Jeg er snart klar...

Med fare for at lyde som et irriterende, digitalt stegetermometer vi engang havde til grillen, vil jeg påstå, at jeg snart er klar - både til Berlin Halvmaraton den 29. marts og Hamburg Marathon den 26. april. Min træning er forløbet planmæssigt, jeg har været ude på to lange ture på hhv. 30 og 32 km, to søndage i træk, og jeg har lært af de fejl, jeg gjorde undervejs.

30 km turen blev ikke målt op hjemmefra, fordi der "var noget bøvl med opmålingshjemmesiden", så jeg løb på fornemmelsen. Det var solskin, ikke ret varmt, for det blæste en pelikan, og en god del af vejen havde jeg modvind. Jeg havde gels med, men ikke vand, jeg havde endnu ikke fundet den rette løsning til, hvordan jeg skulle have det med. Det er udelukket at løbe med flasker i hænderne, det bliver jeg for træt i armene til. Egentlig en fin tur, i et fint vejr, fra Korup, ind omkring havnen, ud til Stige Ø og tilbage, over Odinsbroen og hjemad over Næsby. Da GPS'en viste 30 km, var der stadig 7 km hjem, og jeg var ved at dø af tørst. (Mindst!) Jeg ringede hjem og blev hentet:-) Jeg holdt min forventede maratonhastighed, 6 minutter pr. km. Overordnet en tilfredsstillende og lærerig tur.

Belært af den tidligere tur var jeg mere snedig med at udvælge 32 km ruten. Jeg tjekkede vejrudsigten, gråvejr og en let brise fra øst. Jeg blev derfor kørt 32 km væk hjemmefra og startede i Kerteminde, så hvis det blæste op, ville jeg have rygvind det meste af vejen. Rigeligt med gels og vand i små flasker i et væskebælte. Ruten er forholdsvis flad det meste af vejen.

Jeg var fuldt udstyret med papirlommetørklæder og druesukker, hvis det skulle knibe, men jeg havde en fin tur hjem. Jeg var nødt til at lægge en lille omvej ind for at nå op på de 32, og løb op og ned ad vores villavej for at nå helt i mål. Jeg løb hurtigere, end jeg havde forventet, 5:35 pr. km:-) Benene var fine, men de sidste fire km hjem var mine baller trætte og "brændte". (Så ved jeg, hvor der er plads til forbedring i styrkeprogrammet;-))

Den hurtige kilometertid resulterede i ny personlig rekord på 10 km (53:41) og halvmaraton (1:53:54). Den bliver ikke nem at slå i Berlin, men jeg er nødt til at prøve. Det hjælper, at jeg har en Ghost Runner funktion i mit Suunto ur, så jeg kan se, hvor langt jeg er foran en løber med hhv. 5:45 og 5:30 pr. km i gennemsnit.

Det ville være fantastisk at kunne holde samme fart i Hamburg - så ville jeg nå under 4 timer!!! Jeg er klar over, at det hele ligger i hovedet, hvis jeg kan løbe 32 km, kan jeg da også løbe 42,195! Jeg er ikke snart klar, JEG ER KLAR!!!

Dette foto er naturligvis taget af Morten Rosford Tranberg.

Som det ses, er jeg flyvende:-)

Det startede med dagens sko...

Der kommer hele tiden nye sociale medier og platforme til, hvor man kan dele sine billeder med hele Verden og især dem, man deler interesse med. Jeg er udmærket klar over, at kun en lille brøkdel af mine Facebook-venner gider høre om det, når jeg har været ude at lufte løbeskoene. Derfor er jeg blevet en ivrig Instagrammer.

Det startede i det meget små med nuttede billeder af sønnen, solopgange og pudsige skilte. Men en idé fødtes hen over foråret, efterhånden som jeg blev mere dus med platformen og fik lyst til at lave en fotodagbog med vejr og vind, løb og sko. #runoftheday og #shoeoftheday blev mine foretrukne hashtags og efterhånden er der en hel stribe hashtags, som følger hvert billede, netop for at andre kan finde fotos, som de måske synes om.

Hvis jeg eksempelvis søger på #nikeplus, er der meget stor sandsynlighed for, at den, som har lagt det op, har udført en eller anden aktivitet, hvor de har brugt en Nike-app eller har haft Nike-tøj på. Af dem er der få brugere, som tager billeder, jeg godt kan lide/som siger mig noget/har et budskab, jeg kan relatere til - dem vælger jeg naturligvis at følge, så de dukker først op på min feed. Dem, som kun lægger et foto op af deres resultat fra løbeturen, har så lidt fantasi, at de ikke engang kan få et like af mig:-)

Det motiverer mig i træningen, at jeg måske får et Well done! med på vejen fra andre Instagrammere. Jeg får lyst til at give den en ekstra tand næste gang, eller hvis jeg har haft en "off-træning", kan jeg blive opmuntret til at fortsætte trods det dårlige resultat.

Finessen er at fortælle en historie med et foto, fx. ved at fotografere sin sko sammen med en ting, som fortæller noget om det sted, billedet er taget. Så fotoet ikke bliver ligegyldigt, men inviterer beskueren til at blive en del af din historie.

Gav det mening? :-)

Vejret var fristende:-)

Der stod slet ikke løb, men hviledag på programmet i dag. Men vejret lokkede, højt solskin og helt blå himmel.

Det blev til 5,63 km med et superlangsomt tempo, bare for at være på den sikre side. Men hold nu op, en fornøjelse at være ude i strålende solskin, lige til at blive mild og glad af:-)

Træningen er påbegyndt!

Jeg har tilbragt juleferien med Sam Murphy's 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' i den ene hånd og kalenderen i den anden, så nu ligger mit 16 ugers træningsprogram frem mod Hamburg Marathon klar.

Med 1.000 kilometer i bagagen, har jeg valgt, at jeg ikke er på begynderstadiet længere, selvom det er min første maraton. Selvfølgelig er der et par tilrettelser i forhold til hendes ideelle program, fx skal jeg ikke løbe 32 km den søndag, hvor jeg løber Berlin Halbmarathon, så jeg har flyttet en smule rundt på de lange løb, men stadig ud fra hendes devise om at bygge formen og distancen op og trappe ned de sidste tre-fire uger.

Programmet er let og overskueligt, når det først er lagt i kalenderen: Let løb hver mandag, intervalløb om tirsdagen, hviledag onsdag og fredag, mælkesyretræning om torsdagen, let løb om lørdagen og langt løb om søndagen. Altså, det kræver mellem 30 og 45 minutters træning de fire dage og lidt længere tid om søndagen. Det kan jeg godt afse;-)

Jeg havde min første træning i går, hvor der stod 12 km let løb på programmet, dvs. et langsomt løb som i "det her kan jeg blive ved med i timevis". En smuk tur i solskin og blæsevejr, så det var noget nemmere at holde pulsen nede på vejen hjem i medvind end på vejen ud i modvind. Men pyt, lige nu er skarp overholdelse af pulsgrænserne ikke vigtigt for mig, det er vigtigere at få kilometre i benene og at lære alle finesserne ved mit Suunto Ambit2 R pulsur. (Mere om uret senere.)

I dag er det mandag, og jeg skal løbe let (langsomt) i en halv time. Jeg kommer til at elske mandage:-)

Status for 2014

Mit 2014 har været meget anderledes end de foregående år. Der er meget, som er smuttet fra hukommelsen, da min hjerne genstartede pga stress, men jeg vil fremhæve følgende:

Jeg er blevet løber og har i år rundet de 1.000 km. Hvem skulle have troet det? 

Vi har været på den dejligste ferie med Spies til Rhodos. Charter. (Også en 'Hvem skulle have troet det?')

Jeg har løbet min første halvmaraton i en OK tid og har fået smag for mere.

Min mor er blevet 80. 

Jeg ønsker alle et fantastisk 2015:-) Må der være mange kilometer på vejene og i benene næste år! 

Jeg, en dværg på Sam Murphys skuldre.

Jeg har sjældent gjort noget uden at have teorien i orden først. Jeg var medlem af haveselskabet og havde læst mange havebøger, før jeg fik (eget) hus og have.

Jeg har læst Løbemagasinet siden foråret og vil klart anbefale det til hver en tid. De skriver interessante og motiverende artikler om løb og tester grej, så man ikke behøver lave alle de dyre fejlkøb selv.

De anmelder løbebøger - og her faldt jeg over anmeldelsen af Sam Murphys bog 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' - og måtte straks eje den. (Læs anmeldelsen her.)

Bogen udmærker sig ved at være skrevet i et letforståeligt sprog. Når man, som jeg, er begynder, godt nok har gennemført en halvmaraton, men står overfor den næste distance, er det rart at blive holdt lidt i hånden og få tips og tricks, så det bliver så nemt som muligt at gennemføre.

Billederne i bogen er af ganske almindelige mennesker, som kunne være dig eller mig. Ikke superatleter, men mennesker, som ser ud til at svede og endda have det hårdt, men som også er glade og i gang.

Bogen omtaler de store internationale løb, men også flere danske (bl.a. Nordborg Marathon), så man kan vælge sit mål og sit første løb med omhu.

Sam Murphy er en engelsk fitness- og løbetræner, journalist og har 16 maratons i benene foruden bl.a.  et 100 miles løb i Himalaya. Bogen blev første gang udgivet på dansk i 2006 (engelsk i 2003), men er nu revideret og genudgivet.

Der er kommet afsnit til om halvmaraton og træningsprogrammer på to niveauer, delt op i tre "motivationsgrader": Den ideelle verden, den virkelige verden og minimumsprogrammet med hhv. "al den tid i verden du behøver for virkelig at træne igennem", "det som for de fleste er et realistisk træningsprogram" og "hvis du ikke kan sætte denne tid af til det, skal du hellere lade være med at prøve at gennemføre".

Undervejs i bogen gives masser af råd om ernæring, træning, forebyggelse af skader (og hvad man gør ved dem, hvis man render ind i dem), påklædning, sko, motivation og hvordan man kommer frem til startlinien - og hvordan man passerer mållinien, stadig smilende:-)

Bogen er udgivet på Lindhardt & Ringhof og koster kr. 199,-

Læs den før din løbemakker!

Hvordan kommer man ud, når det er dårligt vejr?

Til det spørgsmål er der kun to mulige svar:
Man tager sig sammen, og indstiller sig på, at man er nødt til det, for kilometrene løber jo ikke sig selv!
Og/eller:
Man tager det rigtige tøj på!

Og når man kommer hjem igen, kan man nyde, at man har været ude og lige er lidt sejere end alle dem, der blev derhjemme. Og så er et varmt bad altid både rarere og varmere efter en løbetur i regn og rusk:-)

Om vinteren er det vigtigt at huske løbehue og -handsker, da en stor del af vores kropsvarme forsvinder fra hoved og hænder.

Det er godt med delvist vandtætte sko med eksempelvis goretex membran, og som samtidig har en grov sål, så man kan stå fast i det glatte føre. Og supplere med løbestrømper i uld, som hjælper med at holde fødderne tørre og varme.

Du skal ikke klæde dig for varmt på, for du løber dig til varmen. Du skal have så lidt på, at du fryser den første kilometer, men derefter skal din kropsvarme nok sørge for at holde dig varm. Brug ideen med de to eller tre lag som beskrevet under Godt grej er halvt fuldendt.

Når det blæser lidt, bliver huden hurtigt afkølet. Brug et vindtæt yderlag som en windstopper, enten det er en jakke eller en vest. Husk på, at hvis temperaturen er 0 grader og det blæser med 10 m/sek. føles det som -12! En tykkere løbejakke bruges kun få dage om året, når det er rigtig koldt.

Jeg har endnu til gode at løbe i snevejr, men tænker det er en fed oplevelse med en helt speciel lydkulisse. Det bedste, man kan sige om regnvejret, er, at det er utroligt rart at komme ind igen.

God vintertur:-)

Godt, jeg ikke har en cykel.

Jeg er overrasket, forundret, ja måske endda lidt rystet over min fremgang og iver efter at løbe siden marts i år, hvor jeg startede på bar bund. (Men også stolt:-))

Da jeg var ikke-løber, syntes en fem kilometer at være en overkommelig præstation, en ti kilometer var svær, men dog opnåelig, mens alt, hvad der var derover, var fuldstændig utopisk at tænke på. Hvad i alverden får mennesker til at pine sig selv gennem en halvmaraton og nogle endda en hel? Sindssygt!

Men nu, hvor jeg ved, at jeg kan gennemføre en halvmaraton og endda har flere lige så lange ture i bagagen, er en halvmaraton jo ikke noget epokegørende at tale om, det er kun en længere træningstur end de andre. Jeg er klar til at starte træningen til den fulde, episke, magiske distance!

Min næste bekymring er så: What's next? Vil jeg "nøjes" med de 42,195 km, eller vil mere have mere? Bliver jeg nødt til at prøve, om jeg kan løbe et lille ultraløb på 50 km? Skal jeg gennemføre en maraton i et mere spektakulært miljø, enten det er gennem Disneyland eller Nordkorea?

Jeg har aldrig cyklet mere end 20 km og har ikke ejet en cykel i de sidste ti år. Og jeg skal heller ikke have én! For måske kunne man begynde at supplere løbet med en smule svømning for at styrke hele kroppen? Og cykle en træningstur for sjov? Og inden man ved af det, står der triathlon og ironman i kalenderen, i Nordnorge, op ad fjeldet...

Jeg har lovet børnene, at vi ikke skal holde sommerferie, hvor de cykler fra Viborg til Hamborg, mens jeg løber ved siden af. Jeg er dedikeret, men jeg er jo hverken sindssyg eller ekstrem!

Nordborg (halv)Marathon - en løbsrapport om en fest.

Dagen oprandt, vejret var gråt, ikke for varmt, kort sagt: Perfekt løbevejr.

Nordborg Marathon www.nordborgmarathon.dk har fem distancer: Hel og halv maraton, kvart og ottendedel, og et børneløb på 1 km. Der var i alt 400 løbere, deraf 83 på halvmaratondistancen og 32 på den hele. Løbet bryster sig af at være Danmarks smukkeste marathon - midt i naturen, og det er ikke løgn, det er en smuk rute. Løbet afholdes den sidste lørdag i august, i 2015 er det den 29.8.

Udleveringen af startnumre foregik gnidningsfrit i et telt i startområdet. Toiletterne var i den nærliggende Kvickly, hvor man også kunne proviantere, hvis der var depoter, som skulle fyldes op før start.

Kort før starten gik kl. 12, kom der en ordentlig regnbyge, men da starten gik, holdt det tørvejr resten af vejen. Sammen med alle de andre lagde jeg lidt for hurtigt ud i forhold til, hvad jeg havde planlagt, men da Nike+ gjorde mig opmærksom på min tid på den første kilometer, satte jeg farten ned og holdt mit planlagte pace resten af vejen.

Jeg havde tjekket ruten på et kort, men ikke hvor mange stigninger der var. Heldigvis træner jeg i bakker til hverdag, så ingen af bakkerne var værre end nogen, jeg plejer at løbe på. Ruten har et meget blandet forløb, grus- og asfaltveje på landet, en skovsti langs med Nordborg sø, gennem parcelhuskvarterer og igen gennem skoven, før man kommer tilbage til byen og "dræberstigningen" opad gågaden kort før mål. Ruten var tydeligt afmærket hele vejen, og der var mange vejvisere/hjælpere undervejs for en sikkerheds skyld. Der var ikke noget at være i tvivl om.

Da løbet er lille, var der ikke tilskuere på en stor del af ruten, men det opvejede de opstillede hjælpere, som hjalp med at vise vej, til fulde:-) Alle var entusiastiske, klappede, heppede og jublede, når jeg kom forbi, og jeg smilede og sagde tak.

Jeg havde lavet en ny spilleliste til telefonen, udelukkende med musik som er godt for mig at løbe til. Jeg havde et væskebælte med og havde på forhånd planlagt, hvornår jeg skulle drikke, og hvornår jeg skulle indtage energi. Jeg havde 32gi Chews med på vejen og tog en halv for hver 5. km og for hver 4. fra 14 km. Det fungerede supergodt. 32gi har flere produkter med et lav-glykæmisk indeks, hvilket vil sige, at man ikke får store udsving i blodsukkeret, men det holdes stabilt i længere tid end mange andre energiprodukter. Deres Chews har nærmest konsistens som juleflæsk, men den allerstørste fordel er, at de ikke behøver være i pakningen, da de først smelter ved 90 grader, så de kan ligge i en lomme eller bæltet uden at blive snaskede. Der er mange smagsvarianter, og de kan varmt anbefales. (www.32gi.dk)

Der var opstillede boder med vand og energidrik for hver 5.-6. km og frugt flere steder, også i målområdet. Som ny løber var jeg ikke god til at drikke af plastkrus, mens jeg løb. Fingrene bliver ret klistrede af det, man spilder. Min egen strategi fungerede bedre.

På de sidste fem km mod mål overhalede jeg nogle af dem, som havde overhalet mig på de første km, men også nogle af dem fra maratondistancen, som løb samme rute som os de sidste 21 km. Det gav et kick, og jeg satte farten yderligere op.

På vej op mod mål kunne jeg se publikum stå langs opløbsstrækningen. Jeg kunne se min mand stå klar med kameraet under målbuen, og jeg var simpelthen nødt til at tage musikken ud af ørerne det sidste stykke for at få det hele med:-) Kommentatoren nævnte mit navn, og at jeg havde overskud til at smile.

Ja, jeg var lykkelig, så selvfølgelig kunne jeg smile:-) Jeg havde gennemført mit første halvmaraton, alt var gået godt. Tiden var, som jeg havde beregnet (2:08:50) og jeg havde stort overskud, da jeg var nået i mål. Skulle jeg så have løbet hurtigere og brugt noget mere energi? Næ, jeg havde en fest i mit hoved og en fantastisk oplevelse ud af dagen. Den fedeste oplevelse, som jeg håber, jeg kan bære videre til mine løb i 2015. Mit mål var at gennemføre, og det gjorde jeg.

Nordborg Marathon var et perfekt begynderløb, fordi jeg er vant til at træne alene. Der var ikke for mange deltagere, som løb i vejen. Efter løbet var der frugt, vand og kiks, men også mulighed for at købe grillpølser og en kold øl.

Selv præmieoverrækkelsen var en fest:-) Flere af modtagerne var lokale, som allerede var taget afsted. Så vidt jeg husker, skulle én på arbejde, en anden til familiefest, men de kunne lige presse et maraton ind i programmer...

Til stor overraskelse for min mand (og også lidt for mig selv) var jeg totalt frisk, omend en smule sulten, da vi satte kursen hjem mod Odense. Vejret var klaret op og sommeren viste sig igen fra sin bedste side.

Tak Nordborg, vi ses næste år!

Løbets terapeutiske virkning

Når jeg løber, lukker jeg min travle hverdag ude. Jeg tømmer hovedet for tanker og beskæftiger mig med: Ingenting!

Jeg har sjældent haft brug for at tømme hjernen fuldstændig som i disse dage. Harddisken har været fyldt op og er nu tilsyneladende ramt af virus, den kører i hvert fald kun på halv kraft. Hukommelsen svigter mig fuldstændig. Jeg bruger en god del af min dag på at lede efter ting, som jeg ikke kan huske, hvor jeg har lagt. Meget frustrerende, når man er vant til, at den øverste etage er lynhurtig, og jeg kan huske både mine egne og andres kunder.

Jeg har forsøgt at bruge Dumbledores metode og trække tankerne ud som fine sølvtråde og putte dem i hver sin lille krystalflakon. Så langt er jeg ikke nået endnu. Lige nu ligger alle trådene rodet sammen på bunden af en plasticbærepose, og en dag (snart), skal jeg have dem filtret ud og lagt dem på plads. Eller også ryger posen ud i skraldespanden, og jeg vil glæde mig over, at der bliver plads til nye tråde og tanker.

Når jeg løber langt og keder mig lidt, prøver jeg at lave regnestykker i hovedet, fx. tælle løbeturene fra denne uge eller denne måned sammen. Så går tiden med det, og når jeg lidt senere ikke kan huske, hvad resultatet blev, kan jeg regne det sammen igen...

Jeg har musik med på løbeturen, men det er musik, som gør mig glad. Musik, som jeg ikke "får lov" at høre hjemme, fordi det er noget "frygteligt" pop, men jeg har det altså rigtig godt med at høre Take That, Gwen Stefani, Craig David og M People.

Ikke for langsomt, ikke for hurtigt, men med en glad rytme, som er god at løbe til. I Nike+ har man mulighed for at vælge Powersongs, som kan sætte lidt ekstra skub i én, når man trænger til det. Her har jeg bl.a. Outkasts Hey Ya, Shakiras Waka Waka og Safri Duos Played-A-Live.

Hvis I ser mig derude, er det mig med det store smil:-)

Alle kommentarerne...

Hvis du har noget, du går op i, har du sikkert hørt alle kommentarerne...
Er du nu sikker på, det er sundt at løbe?
Du skal vist ikke tabe dig mere nu!
Ved du godt, man får så mange skader af at løbe?
Skal du nu ud igen?
Du er da ikke rigtig klog!

Men heldigvis også de mere positive:
Jeg kan se, du har løbet meget, for du har fået en rundere bagdel. (Tak, Brit:-))
Hvor er du sej!
Du er kommet til at se godt ud.

Og så var der den, som slog hovedet på sømmet, så jeg kom i gang med mit 5 km program:
Jeg havde løbet for 3. eller 4. gang, det var en flot solskinsdag i det tidlige forår, temperaturen var på frysepunktet. Jeg havde løbet en tur i skoven, 2,72 km, op og ned ad bakkerne. Ruten var kortere end jeg huskede, men jeg syntes selv, jeg havde gjort det godt. Indtil jeg uploadede løbet til Facebook og en af mine "venner" kommenterede: "Er du ved at træne til Eventyrløbets børneløb?"

Den kunne jeg ikke have siddende på mig. Jeg var nødt til at gøre noget mere ved det. Stoltheden ved at have løbet en tur på trods af kulden og bakkerne forduftede lige så stille, men blev til en vilje om at kunne løbe længere. Eller i det hele taget bare løbe...

Jeg er påpasselig med at give kommentarer den anden vej. Det er jo folks eget valg, om de vil tilbringe dagen som sofakartoffel (jeg har været der, så jeg må gerne kaste stenen) med de bi- og følgevirkninger det har, jeg har bare valgt en anden vej (nu).

Jeg har i årevis døjet med følgerne af et piskesmæld, hvor min kloge mand tit har sagt, at "det skal løbes væk!" Nej! Lad mig have ondt af mig selv, det går ikke bare væk ved et trylleslag, det tager den tid, det tager og går nok væk en dag. Ja, det er gået væk, men først efter jeg begyndte at løbe. Jeg vågner stadig af og til med ondt i nakken, men det hjælper altså at få det varmet igennem og ja, det skulle løbes væk.

Vi har en tavle i køkkenet, hvor jeg af og til skriver et citat. Lige nu står der "Obsessed is a word, the lazy use to describe the dedicated!" Det er vel også en form for kommentar til verden derude...

Konkurrencemenneske? Hvem, mig?

Jeg har aldrig været god til sport. Det er vigtigere at deltage end at vinde! Tab og vind med samme sind. Så er det sagt! Jeg har prøvet flere sportsgrene som barn: Fodbold, håndbold, badminton, sportsgymnastik, foruden volleyball, svømning og atletik i skolen.
Jeg var bedst til spejder...

Når man ved, man er dårlig til noget, er det ikke så stort et nederlag at komme sidst, som hvis man tror, man er den bedste og så taber. Men hey, det der løb er jo ikke så svært endda. Det kræver disciplin at komme ud, men derfra skal man bare sætte den ene fod foran den anden.

Jeg begyndte at konkurrere med min mand på et "venskabeligt plan". Han er helt klart konkurrencemenneske, så det blev sjovt at vinde på kilometrene. Ikke på hastigheden, men den samlede distance. Efter at have spillet en del Trivial Pursuit gennem årene ved vi godt, at det ikke gælder om at deltage, når vi har udfordret hinanden. DET GÆLDER OM AT VINDE!

Trofæerne i Nike+ Running er nok virtuelle, men de motiverer mig. Man får et trofæ for at løbe mange kilometer, for at løbe på sin fødselsdag, når man har vundet en intern konkurrence med en Nike+ ven, og man har sin egen trofæ-hylde i app'en, hvor de er stillet op. App'en holder styr på alle løbene, på ens personlige rekorder, på samlede antal km og gennemsnitlige tider og distancer.

Jeg har en sød kollega, som, da jeg havde 'løbet' i tre uger, sendte mig en udfordring på Endomondo, at vi skulle se, hvor mange kilometre, vi kunne nå i alt på et år, både løb og gang. Det har hun fortrudt flere gange. I skrivende stund har vi i alt tracket 1350 km, de 900 af dem er mine.

Tiden har ikke været så vigtig for mig (endnu), det har været vigtigere at gennemføre distancerne. Måske er det ikke vigtigt, fordi jeg ved, jeg er en langsom løber, eller også er angsten for at gå kold før mål større end angsten for at komme sidst?

OK, nu har jeg fundet min niche og passion, med træningen kommer hurtigheden også, bare vent!