Hamburg Marathon - endnu en løbefest:-)

26. april var der Haspa Marathon Hamburg, min første nogensinde, men jubilæumsløb i Hamburg, deres 30. maraton. Jeg har trænet op til maraton de sidste 16 uger, løbet godt 600 km og var klar til denne udfordring.

Vi kørte til Hamburg lørdag formiddag, så vi kunne parkere ved hotellet Hotel Grand Elysée, et femstjernet hotel i gåafstand fra løbsmessen og startområdet.  Som alt andet i Tyskland, muss Ordnung sein, så der var godt skiltet og udleveringen foregik let og smertefrit.

Goodie-bag'en var en strandtaske i orange og hvid, og udover de sædvanlige reklamer var der en alkoholfri øl, en Red Bull energidrik, en energibar, keyhanger, målebånd, kølende gel... T-shirt'en fra Mizuno var ret pæn, sort med guld i siderne og på trykket.

Sammenlignet med løbsmessen i Berlin, var der mindre plads i gangene, så nogle steder var der lidt presset med plads, men det gav også indtryk af en messe, hvor der skete mere og var flere til stede.

Tilbage på hotellet tjekkede vi ind og kastede os ned i wellness-området, med pool, boblebad, stillerum og et rum, hvor man fik infrarøde stråler på ryggen. Helt fantastisk, hvordan ryggen nærmest bare smeltede og alle infiltrationer forsvandt. Værelset var fint og havde udsigt over parken. Absolut ikke noget at sætte en finger på:-)

Som man bør før en maraton, stod menuen i pastaens tegn. Vapiano er en kæde af italienske restauranter, og den nærmeste var i gå-afstand fra hotellet. Jeg fik den lækreste, cremede pastaret med kylling og semitørrede tomater, en lille salat, en alkoholfri øl (naturligvis) og en mascarpone dessert med friske jordbær til dessert. Og så var jeg godt mæt:-)

Tilbage på hotellet var det tid til at gøre alt klart. Startnummeret på trøjen, chip'en på skoen, energi pakket ned i spi-beltet, og planlægning af, hvor Morten og August skulle stå, så jeg var sikker på at kunne få øje på dem på ruten - og så de kunne se mig:-) Naturligvis blev alt lagt ud til det obligatoriske "race-gear-foto". Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få lukket et øje, men jeg sov ganske fortræffeligt i sengen.

Min første indskydelse, da vækkeuret ringede kl. 6 var: "Morten, kan du ikke løbe det maraton for mig? Jeg er træt!" Men nu er det sådan med løbeture, de løber ikke sig selv. Heller ikke maratons. Morgenmaden i hotellets restaurant var overdådig. Jeg nød min første kop kaffe i ti dage - aldrig har en Milchkaffee smagt så godt! Der var alt, hvad hjertet kunne begære: Brød, kager, frugt, juice, bacon og æg, pandekager, omeletter efter eget valg, endda mousserende vin på køl - og det var lige der jeg ærgrede mig over, at jeg var så fornuftig at fylde det korrekte brændstof på tanken: Müesli med en smule yoghurt, bananer og vand. - Og alligevel meldte maven, at den var ved at være nervøs, så jeg ikke skulle fylde den alt for meget op.

Vejret var ikke det bedste. Det småregnede, men det var ikke koldt, så jeg kunne holde varmen i shorts, T-shirt og en ekstra trøje og plasticsæk med hul til hoved og arme.

Jeg gik fra hotellet i god tid. Starten skulle gå kl. 9 (9.20 for den startblok, hvor jeg stod), og jeg ville have rigelig tid til at benytte toiletterne og suge stemningen i startområdet til mig. Min lille medløber blev som altid behørigt fotograferet foran start-portalen til stor morskab for andre løbere:-) Stemningen i startområdet blev for meget for mig på et tidspunkt. Jeg blev helt rørt og måtte gå en lille tur væk for mig selv, mens øjnene truede med at løbe over. Jeg blev simpelthen overvældet over, hvor langt jeg var nået på et år, og at jeg nu stod på tærsklen til min største (sports-)præstation nogensinde. Om lidt skulle jeg løbe en maraton!!!

Men da nervøsiteten havde fået lov at dampe lidt af, og jeg tog plads i startblokken, blev jeg helt rolig og stod og arbejdede med kroppen for at holde den varm, mens vi ventede. Starten var delt op i to, eliteløberne blev sendt afsted kl. 9, anden bølge kl. 9.20. Og når de sagde 9.20, var det det, de mente. Da startskuddet lød, troede jeg først, at det var for de andre, men vi kunne pludselig bevæge os fremad. Af med trøjen, og klar med hånden på uret, så det blev startet i rette tid. Og nej, note til mig selv, uret skal ikke startes, når man løber igennem portalen, det skal først startes, når man løber over måtten!

Der var en fantastisk stemning igennem byen - og sikke smuk den var. Jeg har ikke rigtig været i Hamburg før, kun en strøgtur, så jeg var overrasket over arkitekturen, teatergaden og især området omkring floden, hvor der lå det ene store palæ efter det andet - og alligevel holdt nogle af beboerne picnic i indkørslen, så de kunne feste med og heppe.

På Instagram har jeg lært en pige at kende, Runningbirki kalder hun sig. Hun havde naturligvis lagt et billede op af sit tøj, så jeg vidste, hvad hun ville have på, men jeg blev helt glad, da jeg omkring de 6,5 km så en med den rigtige farve tøj og Runningbirki på ryggen. Da jeg løb forbi, hilste jeg på, gav hende en krammer og spurgte, hvordan det gik. Ikke så godt, hun var småskadet, så hun ville tage den med ro. (Hun kom i mål lige over de 5 timer.) Fedt at møde et kendt ansigt:-)

Man regner med, at der var 700.000 tilskuere til Hamburg Marathon, så der var en fantastisk stemning overalt. Der var kun få løbere, som var klædt ud: Jeg så Tom & Jerry, en flamingo, Kong Frank med scepter og rigsæble, og nogle, som løb med paryk eller blomster i håret. Tilskuerne var næsten mere fantasifulde. Der var hele grupper i morgenkåber (spørg lige, om sådan en kan suge vand i øsende regn?), der var skilte og bannere, masser af udklædninger, og flere steder, hvor der var lavet boder med udskænkning til løberne, bl.a. øl og energidrik.

Der var flere bands, adskillige stomp og percussionbands, et aldrende punkrock band, tambour orkester, en radiostation - og flere private havde flyttet en højttaler ud på altanen og bragede løs udover løbet. Foruden alle dem, som slog på grydelåg, rasler, fløjter, you name it og det var der!

Morten og August stod, hvor vi havde aftalt, ved 16 og igen ved 17 km, så jeg kunne få et kys, og de kunne få taget billeder. Det var så fedt at se dem på ruten.

Omkring de 18 km blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte benytte mig at et toilet, mens jeg stadig havde friske ben til at komme igang igen. (De første toilethuse stod allerede kort efter starten, og mange gange undervejs løb der folk ind i parken for at forrette deres nødtørft.) Det var såmænd ikke strengt nødvendigt, men nu havde jeg overbevist mig selv om, at det nok var en god idé, så jeg satte farten ned og stoppede. Det var der så andre, som også gjorde, så jeg spildte 7 minutter i en toiletkø. Dem hentede jeg ikke igen:-(

Farten var ellers fin indtil da. Ved 16 km var den estimerede sluttid 4:06.



Forplejningen under løbet kan man overhovedet ikke sætte en finger på. For minimum hver 5. km var der depoter med bananer, vand og energidrik, og længere ude på ruten var der i tillæg energigels og vand med elektrolytter. Jeg havde taget min camelbak med og pakket geler i bæltet, men det er jeg ikke sikker på, jeg gør igen, hvis løbet er lige så organiseret som i Hamburg. Jeg kunne selvfølgelig løbe forbi alle depoterne de første mange km, men det var alligevel rart med en kop frisk vand engang imellem, og da benene blev trætte og begyndte at true med kramper efter de 27-28 km, kunne jeg gribe en kop vand med salte og elektrolytter, og så forsvandt det.

Et af de råd, jeg har fået under træningen, var, at hvis man får problemer med vejrtrækningen eller benene før de 30 km, skal man prøve at sætte farten lidt ned. Hvis det kommer efter de 30, skal man bare fortsætte, for det må gerne gøre ondt, når man løber et maraton! Derfor vidste jeg, at jeg måtte blive ved.

Kort efter væltede regnen ned. Det regnede så meget, at mit headset blev skyllet ud af ørerne. Saltet fra sveden løb ned i øjnene, som sved. Min T-shirt, som ellers skulle være svedtransporterende, blev tynget af vandet, så den til sidst var længere en mine shorts og lignede en kjole.

Det skulle dog ikke stoppe mig! Min løbefest og den gode stemning fortsatte. Flere steder var der bands eller radiostationer med store anlæg, som spillede høj musik. De udkommanderede politifolk i regntøj og overtræk på kasketterne dansede med og heppede på alle, som kom forbi. Alle løbere fortsatte ufortrødent og kæmpede sig videre.

Jeg mødte et par danskere, som jeg sludrede lidt med, før jeg lod dem sætte mig af og løbe videre i mit eget tempo. - Dem mødte jeg igen efter målstregen, hvor vi kunne lykønske hinanden:-)

Centrum af Hamburg nærmede sig. Ruten gik ned ad bakke (langt om længe), regnen stilnede af og holdt til sidst op. En japaner, som jeg havde bemærket flere gange på ruten, stod igen med et skilt, hvorpå der stod: Trust your training! Og det gjorde jeg.

Opløbsstrækningen nærmede sig. August og Morten stod ved 41 km, hvor jeg havde overskud til at smile og vinke til kameraet, før jeg løb videre mod mål. Storsmilende, med armene over hovedet krydsede jeg målstregen i tiden 4:26, meget lykkelig og tilfreds.

Jeg havde gennemført min første maraton! Jeg havde sat mig et stort mål og nået det! Og medaljen? Den var kæmpestor og velfortjent!

Jeg er snart klar...

Med fare for at lyde som et irriterende, digitalt stegetermometer vi engang havde til grillen, vil jeg påstå, at jeg snart er klar - både til Berlin Halvmaraton den 29. marts og Hamburg Marathon den 26. april. Min træning er forløbet planmæssigt, jeg har været ude på to lange ture på hhv. 30 og 32 km, to søndage i træk, og jeg har lært af de fejl, jeg gjorde undervejs.

30 km turen blev ikke målt op hjemmefra, fordi der "var noget bøvl med opmålingshjemmesiden", så jeg løb på fornemmelsen. Det var solskin, ikke ret varmt, for det blæste en pelikan, og en god del af vejen havde jeg modvind. Jeg havde gels med, men ikke vand, jeg havde endnu ikke fundet den rette løsning til, hvordan jeg skulle have det med. Det er udelukket at løbe med flasker i hænderne, det bliver jeg for træt i armene til. Egentlig en fin tur, i et fint vejr, fra Korup, ind omkring havnen, ud til Stige Ø og tilbage, over Odinsbroen og hjemad over Næsby. Da GPS'en viste 30 km, var der stadig 7 km hjem, og jeg var ved at dø af tørst. (Mindst!) Jeg ringede hjem og blev hentet:-) Jeg holdt min forventede maratonhastighed, 6 minutter pr. km. Overordnet en tilfredsstillende og lærerig tur.

Belært af den tidligere tur var jeg mere snedig med at udvælge 32 km ruten. Jeg tjekkede vejrudsigten, gråvejr og en let brise fra øst. Jeg blev derfor kørt 32 km væk hjemmefra og startede i Kerteminde, så hvis det blæste op, ville jeg have rygvind det meste af vejen. Rigeligt med gels og vand i små flasker i et væskebælte. Ruten er forholdsvis flad det meste af vejen.

Jeg var fuldt udstyret med papirlommetørklæder og druesukker, hvis det skulle knibe, men jeg havde en fin tur hjem. Jeg var nødt til at lægge en lille omvej ind for at nå op på de 32, og løb op og ned ad vores villavej for at nå helt i mål. Jeg løb hurtigere, end jeg havde forventet, 5:35 pr. km:-) Benene var fine, men de sidste fire km hjem var mine baller trætte og "brændte". (Så ved jeg, hvor der er plads til forbedring i styrkeprogrammet;-))

Den hurtige kilometertid resulterede i ny personlig rekord på 10 km (53:41) og halvmaraton (1:53:54). Den bliver ikke nem at slå i Berlin, men jeg er nødt til at prøve. Det hjælper, at jeg har en Ghost Runner funktion i mit Suunto ur, så jeg kan se, hvor langt jeg er foran en løber med hhv. 5:45 og 5:30 pr. km i gennemsnit.

Det ville være fantastisk at kunne holde samme fart i Hamburg - så ville jeg nå under 4 timer!!! Jeg er klar over, at det hele ligger i hovedet, hvis jeg kan løbe 32 km, kan jeg da også løbe 42,195! Jeg er ikke snart klar, JEG ER KLAR!!!

Dette foto er naturligvis taget af Morten Rosford Tranberg.

Som det ses, er jeg flyvende:-)

Ugens update

Jeg har nu fulgt Sam Murphys maratontræningsprogram i halvanden uge. Som tidligere nævnt er træningsmængden overskuelig, men jeg kan mærke, at det virker, både med hastighed og udholdenhed, at det er struktureret, at der er hviledage, og at der er tidsrum i stedet for distance på de hårde discipliner. (Og her taler jeg ikke om den lange tur som en hård disciplin, men bakkeløb og AT-træning.)

Vi har nogle fine bakker i Hole Skov, så det passer med en km opvarmning, bakkeløb op og ned og derefter en løbetur igennem skoven og kvarteret, så det passer cirka med de 40 minutter.

- Og når programmet siger mælkesyretærskeltræning har jeg en anden, flad rute, hvor jeg løber 10 minutters opvarmning, de 5x4 minutters hårdt løb og derefter 10 minutters langsomt løb hjem. Ikke noget med en rundstrækning, det er ud og hjem, så jeg vender halvvejs igennem det tredie interval.

Det sværeste er efter min mening de dage, hvor jeg skal løbe 30 minutter laaangsomt. (Og jeg troede, jeg ville elske mandage!?) Det er utroligt svært at holde pulsen nede i det niveau, den skal være, så hvor jeg troede, jeg skulle løbe 5 km på de 30 min., bliver det kun til 4,5 og så er det alligevel med et lidt for hurtigt pace.

Træningsresultaterne for den sidste halvanden uge ser således ud:
Søndag, dag 1: 12,1 km let løb, 6:31 min. pr. km.
Mandag, dag 2: 30 min let løb, 4,58 km, 6:37 pr. km.
Tirsdag, dag 3: 40 min bakkeløb, 6,5 km, 6:08 pr. km.
Onsdag, dag 4: Hviledag, men det blev til en langsom tur i solskin på 5,63 km, 6:54 pr. km.
Torsdag, dag 5: 40 min AT-træning, 7,75 km, 6:01 pr. km.
Fredag, dag 6: Hviledag - med et Nike NTC træningsprogram, så ingen løb denne dag.
Lørdag, dag 7: 30 min stabilt løb. (Måske husker nogen stormen Egon, så jeg stred mig igennem hagl, regn og blæst i mørke(!) og nøjedes med 4,11 km, 5:53 pr. km (Det var bare med at komme hjem i læ igen!)
Søndag, dag 8: 14 km let løb, 6:08 pr. km.
Mandag, dag 9: 30 min let løb blev til en mudret trailtur, 4,55 km, 8:57 pr. km.
Tirsdag, dag 10: 40 min med 9xbakkeløb i regnvejr, 5,65 km, 6:28 pr. km.
Onsdag, dag 11: Hviledag, igen med Nike NTC.

Over stok og sten

Mandag var 30 minutters restitutionsløb, men det endte med en trailtur over mudrede marker og med våde tæer. Jeg startede ud på min sædvanlige rute med pulsuret på armen, så jeg kunne holde øje med, om jeg løb for hurtigt i forhold til det jeg skulle. - Det gør jeg altid på disse langsomme ture, for det er meningen, at pulsen skal holde sig mellem 125 og 137, og det er ikke meget i modvind, regnvejr og op ad bakke.

Jeg drejede ind igennem skoven, hvor jeg kunne se, at der havde været mountainbikere forbi og lave spor gennem krattet. Jep, super idé at løbe ad mudrede (meget), opkørte spor op ad bakke i regnvejr. Det er jo ikke ret glat... Lidt senere havde jeg mulighed for at løbe ud ad en markvej i stedet for at fortsætte ad det mudrede spor. Men nu er der det med markveje, at de er beregnede til at landmanden kan køre fra sin gård til sin mark, så vejen drejede i en uhensigtsmæssig retning i forhold til, hvor jeg ville hen.

Men der var et kørespor langs roemarken, så jeg valgte min egen vej i min retning (man bliver vel ikke kaldt brevdue for ingenting?). Kørespor hører også op - eller drejer i en anden retning, så jeg endte faktisk i ret mudrede, våde omgivelser og prøvede at stå fast. Jeg havde for længst opgivet at løbe i smattet, men 'rask gang' var mere passende, forholdene taget i betragtning.

Nedenfor marken kunne jeg se åen (som jeg ikke havde nogen intentioner om at ville krydse) og fulgte den på afstand indtil jeg kom hen til "min skov" igen. Der må dog have været en mening med at jeg skulle over stok og sten denne dag. Jeg fandt nemlig en sten med en Nike Swoosh på:-) Godt nok spejlvendt, men det er den også på den ene sko...

Således belæsset med stenen nåede jeg hjem i tørvejr til et dejligt, varmt bad til at tø mig op igen.

Træningen er påbegyndt!

Jeg har tilbragt juleferien med Sam Murphy's 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' i den ene hånd og kalenderen i den anden, så nu ligger mit 16 ugers træningsprogram frem mod Hamburg Marathon klar.

Med 1.000 kilometer i bagagen, har jeg valgt, at jeg ikke er på begynderstadiet længere, selvom det er min første maraton. Selvfølgelig er der et par tilrettelser i forhold til hendes ideelle program, fx skal jeg ikke løbe 32 km den søndag, hvor jeg løber Berlin Halbmarathon, så jeg har flyttet en smule rundt på de lange løb, men stadig ud fra hendes devise om at bygge formen og distancen op og trappe ned de sidste tre-fire uger.

Programmet er let og overskueligt, når det først er lagt i kalenderen: Let løb hver mandag, intervalløb om tirsdagen, hviledag onsdag og fredag, mælkesyretræning om torsdagen, let løb om lørdagen og langt løb om søndagen. Altså, det kræver mellem 30 og 45 minutters træning de fire dage og lidt længere tid om søndagen. Det kan jeg godt afse;-)

Jeg havde min første træning i går, hvor der stod 12 km let løb på programmet, dvs. et langsomt løb som i "det her kan jeg blive ved med i timevis". En smuk tur i solskin og blæsevejr, så det var noget nemmere at holde pulsen nede på vejen hjem i medvind end på vejen ud i modvind. Men pyt, lige nu er skarp overholdelse af pulsgrænserne ikke vigtigt for mig, det er vigtigere at få kilometre i benene og at lære alle finesserne ved mit Suunto Ambit2 R pulsur. (Mere om uret senere.)

I dag er det mandag, og jeg skal løbe let (langsomt) i en halv time. Jeg kommer til at elske mandage:-)

Status for 2014

Mit 2014 har været meget anderledes end de foregående år. Der er meget, som er smuttet fra hukommelsen, da min hjerne genstartede pga stress, men jeg vil fremhæve følgende:

Jeg er blevet løber og har i år rundet de 1.000 km. Hvem skulle have troet det? 

Vi har været på den dejligste ferie med Spies til Rhodos. Charter. (Også en 'Hvem skulle have troet det?')

Jeg har løbet min første halvmaraton i en OK tid og har fået smag for mere.

Min mor er blevet 80. 

Jeg ønsker alle et fantastisk 2015:-) Må der være mange kilometer på vejene og i benene næste år! 

Jeg, en dværg på Sam Murphys skuldre.

Jeg har sjældent gjort noget uden at have teorien i orden først. Jeg var medlem af haveselskabet og havde læst mange havebøger, før jeg fik (eget) hus og have.

Jeg har læst Løbemagasinet siden foråret og vil klart anbefale det til hver en tid. De skriver interessante og motiverende artikler om løb og tester grej, så man ikke behøver lave alle de dyre fejlkøb selv.

De anmelder løbebøger - og her faldt jeg over anmeldelsen af Sam Murphys bog 'Maraton og halvmaraton fra start til slut' - og måtte straks eje den. (Læs anmeldelsen her.)

Bogen udmærker sig ved at være skrevet i et letforståeligt sprog. Når man, som jeg, er begynder, godt nok har gennemført en halvmaraton, men står overfor den næste distance, er det rart at blive holdt lidt i hånden og få tips og tricks, så det bliver så nemt som muligt at gennemføre.

Billederne i bogen er af ganske almindelige mennesker, som kunne være dig eller mig. Ikke superatleter, men mennesker, som ser ud til at svede og endda have det hårdt, men som også er glade og i gang.

Bogen omtaler de store internationale løb, men også flere danske (bl.a. Nordborg Marathon), så man kan vælge sit mål og sit første løb med omhu.

Sam Murphy er en engelsk fitness- og løbetræner, journalist og har 16 maratons i benene foruden bl.a.  et 100 miles løb i Himalaya. Bogen blev første gang udgivet på dansk i 2006 (engelsk i 2003), men er nu revideret og genudgivet.

Der er kommet afsnit til om halvmaraton og træningsprogrammer på to niveauer, delt op i tre "motivationsgrader": Den ideelle verden, den virkelige verden og minimumsprogrammet med hhv. "al den tid i verden du behøver for virkelig at træne igennem", "det som for de fleste er et realistisk træningsprogram" og "hvis du ikke kan sætte denne tid af til det, skal du hellere lade være med at prøve at gennemføre".

Undervejs i bogen gives masser af råd om ernæring, træning, forebyggelse af skader (og hvad man gør ved dem, hvis man render ind i dem), påklædning, sko, motivation og hvordan man kommer frem til startlinien - og hvordan man passerer mållinien, stadig smilende:-)

Bogen er udgivet på Lindhardt & Ringhof og koster kr. 199,-

Læs den før din løbemakker!

Godt, jeg ikke har en cykel.

Jeg er overrasket, forundret, ja måske endda lidt rystet over min fremgang og iver efter at løbe siden marts i år, hvor jeg startede på bar bund. (Men også stolt:-))

Da jeg var ikke-løber, syntes en fem kilometer at være en overkommelig præstation, en ti kilometer var svær, men dog opnåelig, mens alt, hvad der var derover, var fuldstændig utopisk at tænke på. Hvad i alverden får mennesker til at pine sig selv gennem en halvmaraton og nogle endda en hel? Sindssygt!

Men nu, hvor jeg ved, at jeg kan gennemføre en halvmaraton og endda har flere lige så lange ture i bagagen, er en halvmaraton jo ikke noget epokegørende at tale om, det er kun en længere træningstur end de andre. Jeg er klar til at starte træningen til den fulde, episke, magiske distance!

Min næste bekymring er så: What's next? Vil jeg "nøjes" med de 42,195 km, eller vil mere have mere? Bliver jeg nødt til at prøve, om jeg kan løbe et lille ultraløb på 50 km? Skal jeg gennemføre en maraton i et mere spektakulært miljø, enten det er gennem Disneyland eller Nordkorea?

Jeg har aldrig cyklet mere end 20 km og har ikke ejet en cykel i de sidste ti år. Og jeg skal heller ikke have én! For måske kunne man begynde at supplere løbet med en smule svømning for at styrke hele kroppen? Og cykle en træningstur for sjov? Og inden man ved af det, står der triathlon og ironman i kalenderen, i Nordnorge, op ad fjeldet...

Jeg har lovet børnene, at vi ikke skal holde sommerferie, hvor de cykler fra Viborg til Hamborg, mens jeg løber ved siden af. Jeg er dedikeret, men jeg er jo hverken sindssyg eller ekstrem!

Hurtigere, højere, længere...

Allerede da jeg krydsede målstregen efter den første halvmaraton, vidste jeg, at jeg måtte sætte mig et nyt mål i den olympiske ånd: Hurtigere, højere, stærkere - eller i mit tilfælde: Længere...
Det var mig muligt at gennemføre en halvmaraton, skulle mit næste mål så bare være at gennemføre en halvmaraton lidt hurtigere?

Vi havde planlagt en familietur til Berlin i september for at se min mand og min nevøs kone løbe Berlin Marathon. Skulle det ikke være det, jeg skulle stile efter? Berlin Marathon er et af de store by-marathons, som sammen med London og New York er meget eftertragtede og bliver udsolgt et helt år i forvejen. Der er 80.000 ansøgere til startnumrene, men kun plads til 40.000 løbere.

Hele byen var på den anden ende i maraton-weekenden. 40.000 løbere og ca. 1 mio. tilskuere. En flot dag med højt solskin, stemning og musik langs gaderne, og alle løberne som stolte og velfortjent flashede deres medaljer med portrættet af sidste års vinder.

Jeg var stadig stolt af min halvmaraton-medalje, men den her var bare flottere, tungere, smukkere og større med sit brede bånd i de tyske farver. So ein muß ich auch haben!

Men hvad er odds'ene for at komme igennem nåleøjet og opnå et startnummer? Og skal jeg virkelig vente et helt år på at gennemføre en hel maraton? Tålmodighed er ikke en af mine dyder, men det er planlægning.

Et forårsmaraton i køreafstand fra Odense... Haspa Hamburg Marathon er i april, der er ikke længere end man kan køre, og jeg havde hørt godt om løbet. Tjek, den første maraton var lagt i kalenderen:-)

Berlin kan også byde på halvmaraton-distancen i slutningen af marts. Fine medaljer og træningsmæssigt ligger den fornuftigt i forhold til Hamborg. Jokeren i mit løbsforår er Lillebælt Halvmaraton, kun 14 dage efter jeg har løbet en hel maraton. Og så får man ikke engang medaljer! Hvis jeg kan vinge den af, er det fint, og ellers har jeg backup stående i kulissen, klar til at overtage startnummeret.

Jeg ansøgte om et startnummer til Berlin Marathon, samme dag som de åbnede for registreringen. I år har de lavet proceduren om, så man opgiver sine kreditkortoplysninger, når man tilmelder sig, og de trækker pengene, hvis man er heldig at blive udtrukket. Dermed dæmmer de op for, at man tilmelder sig flere gange for at have flere lodder i puljen, og at der dermed er flere, som ikke vil have de startnumre, de får tildelt.

Ved de store maratons er der skærpet kontrol og sikkerhed. Man kan ikke overdrage sit startnummer til en anden. Der skal fremvises billedlegitimation, og man får et armbånd om håndledet ved afhentning af nummeret. Det giver adgang til startområdet. Der er således ikke mulighed for at snyde eller sælge en plads til et eftertragtet maraton.

18. november kom den længe ventede mail fra det 41. BMW Berlin Marathon. Jeg havde været heldig og var blevet udtrukket. Min drøm om en medalje med Brandenburger Tor på den ene side ligger nu ret forude:-) Jeg deltager i Berlin Marathon 2015!!!

Plan B var at løbe en hel maraton i Nordborg, hvis jeg ikke fik startnummer til Berlin, men nu nøjes jeg med en halvmaraton på Als.

Tre halve og to hele maratons på et år. Så forsvinder 2015 lige så stille...