løbebeklædning går p.t. henimod, at man dropper mellemlaget, men i stedet bruger en løbejakke udover undertrøjen, alt afhængig af vejrforholdene.

Min løbejakke er en Nike Shield softshell, som er vind- og vandafvisende, samtidig med at den er åndbar. Der er hul til tommelfingeren og ekstra lag til at trække ud over fingrene på de kolde dage. Indvendig er der små felter af 'opkradset fleece', så den varmer, men sveden kan trække væk i kanalerne, så man ikke bliver kold. Eneste minus ved jakken er, at der kun er en lillebitte lomme til en nøgle. Jeg kunne godt have brugt to lidt større, så jeg havde et sted at gøre af løbehandskerne, når man har fået varmen på de rigtig kolde dage.

Tights fås i flere tykkelser og længder - capri til forår og efterår, lange med og uden windbreaker til vinterturene og korte tights til sommerløb. Jeg er overbevist om, at jeg næste sommer kommer til at løbe mere i helt korte shorts. Med så mange kilometer i benene efterhånden, må jeg snart have benmuskler, som er værd at vise frem;-)

Samlingen af løbetrøjer skal både omfatte lang- og kortærmede trøjer og altid af kunststof som Nikes DriFIT. Aldrig bomuld, som suger sveden til sig og holder på den, så den bare bliver tung og klam. Når det er rigtig varmt om sommeren, er det rart med en ærmeløs top eller singlet, men husk altid sportsBH'en under!

Sko er et kapitel for sig. Det er vigtigt at få lavet en løbetest i en decideret løbebutik, så du får de rigtige sko med den optimale støtte og undgår skader. Jeg har to-tre par, som jeg skifter imellem, så skoen får lov til at blive luftet ordentlig ud mellem hver tur og sålen får lov at komme tilbage til sin oprindelige tykkelse og ikke bliver trådt helt flad. Sko skal først og fremmest vælges ud fra dine fødder, men da den samme model ofte fås i flere farvekombinationer, kan man lige så godt vælge en sko som matcher ens løbetøj. Man performer helt sikkert bedst, når man ser godt ud! ;-)

Der er mange måder at holde styr på sine resultater på. Som en ægte Nike-fan bruger jeg naturligvis Nike+ app'en til telefonen. App'en er gratis og fås både til Apple og Android telefoner. Nike+ Running holder styr på hvert eneste løb, du tracker med den, og du får masser af nyttig information. Den bruger telefonens GPS og efter hver tur kan du se din rute på et kort, din distance, tid og gennemsnitlige tid pr. km. Du kan tilføje information, så du kan bruge det som en hurtig træningsdagbog. Hvordan havde du det under træningen? Løb du på vej, trail eller løbebånd? Du har mulighed for at registrere dine sko (og det behøver ikke være Nike), så du let kan se, hvornår de trænger til udskiftning eller hvilke af dine sko, du løber hurtigst i. Nike+ Running henter information om vejret og registrerer selvfølgelig tidspunkt og dato.

Der er, som jeg nævnte i et af de første indlæg, en træningsfunktion, så man kan lægge et løbeprogram ud fra ens målsætning, fx en 10 km en bestemt dato. App'en lægger så et program til dig på et af tre niveauer og fortæller, hvornår du skal starte med løbeprogrammet for at peake til den givne dato. Næste gang du lægger et nyt program, justerer den efter de træningsløb, du har tracket, så du får et program, som svarer til dit (nye) niveau.

Når du løber, har du mulighed for at høre den musik, du har liggende på telefonen. Du har mulighed for at vælge et antal powersongs, som du kan starte, når du trænger til lidt ekstra energi på turen. For eksempelvis hver km kan du få oplyst distancen, den samlede tid og den gennemsnitlige tid pr. km i dit headset, og når turen er afsluttet kan du blive heppet på af nogle af de internationale topatleter, som Nike sponserer, fx løberen Sanya Richards-Ross eller tennisspilleren Rafael Nadal.

Endelig er der "prale-funktionen". Efter et løb kan man uploade det til Facebook, Twitter eller Instagram sammen med et billede. På billedet kan der indsættes fx rutens længde sammen med en Swoosh. Man tilføjer en kommentar og deler det med sine venner og følgere. Supernemt og lettilgængeligt:-)

Nordborg (halv)Marathon - en løbsrapport om en fest.

Dagen oprandt, vejret var gråt, ikke for varmt, kort sagt: Perfekt løbevejr.

Nordborg Marathon www.nordborgmarathon.dk har fem distancer: Hel og halv maraton, kvart og ottendedel, og et børneløb på 1 km. Der var i alt 400 løbere, deraf 83 på halvmaratondistancen og 32 på den hele. Løbet bryster sig af at være Danmarks smukkeste marathon - midt i naturen, og det er ikke løgn, det er en smuk rute. Løbet afholdes den sidste lørdag i august, i 2015 er det den 29.8.

Udleveringen af startnumre foregik gnidningsfrit i et telt i startområdet. Toiletterne var i den nærliggende Kvickly, hvor man også kunne proviantere, hvis der var depoter, som skulle fyldes op før start.

Kort før starten gik kl. 12, kom der en ordentlig regnbyge, men da starten gik, holdt det tørvejr resten af vejen. Sammen med alle de andre lagde jeg lidt for hurtigt ud i forhold til, hvad jeg havde planlagt, men da Nike+ gjorde mig opmærksom på min tid på den første kilometer, satte jeg farten ned og holdt mit planlagte pace resten af vejen.

Jeg havde tjekket ruten på et kort, men ikke hvor mange stigninger der var. Heldigvis træner jeg i bakker til hverdag, så ingen af bakkerne var værre end nogen, jeg plejer at løbe på. Ruten har et meget blandet forløb, grus- og asfaltveje på landet, en skovsti langs med Nordborg sø, gennem parcelhuskvarterer og igen gennem skoven, før man kommer tilbage til byen og "dræberstigningen" opad gågaden kort før mål. Ruten var tydeligt afmærket hele vejen, og der var mange vejvisere/hjælpere undervejs for en sikkerheds skyld. Der var ikke noget at være i tvivl om.

Da løbet er lille, var der ikke tilskuere på en stor del af ruten, men det opvejede de opstillede hjælpere, som hjalp med at vise vej, til fulde:-) Alle var entusiastiske, klappede, heppede og jublede, når jeg kom forbi, og jeg smilede og sagde tak.

Jeg havde lavet en ny spilleliste til telefonen, udelukkende med musik som er godt for mig at løbe til. Jeg havde et væskebælte med og havde på forhånd planlagt, hvornår jeg skulle drikke, og hvornår jeg skulle indtage energi. Jeg havde 32gi Chews med på vejen og tog en halv for hver 5. km og for hver 4. fra 14 km. Det fungerede supergodt. 32gi har flere produkter med et lav-glykæmisk indeks, hvilket vil sige, at man ikke får store udsving i blodsukkeret, men det holdes stabilt i længere tid end mange andre energiprodukter. Deres Chews har nærmest konsistens som juleflæsk, men den allerstørste fordel er, at de ikke behøver være i pakningen, da de først smelter ved 90 grader, så de kan ligge i en lomme eller bæltet uden at blive snaskede. Der er mange smagsvarianter, og de kan varmt anbefales. (www.32gi.dk)

Der var opstillede boder med vand og energidrik for hver 5.-6. km og frugt flere steder, også i målområdet. Som ny løber var jeg ikke god til at drikke af plastkrus, mens jeg løb. Fingrene bliver ret klistrede af det, man spilder. Min egen strategi fungerede bedre.

På de sidste fem km mod mål overhalede jeg nogle af dem, som havde overhalet mig på de første km, men også nogle af dem fra maratondistancen, som løb samme rute som os de sidste 21 km. Det gav et kick, og jeg satte farten yderligere op.

På vej op mod mål kunne jeg se publikum stå langs opløbsstrækningen. Jeg kunne se min mand stå klar med kameraet under målbuen, og jeg var simpelthen nødt til at tage musikken ud af ørerne det sidste stykke for at få det hele med:-) Kommentatoren nævnte mit navn, og at jeg havde overskud til at smile.

Ja, jeg var lykkelig, så selvfølgelig kunne jeg smile:-) Jeg havde gennemført mit første halvmaraton, alt var gået godt. Tiden var, som jeg havde beregnet (2:08:50) og jeg havde stort overskud, da jeg var nået i mål. Skulle jeg så have løbet hurtigere og brugt noget mere energi? Næ, jeg havde en fest i mit hoved og en fantastisk oplevelse ud af dagen. Den fedeste oplevelse, som jeg håber, jeg kan bære videre til mine løb i 2015. Mit mål var at gennemføre, og det gjorde jeg.

Nordborg Marathon var et perfekt begynderløb, fordi jeg er vant til at træne alene. Der var ikke for mange deltagere, som løb i vejen. Efter løbet var der frugt, vand og kiks, men også mulighed for at købe grillpølser og en kold øl.

Selv præmieoverrækkelsen var en fest:-) Flere af modtagerne var lokale, som allerede var taget afsted. Så vidt jeg husker, skulle én på arbejde, en anden til familiefest, men de kunne lige presse et maraton ind i programmer...

Til stor overraskelse for min mand (og også lidt for mig selv) var jeg totalt frisk, omend en smule sulten, da vi satte kursen hjem mod Odense. Vejret var klaret op og sommeren viste sig igen fra sin bedste side.

Tak Nordborg, vi ses næste år!