Viser opslag med etiketten Mål. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mål. Vis alle opslag

søndag den 10. april 2016

Hamburg Marathon - endnu en løbefest:-)

26. april var der Haspa Marathon Hamburg, min første nogensinde, men jubilæumsløb i Hamburg, deres 30. maraton. Jeg har trænet op til maraton de sidste 16 uger, løbet godt 600 km og var klar til denne udfordring.

Vi kørte til Hamburg lørdag formiddag, så vi kunne parkere ved hotellet Hotel Grand Elysée, et femstjernet hotel i gåafstand fra løbsmessen og startområdet.  Som alt andet i Tyskland, muss Ordnung sein, så der var godt skiltet og udleveringen foregik let og smertefrit.

Goodie-bag'en var en strandtaske i orange og hvid, og udover de sædvanlige reklamer var der en alkoholfri øl, en Red Bull energidrik, en energibar, keyhanger, målebånd, kølende gel... T-shirt'en fra Mizuno var ret pæn, sort med guld i siderne og på trykket.

Sammenlignet med løbsmessen i Berlin, var der mindre plads i gangene, så nogle steder var der lidt presset med plads, men det gav også indtryk af en messe, hvor der skete mere og var flere til stede.

Tilbage på hotellet tjekkede vi ind og kastede os ned i wellness-området, med pool, boblebad, stillerum og et rum, hvor man fik infrarøde stråler på ryggen. Helt fantastisk, hvordan ryggen nærmest bare smeltede og alle infiltrationer forsvandt. Værelset var fint og havde udsigt over parken. Absolut ikke noget at sætte en finger på:-)

Som man bør før en maraton, stod menuen i pastaens tegn. Vapiano er en kæde af italienske restauranter, og den nærmeste var i gå-afstand fra hotellet. Jeg fik den lækreste, cremede pastaret med kylling og semitørrede tomater, en lille salat, en alkoholfri øl (naturligvis) og en mascarpone dessert med friske jordbær til dessert. Og så var jeg godt mæt:-)

Tilbage på hotellet var det tid til at gøre alt klart. Startnummeret på trøjen, chip'en på skoen, energi pakket ned i spi-beltet, og planlægning af, hvor Morten og August skulle stå, så jeg var sikker på at kunne få øje på dem på ruten - og så de kunne se mig:-) Naturligvis blev alt lagt ud til det obligatoriske "race-gear-foto". Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få lukket et øje, men jeg sov ganske fortræffeligt i sengen.

Min første indskydelse, da vækkeuret ringede kl. 6 var: "Morten, kan du ikke løbe det maraton for mig? Jeg er træt!" Men nu er det sådan med løbeture, de løber ikke sig selv. Heller ikke maratons. Morgenmaden i hotellets restaurant var overdådig. Jeg nød min første kop kaffe i ti dage - aldrig har en Milchkaffee smagt så godt! Der var alt, hvad hjertet kunne begære: Brød, kager, frugt, juice, bacon og æg, pandekager, omeletter efter eget valg, endda mousserende vin på køl - og det var lige der jeg ærgrede mig over, at jeg var så fornuftig at fylde det korrekte brændstof på tanken: Müesli med en smule yoghurt, bananer og vand. - Og alligevel meldte maven, at den var ved at være nervøs, så jeg ikke skulle fylde den alt for meget op.


Vejret var ikke det bedste. Det småregnede, men det var ikke koldt, så jeg kunne holde varmen i shorts, T-shirt og en ekstra trøje og plasticsæk med hul til hoved og arme.

Jeg gik fra hotellet i god tid. Starten skulle gå kl. 9 (9.20 for den startblok, hvor jeg stod), og jeg ville have rigelig tid til at benytte toiletterne og suge stemningen i startområdet til mig. Min lille medløber blev som altid behørigt fotograferet foran start-portalen til stor morskab for andre løbere:-) Stemningen i startområdet blev for meget for mig på et tidspunkt. Jeg blev helt rørt og måtte gå en lille tur væk for mig selv, mens øjnene truede med at løbe over. Jeg blev simpelthen overvældet over, hvor langt jeg var nået på et år, og at jeg nu stod på tærsklen til min største (sports-)præstation nogensinde. Om lidt skulle jeg løbe en maraton!!!

Men da nervøsiteten havde fået lov at dampe lidt af, og jeg tog plads i startblokken, blev jeg helt rolig og stod og arbejdede med kroppen for at holde den varm, mens vi ventede. Starten var delt op i to, eliteløberne blev sendt afsted kl. 9, anden bølge kl. 9.20. Og når de sagde 9.20, var det det, de mente. Da startskuddet lød, troede jeg først, at det var for de andre, men vi kunne pludselig bevæge os fremad. Af med trøjen, og klar med hånden på uret, så det blev startet i rette tid. Og nej, note til mig selv, uret skal ikke startes, når man løber igennem portalen, det skal først startes, når man løber over måtten!

Der var en fantastisk stemning igennem byen - og sikke smuk den var. Jeg har ikke rigtig været i Hamburg før, kun en strøgtur, så jeg var overrasket over arkitekturen, teatergaden og især området omkring floden, hvor der lå det ene store palæ efter det andet - og alligevel holdt nogle af beboerne picnic i indkørslen, så de kunne feste med og heppe.

På Instagram har jeg lært en pige at kende, Runningbirki kalder hun sig. Hun havde naturligvis lagt et billede op af sit tøj, så jeg vidste, hvad hun ville have på, men jeg blev helt glad, da jeg omkring de 6,5 km så en med den rigtige farve tøj og Runningbirki på ryggen. Da jeg løb forbi, hilste jeg på, gav hende en krammer og spurgte, hvordan det gik. Ikke så godt, hun var småskadet, så hun ville tage den med ro. (Hun kom i mål lige over de 5 timer.) Fedt at møde et kendt ansigt:-)

Man regner med, at der var 700.000 tilskuere til Hamburg Marathon, så der var en fantastisk stemning overalt. Der var kun få løbere, som var klædt ud: Jeg så Tom & Jerry, en flamingo, Kong Frank med scepter og rigsæble, og nogle, som løb med paryk eller blomster i håret. Tilskuerne var næsten mere fantasifulde. Der var hele grupper i morgenkåber (spørg lige, om sådan en kan suge vand i øsende regn?), der var skilte og bannere, masser af udklædninger, og flere steder, hvor der var lavet boder med udskænkning til løberne, bl.a. øl og energidrik.

Der var flere bands, adskillige stomp og percussionbands, et aldrende punkrock band, tambour orkester, en radiostation - og flere private havde flyttet en højttaler ud på altanen og bragede løs udover løbet. Foruden alle dem, som slog på grydelåg, rasler, fløjter, you name it og det var der!

Morten og August stod, hvor vi havde aftalt, ved 16 og igen ved 17 km, så jeg kunne få et kys, og de kunne få taget billeder. Det var så fedt at se dem på ruten.

Omkring de 18 km blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte benytte mig at et toilet, mens jeg stadig havde friske ben til at komme igang igen. (De første toilethuse stod allerede kort efter starten, og mange gange undervejs løb der folk ind i parken for at forrette deres nødtørft.) Det var såmænd ikke strengt nødvendigt, men nu havde jeg overbevist mig selv om, at det nok var en god idé, så jeg satte farten ned og stoppede. Det var der så andre, som også gjorde, så jeg spildte 7 minutter i en toiletkø. Dem hentede jeg ikke igen:-(

Farten var ellers fin indtil da. Ved 16 km var den estimerede sluttid 4:06.



Forplejningen under løbet kan man overhovedet ikke sætte en finger på. For minimum hver 5. km var der depoter med bananer, vand og energidrik, og længere ude på ruten var der i tillæg energigels og vand med elektrolytter. Jeg havde taget min camelbak med og pakket geler i bæltet, men det er jeg ikke sikker på, jeg gør igen, hvis løbet er lige så organiseret som i Hamburg. Jeg kunne selvfølgelig løbe forbi alle depoterne de første mange km, men det var alligevel rart med en kop frisk vand engang imellem, og da benene blev trætte og begyndte at true med kramper efter de 27-28 km, kunne jeg gribe en kop vand med salte og elektrolytter, og så forsvandt det.

Et af de råd, jeg har fået under træningen, var, at hvis man får problemer med vejrtrækningen eller benene før de 30 km, skal man prøve at sætte farten lidt ned. Hvis det kommer efter de 30, skal man bare fortsætte, for det må gerne gøre ondt, når man løber et maraton! Derfor vidste jeg, at jeg måtte blive ved.

Kort efter væltede regnen ned. Det regnede så meget, at mit headset blev skyllet ud af ørerne. Saltet fra sveden løb ned i øjnene, som sved. Min T-shirt, som ellers skulle være svedtransporterende, blev tynget af vandet, så den til sidst var længere en mine shorts og lignede en kjole.

Det skulle dog ikke stoppe mig! Min løbefest og den gode stemning fortsatte. Flere steder var der bands eller radiostationer med store anlæg, som spillede høj musik. De udkommanderede politifolk i regntøj og overtræk på kasketterne dansede med og heppede på alle, som kom forbi. Alle løbere fortsatte ufortrødent og kæmpede sig videre.

Jeg mødte et par danskere, som jeg sludrede lidt med, før jeg lod dem sætte mig af og løbe videre i mit eget tempo. - Dem mødte jeg igen efter målstregen, hvor vi kunne lykønske hinanden:-)

Centrum af Hamburg nærmede sig. Ruten gik ned ad bakke (langt om længe), regnen stilnede af og holdt til sidst op. En japaner, som jeg havde bemærket flere gange på ruten, stod igen med et skilt, hvorpå der stod: Trust your training! Og det gjorde jeg.

Opløbsstrækningen nærmede sig. August og Morten stod ved 41 km, hvor jeg havde overskud til at smile og vinke til kameraet, før jeg løb videre mod mål. Storsmilende, med armene over hovedet krydsede jeg målstregen i tiden 4:26, meget lykkelig og tilfreds.

Jeg havde gennemført min første maraton! Jeg havde sat mig et stort mål og nået det! Og medaljen? Den var kæmpestor og velfortjent!




onsdag den 15. april 2015

Berlin Halvmaraton 2015

Mit første store byløb...
Søndag den 29. marts stod 23.745 løbere bag startlinien på Karl Marx Allee i Berlin, klar til at løbe 21,0975 km. Dette er en beskrivelse af løbet og arrangementet omkring det.

Vi ankom til Berlin fredag aften og tog ud til løbsmessen i den gamle Tempelhof lufthavn lørdag formiddag i håb om at undgå den værste kø ved udlevering af startnumre. Med vanlig tysk grundighed, havde jeg fået tilsendt papirer med adgangskort til messen og besked på at have billedID med. Løbsmessen er stor og der er stort set alt, hvad hjertet begærer af løbegrej (og inliner-grej, for Berlin Halvmaraton har også en rute for inliners). Det eneste, jeg savnede, var Nike, men når løbet sponseres af Adidas, må konkurrenten glimre med sit fravær.

Allerede i hal 2 kunne vi se en lang kø, og ganske rigtigt, det var køen til udlevering af numrene (senere på dagen var den dog væsentligt længere!). Det tog en halv times tid at komme frem til skranken, hvor vi fik udleveret en pose med et par vareprøver og løbsoversigt, sammen med startnummer, chip og et festival-armbånd, som ville give adgang til startområdet søndag og derfor først måtte fjernes efter løbet. (Der var dog ingen, som kontrollerede det søndag.) Jeg hentede min finisher T-shirt og var nu klar til at drysse rundt på messen og se, om der var et behov eller to, jeg ikke havde dækket.

Lidt blev det til: Magneter til at sætte løbsnummeret fast på trøjen med i stedet for sikkerhedsnåle (måske ikke strengt nødvendigt, men alligevel lidt smart) og en Camelbak, så jeg kan have væske med på de lange ture, i stedet for et bælte med fire små, irriterende vandflasker i. Den er til gengæld allerede uundværlig:-) (Mere om den en anden dag.)

Vi spiste pasta (naturligvis) derude og kørte ind til byen, hvor bl.a. Nike Store ved Hakescher Markt blev aflagt et besøg - jeg havde ingen kompressionsstrømper, som kunne matche mit løbetøj søndag. Tilbage i lejligheden stod menuen på Mortens hjemmelavede lasagne, mere vand og en enkelt alkoholfri øl til aftensmaden, efter der var kommet styr på tøjet til løbet søndag formiddag.


Vejret var svært at bedømme, det var koldt og blæsende, og de havde lovet regn... Derfor blev det ikke en tur i shorts og T-shirt, men med capris og en tynd langærmet indenunder T-shirten. Det skulle vise sig at være en fejl...

Søndag morgen var Malene og jeg tidligt oppe. Om natten var vi gået over til sommertid, så for at være på den sikre side, havde vi et analogt vækkeur med, hvis nu det glippede med telefonerne som (måske) stillede uret automatisk. Et hurtigt bad og morgenmad, en tyk trøje udenover løbetøjet - og et regnslag, for naturligvis småregnede det allerede. Jeg havde en pose med proviant til ventetiden inden løbet. Vi tog afsted i meget god tid, så vi var sikre på, vi havde tid til toiletbesøg inden start kl. 10.

Jeg spiste godt den morgen for at have energi nok: En lille portion yoghurt med müesli, to bananer, en energibar, ½ liter energidrik og ½ liter sportsdrik. Vi tog toget til Alexanderplatz og gik ca. en km til startområdet, hvor der næsten var flere hjælpere end løbere, da vi ankom. Vi fik udleveret et gult Adidas regnslag, men måtte alligevel krybe i ly i et af teltene, fordi det stod ned i stænger! (Det var "medaljegraveringsteltet", hvor vi til at starte med stod helt ude på kanten, og nærmest kun havde hovedet i tørvejr, men eftersom de først ville få travlt efter løbet, rykkede de bordet lidt ind, så vi kunne sidde der og vente. Vi fik nærmest en vejviser-funktion, fordi alle kom hen til "vores" telt og spurgte om vej til nummerudleveringen, om vi havde sikkerhedsnåle, og vejen til bagageindleveringen. En japaner, som stod ved siden af og klædte om, viste beredvilligt sit ur til alle, som stillede et spørgsmål, men ingen af dem spurgte, hvad klokken var... :-D


Det gule Adidas-regnslag - og beviset på, at jeg faktisk har haft Adidas på:-)

Starten nærmede sig, og Malene og jeg skiltes, da vi skulle starte i hver sin startblok. Forinden havde vi aftalt at mødes igen ved lygtepæl nr. 24 efter løbet, hvilket skulle vise sig at være meget praktisk, for der var andre løbere end os! Jeg havde godt med energi i lommen og vand i bæltet - og min lille medløber, som også blev foreviget inden løbet med Fernsehturm i baggrunden. 


Vi stod LÆÆÆNGE i startblokken. Der blev spillet musik, men det var tydeligt, at inline- og eliteløberne ikke kom afsted til tiden. Der var problemer med tidstagningen, så selvfølgelig var de nødt til at vente på, at det hele virkede. Der blev spillet en tysk slager, som det var tydeligt, at alle tyskere kunne synge med på, Helene Fischers "Atemlos durch die Nacht", som i munden på et par tyske damer, +50 blev til "Atemlos durch de Stadt" i stedet - hvorpå vi sammen grinede af, at det nok blev meget sandt om lidt, når vi kom afsted. 

Vi løb igennem start og ud i en infernalsk larm af heppende tilskuere, bands på olietønder, cheerleadere og hundredevis af løbere, som løb lige der, hvor jeg ville løbe. Der var trængsel, og de første kilometer var det et zigzag-løb. Jeg tog hurtigt musik i ørerne, jeg løber bedst i min egen lyd. Jeg modstod fristelsen for at stoppe op og tage billeder, når jeg løb forbi alle de store seværdigheder, Berliner Dom, Brandenburger Tor og Guld-Else. Koncentration var påkrævet.

Jeg fik det hurtigt for varmt. Lige så iskoldt det havde været at stå og vente, hvor dem med bare skuldre misundte mig mit tøj, lige så varmt var det at bevæge sig gennem den fugtige by, hvor regnen måske nok var stoppet, men hvor vinden ikke var slået igennem endnu.

Morten, Boris og drengene ville stå ved 9 km, så inden da havde jeg (mens jeg løb) fået min langærmede trøje af, som jo var under den kortærmede, hvor nummeret sad fast, og løb med den i hånden, parat til at kaste den ud til dem, men desværre kunne de ikke kommer over på den aftalte side af ruten, så jeg så dem overhovedet ikke og måtte binde trøjen om livet i stedet. 

Der var kun et par enkelte strækninger, hvor vi havde modvind, men det afholdt ikke mit hår fra konstant at blæse ind i mit ansigt, fordi jeg havde glemt en hårelastik. Hvis nogen havde spurgt mig undervejs, om jeg ville klippes korthåret, havde jeg gladeligt sagt ja. 

Der var mennesker overalt! Både løbere og tilskuere, og også mange danskere, som viftede med Dannebrog. En fornøjelse, især da trætheden begyndte at melde sig. Jeg mærkede en krampe i mit højre baglår, der gik rygere på fortovet, det blæste - men efterhånden var der færre og færre kilometer til målstregen, så det var bare at bide tænderne sammen og fortsætte. Jeg ville i hvert fald ikke gå!

Mit næste holdepunkt var strækningen op mod Alexanderplatz, hvor Morten gerne skulle stå med kameraet igen. At løbe så stort et løb er lidt som at køre med det lange lys tændt i snevejr, der er tusindvis af ansigter langs ruten, men det er nærmest umuligt at skelne dem fra hinanden. Pludselig var han der! Han stod på en el-kasse, og dermed over alle de andre tilskuere. Han kunne bare ikke se mig, så jeg råbte og vinkede, men måtte løbe skråt ind foran andre løbere for at få hans opmærksomhed. Så lykkedes det, og jeg fik fornyet energi til at løbe de sidste kilometer mod målstregen. 

Jeg husker ikke, at jeg havde armene over hovedet, da jeg krydsede målstregen, men det ses på det officielle målfoto. Derefter gik man i gåsegang forbi de obligatoriske udleveringer: Medaljen (hvor jeg valgte at gå hen til en ældre dame, som jeg kunne se, hængte dem om halsen på løberne og ønskede tillykke, istedet for en mand, som bare stak medaljen i hånden på folk. Jeg ville have den fulde pakke!), plastikregnslag (så vi kunne holde varmen) vand, iste, bananer og endelig den længe ventede Erdinger øl, alkoholfri, naturligvis. ALDRIG har en øl smagt så godt:-)

Min bedste HM-tid, når jeg har løbet for mig selv, er 1:53, så jeg havde håbet på at komme under to timer. Det lykkedes ikke, der var simpelthen for tæt pakket. Min nettotid var 2:04, men jeg var glad for at være færdig og kunne strække de ømme ben. Medaljen var måske ikke helt så lækker, som man kunne ønske sig. Selve medaljen er pæn nok, men den koboltblå, snoede snor yder den ikke helt retfærdighed. Jeg ville have ønsket mig et bredt silkebånd i stedet:-)


Alt i alt er Berliner Halbmarathon en stor oplevelse. Alt fungerer med tysk grundighed ned til mindste detalje, men jeg havde en større fest, da jeg løb i Nordborg i august 2014, fordi det var nemmere at komme til at løbe i sit eget tempo, når der kun var få deltagere.


fredag den 20. februar 2015

Update uge 6 og 7

Jeg nåede 161 km i januar takket være den ekstra tur fredag. De seneste to uger har mine løb fordelt sig således:
Lørdag, dag 28: Den sidste dag i januar. 40 min let løb blev til 6,58 km, 6:15 pr. km.
Søndag, dag 29: 21,1 km let løb, de sidste 20 min stabilt. Jeg lagde langsomt ud, som jeg skulle, men halvvejs rundt på turen begyndte det at sne (meget), så jeg satte farten op på de sidste 10 km for at komme hjem i tørvejr. 6:11 pr. km.
Mandag, dag 30: 30 min let restitutionsløb, 4,32 km, 7:14 pr. km. Der lå meget sne denne dag, så jeg løb med forsigtighed, da fortovene ikke var ryddet.
Tirsdag, dag 31: 45 min fartleg med 6 sprints. Jeg opfandt en ny vinter-fartleg! MANGE havde ikke ryddet fortov, så efter de 10 min opvarmning, sprintede jeg, når der var forsvarligt ryddet og joggede med største forsigtighed hen til næste ryddede fortov. 7,42 km, 6:15 pr. km.
Onsdag, dag 32: Hviledag med Nike NTC, plankeøvelser og Blogilates numseøvelser. Hvis I kommer forbi Blogilates på Youtube eller hendes hjemmeside blogilates.com, så brug lige et øjeblik. Hun er superunderholdende - imponerende, som hun kan tale, mens hun laver de hårdeste maveøvelser:-)
Torsdag, dag 33: 40 min AT-træning med 2x intervaller á 10 min. Det var det smukkeste solskinsvejr, og når jeg først havde vovet mig over på Langesøstien, var den både ryddet og saltet. 8,05 km, 6:00 pr. km.


Fredag, dag 34: Hviledag med øvelser som onsdag.
Lørdag, dag 35: 30 min stabilt løb udgik til fordel for en køretur til Berlin.
Søndag, dag 36: 10 km stabilt løb. Det er fantastisk at løbe i Berlin, fordi der er fladt som en pandekage. Eneste ulempe er de mange lyskryds og at jeg oftest løber på betonfortove. Ny personlig rekord: 10 km, 5:29 pr. km. (Jeg har en Ghost Runner funktion på mit løbeur, som jeg har sat til 5:45 pr. km. Jeg ankom 484 m før "min skygge":-))
Mandag, dag 37: 30 min let løb udgik til fordel for en bytur og gåtur i Tiergarten sammen med August. I alt gik jeg 13.300 skridt i løbet af dagen, så lidt blev det da til:-)
Tirsdag, dag 38: 40 min AT-træning med 2x intervaller á 10 min. Torsdagstræningen holdt flyttedag, da vi havde andre planer torsdag. 8,08 km, 5:36 pr. km. (Og derefter et besøg på Naturhistorisk museum.)
Onsdag, dag 39: Hviledag i hvert fald fra løbene, for i Augusts kalender stod der Legoland Discovery Center. Nok Verdens mindste Legoland, men vi brugte alligevel 5 timer derinde.
Torsdag, dag 40: Jeg havde aftalt med August, at vi skulle ud at løbe, og velvidende, at det ikke ville blive den dag, jeg ville sætte nogen rekorder, havde jeg planlagt, at jeg skulle løbe fartleg, mens han skiftevis gik og luntede. Jeg kunne derfor jogge foran og spurte tilbage til ham - og spurte et par gange rundt om søen i parken. Det blev en kort tur, 3,88 km, 7:07 pr. km. Jeg var lidt uenig med Suuntos gps for en gangs skyld. Den havde målt, at vi løb 49 højdemeter ned og 35 op, men i virkeligheden er turen ret flad i skoven og parken...
Fredag, dag 41: Egentlig hviledag, men jeg tog lørdagens 30 min let løb, 4,92 km med 6:00 pr. km. Ikke mindst for at kompensere for torsdagens korte tur. Senere gik August og jeg en tur på 6 km langs et nedlagt jernbanespor.
Lørdag, dag 42: Den stod på bytur, men over middag, blev jeg ramt af influenzahammeren!
Den fjernede helt søndag til onsdag fra min bevidsthed.
Torsdag, dag 47: Uden for program, jeg har stadig feber. Men jeg var nødt til at afprøve de fede løbesko, jeg fik i Valentinsgave: Nike LunarTempo, superlette, kun 176 g:-) Jeg løb den lille, korte runde, vi har: 3,31 km, 5:47 pr. km. Efter så mange dage i sengen var jeg bekymret for, om formen var helt ødelagt. Det var den ikke, men til gengæld skal influenzaen lige have et par dage mere for at være helt ude af kroppen. Så det får den;-)
Fredag, dag 48: Hviledag.


fredag den 23. januar 2015

Det startede med dagens sko...

Der kommer hele tiden nye sociale medier og platforme til, hvor man kan dele sine billeder med hele Verden og især dem, man deler interesse med. Jeg er udmærket klar over, at kun en lille brøkdel af mine Facebook-venner gider høre om det, når jeg har været ude at lufte løbeskoene. Derfor er jeg blevet en ivrig Instagrammer.

Det startede i det meget små med nuttede billeder af sønnen, solopgange og pudsige skilte. Men en idé fødtes hen over foråret, efterhånden som jeg blev mere dus med platformen og fik lyst til at lave en fotodagbog med vejr og vind, løb og sko. #runoftheday og #shoeoftheday blev mine foretrukne hashtags og efterhånden er der en hel stribe hashtags, som følger hvert billede, netop for at andre kan finde fotos, som de måske synes om.

Hvis jeg eksempelvis søger på #nikeplus, er der meget stor sandsynlighed for, at den, som har lagt det op, har udført en eller anden aktivitet, hvor de har brugt en Nike-app eller har haft Nike-tøj på. Af dem er der få brugere, som tager billeder, jeg godt kan lide/som siger mig noget/har et budskab, jeg kan relatere til - dem vælger jeg naturligvis at følge, så de dukker først op på min feed. Dem, som kun lægger et foto op af deres resultat fra løbeturen, har så lidt fantasi, at de ikke engang kan få et like af mig:-)

Det motiverer mig i træningen, at jeg måske får et Well done! med på vejen fra andre Instagrammere. Jeg får lyst til at give den en ekstra tand næste gang, eller hvis jeg har haft en "off-træning", kan jeg blive opmuntret til at fortsætte trods det dårlige resultat.

Finessen er at fortælle en historie med et foto, fx. ved at fotografere sin sko sammen med en ting, som fortæller noget om det sted, billedet er taget. Så fotoet ikke bliver ligegyldigt, men inviterer beskueren til at blive en del af din historie.


Gav det mening? :-)

mandag den 5. januar 2015

Træningen er påbegyndt!

Jeg har tilbragt juleferien med Sam Murphy's 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' i den ene hånd og kalenderen i den anden, så nu ligger mit 16 ugers træningsprogram frem mod Hamburg Marathon klar.

Med 1.000 kilometer i bagagen, har jeg valgt, at jeg ikke er på begynderstadiet længere, selvom det er min første maraton. Selvfølgelig er der et par tilrettelser i forhold til hendes ideelle program, fx skal jeg ikke løbe 32 km den søndag, hvor jeg løber Berlin Halbmarathon, så jeg har flyttet en smule rundt på de lange løb, men stadig ud fra hendes devise om at bygge formen og distancen op og trappe ned de sidste tre-fire uger.

Programmet er let og overskueligt, når det først er lagt i kalenderen: Let løb hver mandag, intervalløb om tirsdagen, hviledag onsdag og fredag, mælkesyretræning om torsdagen, let løb om lørdagen og langt løb om søndagen. Altså, det kræver mellem 30 og 45 minutters træning de fire dage og lidt længere tid om søndagen. Det kan jeg godt afse;-)

Jeg havde min første træning i går, hvor der stod 12 km let løb på programmet, dvs. et langsomt løb som i "det her kan jeg blive ved med i timevis". En smuk tur i solskin og blæsevejr, så det var noget nemmere at holde pulsen nede på vejen hjem i medvind end på vejen ud i modvind. Men pyt, lige nu er skarp overholdelse af pulsgrænserne ikke vigtigt for mig, det er vigtigere at få kilometre i benene og at lære alle finesserne ved mit Suunto Ambit2 R pulsur. (Mere om uret senere.)


I dag er det mandag, og jeg skal løbe let (langsomt) i en halv time. Jeg kommer til at elske mandage:-)


mandag den 29. december 2014

Status for 2014

Mit 2014 har været meget anderledes end de foregående år. Der er meget, som er smuttet fra hukommelsen, da min hjerne genstartede pga stress, men jeg vil fremhæve følgende:

Jeg er blevet løber og har i år rundet de 1.000 km. Hvem skulle have troet det? 
Vi har været på den dejligste ferie med Spies til Rhodos. Charter. (Også en 'Hvem skulle have troet det?')
Jeg har løbet min første halvmaraton i en OK tid og har fået smag for mere.
Min mor er blevet 80. 

Jeg ønsker alle et fantastisk 2015:-) Må der være mange kilometer på vejene og i benene næste år! 

torsdag den 18. december 2014

Jeg, en dværg på Sam Murphys skuldre.

Jeg har sjældent gjort noget uden at have teorien i orden først. Jeg var medlem af haveselskabet og havde læst mange havebøger, før jeg fik (eget) hus og have.

Jeg har læst Løbemagasinet siden foråret og vil klart anbefale det til hver en tid. De skriver interessante og motiverende artikler om løb og tester grej, så man ikke behøver lave alle de dyre fejlkøb selv.

De anmelder løbebøger - og her faldt jeg over anmeldelsen af Sam Murphys bog 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' - og måtte straks eje den. (Læs anmeldelsen her.)


Bogen udmærker sig ved at være skrevet i et letforståeligt sprog. Når man, som jeg, er begynder, godt nok har gennemført en halvmaraton, men står overfor den næste distance, er det rart at blive holdt lidt i hånden og få tips og tricks, så det bliver så nemt som muligt at gennemføre.

Billederne i bogen er af ganske almindelige mennesker, som kunne være dig eller mig. Ikke superatleter, men mennesker, som ser ud til at svede og endda have det hårdt, men som også er glade og i gang.

Bogen omtaler de store internationale løb, men også flere danske (bl.a. Nordborg Marathon), så man kan vælge sit mål og sit første løb med omhu.

Sam Murphy er en engelsk fitness- og løbetræner, journalist og har 16 maratons i benene foruden bl.a.  et 100 miles løb i Himalaya. Bogen blev første gang udgivet på dansk i 2006 (engelsk i 2003), men er nu revideret og genudgivet.

Der er kommet afsnit til om halvmaraton og træningsprogrammer på to niveauer, delt op i tre "motivationsgrader": Den ideelle verden, den virkelige verden og minimumsprogrammet med hhv. "al den tid i verden du behøver for virkelig at træne igennem", "det som for de fleste er et realistisk træningsprogram" og "hvis du ikke kan sætte denne tid af til det, skal du hellere lade være med at prøve at gennemføre".

Undervejs i bogen gives masser af råd om ernæring, træning, forebyggelse af skader (og hvad man gør ved dem, hvis man render ind i dem), påklædning, sko, motivation og hvordan man kommer frem til startlinien - og hvordan man passerer mållinien, stadig smilende:-)

Bogen er udgivet på Lindhardt & Ringhof og koster kr. 199,-

Læs den før din løbemakker!


mandag den 8. december 2014

Godt, jeg ikke har en cykel.

Jeg er overrasket, forundret, ja måske endda lidt rystet over min fremgang og iver efter at løbe siden marts i år, hvor jeg startede på bar bund. (Men også stolt:-))

Da jeg var ikke-løber, syntes en fem kilometer at være en overkommelig præstation, en ti kilometer var svær, men dog opnåelig, mens alt, hvad der var derover, var fuldstændig utopisk at tænke på. Hvad i alverden får mennesker til at pine sig selv gennem en halvmaraton og nogle endda en hel? Sindssygt!

Men nu, hvor jeg ved, at jeg kan gennemføre en halvmaraton og endda har flere lige så lange ture i bagagen, er en halvmaraton jo ikke noget epokegørende at tale om, det er kun en længere træningstur end de andre. Jeg er klar til at starte træningen til den fulde, episke, magiske distance!

Min næste bekymring er så: What's next? Vil jeg "nøjes" med de 42,195 km, eller vil mere have mere? Bliver jeg nødt til at prøve, om jeg kan løbe et lille ultraløb på 50 km? Skal jeg gennemføre en maraton i et mere spektakulært miljø, enten det er gennem Disneyland eller Nordkorea?

Jeg har aldrig cyklet mere end 20 km og har ikke ejet en cykel i de sidste ti år. Og jeg skal heller ikke have én! For måske kunne man begynde at supplere løbet med en smule svømning for at styrke hele kroppen? Og cykle en træningstur for sjov? Og inden man ved af det, står der triathlon og ironman i kalenderen, i Nordnorge, op ad fjeldet...

Jeg har lovet børnene, at vi ikke skal holde sommerferie, hvor de cykler fra Viborg til Hamborg, mens jeg løber ved siden af. Jeg er dedikeret, men jeg er jo hverken sindssyg eller ekstrem!

Hurtigere, højere, længere...

Allerede da jeg krydsede målstregen efter den første halvmaraton, vidste jeg, at jeg måtte sætte mig et nyt mål i den olympiske ånd: Hurtigere, højere, stærkere - eller i mit tilfælde: Længere...
Det var mig muligt at gennemføre en halvmaraton, skulle mit næste mål så bare være at gennemføre en halvmaraton lidt hurtigere?

Vi havde planlagt en familietur til Berlin i september for at se min mand og min nevøs kone løbe Berlin Marathon. Skulle det ikke være det, jeg skulle stile efter? Berlin Marathon er et af de store by-marathons, som sammen med London og New York er meget eftertragtede og bliver udsolgt et helt år i forvejen. Der er 80.000 ansøgere til startnumrene, men kun plads til 40.000 løbere.

Hele byen var på den anden ende i maraton-weekenden. 40.000 løbere og ca. 1 mio. tilskuere. En flot dag med højt solskin, stemning og musik langs gaderne, og alle løberne som stolte og velfortjent flashede deres medaljer med portrættet af sidste års vinder.

Jeg var stadig stolt af min halvmaraton-medalje, men den her var bare flottere, tungere, smukkere og større med sit brede bånd i de tyske farver. So ein muß ich auch haben!


Men hvad er odds'ene for at komme igennem nåleøjet og opnå et startnummer? Og skal jeg virkelig vente et helt år på at gennemføre en hel maraton? Tålmodighed er ikke en af mine dyder, men det er planlægning.

Et forårsmaraton i køreafstand fra Odense... Haspa Hamburg Marathon er i april, der er ikke længere end man kan køre, og jeg havde hørt godt om løbet. Tjek, den første maraton var lagt i kalenderen:-)

Berlin kan også byde på halvmaraton-distancen i slutningen af marts. Fine medaljer og træningsmæssigt ligger den fornuftigt i forhold til Hamborg. Jokeren i mit løbsforår er Lillebælt Halvmaraton, kun 14 dage efter jeg har løbet en hel maraton. Og så får man ikke engang medaljer! Hvis jeg kan vinge den af, er det fint, og ellers har jeg backup stående i kulissen, klar til at overtage startnummeret.

Jeg ansøgte om et startnummer til Berlin Marathon, samme dag som de åbnede for registreringen. I år har de lavet proceduren om, så man opgiver sine kreditkortoplysninger, når man tilmelder sig, og de trækker pengene, hvis man er heldig at blive udtrukket. Dermed dæmmer de op for, at man tilmelder sig flere gange for at have flere lodder i puljen, og at der dermed er flere, som ikke vil have de startnumre, de får tildelt.

Ved de store maratons er der skærpet kontrol og sikkerhed. Man kan ikke overdrage sit startnummer til en anden. Der skal fremvises billedlegitimation, og man får et armbånd om håndledet ved afhentning af nummeret. Det giver adgang til startområdet. Der er således ikke mulighed for at snyde eller sælge en plads til et eftertragtet maraton.

18. november kom den længe ventede mail fra det 41. BMW Berlin Marathon. Jeg havde været heldig og var blevet udtrukket. Min drøm om en medalje med Brandenburger Tor på den ene side ligger nu ret forude:-) Jeg deltager i Berlin Marathon 2015!!!

Plan B var at løbe en hel maraton i Nordborg, hvis jeg ikke fik startnummer til Berlin, men nu nøjes jeg med en halvmaraton på Als.

Tre halve og to hele maratons på et år. Så forsvinder 2015 lige så stille...