Hamburg Marathon - endnu en løbefest:-)

26. april var der Haspa Marathon Hamburg, min første nogensinde, men jubilæumsløb i Hamburg, deres 30. maraton. Jeg har trænet op til maraton de sidste 16 uger, løbet godt 600 km og var klar til denne udfordring.

Vi kørte til Hamburg lørdag formiddag, så vi kunne parkere ved hotellet Hotel Grand Elysée, et femstjernet hotel i gåafstand fra løbsmessen og startområdet.  Som alt andet i Tyskland, muss Ordnung sein, så der var godt skiltet og udleveringen foregik let og smertefrit.

Goodie-bag'en var en strandtaske i orange og hvid, og udover de sædvanlige reklamer var der en alkoholfri øl, en Red Bull energidrik, en energibar, keyhanger, målebånd, kølende gel... T-shirt'en fra Mizuno var ret pæn, sort med guld i siderne og på trykket.

Sammenlignet med løbsmessen i Berlin, var der mindre plads i gangene, så nogle steder var der lidt presset med plads, men det gav også indtryk af en messe, hvor der skete mere og var flere til stede.

Tilbage på hotellet tjekkede vi ind og kastede os ned i wellness-området, med pool, boblebad, stillerum og et rum, hvor man fik infrarøde stråler på ryggen. Helt fantastisk, hvordan ryggen nærmest bare smeltede og alle infiltrationer forsvandt. Værelset var fint og havde udsigt over parken. Absolut ikke noget at sætte en finger på:-)

Som man bør før en maraton, stod menuen i pastaens tegn. Vapiano er en kæde af italienske restauranter, og den nærmeste var i gå-afstand fra hotellet. Jeg fik den lækreste, cremede pastaret med kylling og semitørrede tomater, en lille salat, en alkoholfri øl (naturligvis) og en mascarpone dessert med friske jordbær til dessert. Og så var jeg godt mæt:-)

Tilbage på hotellet var det tid til at gøre alt klart. Startnummeret på trøjen, chip'en på skoen, energi pakket ned i spi-beltet, og planlægning af, hvor Morten og August skulle stå, så jeg var sikker på at kunne få øje på dem på ruten - og så de kunne se mig:-) Naturligvis blev alt lagt ud til det obligatoriske "race-gear-foto". Jeg var spændt på, om jeg overhovedet ville få lukket et øje, men jeg sov ganske fortræffeligt i sengen.

Min første indskydelse, da vækkeuret ringede kl. 6 var: "Morten, kan du ikke løbe det maraton for mig? Jeg er træt!" Men nu er det sådan med løbeture, de løber ikke sig selv. Heller ikke maratons. Morgenmaden i hotellets restaurant var overdådig. Jeg nød min første kop kaffe i ti dage - aldrig har en Milchkaffee smagt så godt! Der var alt, hvad hjertet kunne begære: Brød, kager, frugt, juice, bacon og æg, pandekager, omeletter efter eget valg, endda mousserende vin på køl - og det var lige der jeg ærgrede mig over, at jeg var så fornuftig at fylde det korrekte brændstof på tanken: Müesli med en smule yoghurt, bananer og vand. - Og alligevel meldte maven, at den var ved at være nervøs, så jeg ikke skulle fylde den alt for meget op.

Vejret var ikke det bedste. Det småregnede, men det var ikke koldt, så jeg kunne holde varmen i shorts, T-shirt og en ekstra trøje og plasticsæk med hul til hoved og arme.

Jeg gik fra hotellet i god tid. Starten skulle gå kl. 9 (9.20 for den startblok, hvor jeg stod), og jeg ville have rigelig tid til at benytte toiletterne og suge stemningen i startområdet til mig. Min lille medløber blev som altid behørigt fotograferet foran start-portalen til stor morskab for andre løbere:-) Stemningen i startområdet blev for meget for mig på et tidspunkt. Jeg blev helt rørt og måtte gå en lille tur væk for mig selv, mens øjnene truede med at løbe over. Jeg blev simpelthen overvældet over, hvor langt jeg var nået på et år, og at jeg nu stod på tærsklen til min største (sports-)præstation nogensinde. Om lidt skulle jeg løbe en maraton!!!

Men da nervøsiteten havde fået lov at dampe lidt af, og jeg tog plads i startblokken, blev jeg helt rolig og stod og arbejdede med kroppen for at holde den varm, mens vi ventede. Starten var delt op i to, eliteløberne blev sendt afsted kl. 9, anden bølge kl. 9.20. Og når de sagde 9.20, var det det, de mente. Da startskuddet lød, troede jeg først, at det var for de andre, men vi kunne pludselig bevæge os fremad. Af med trøjen, og klar med hånden på uret, så det blev startet i rette tid. Og nej, note til mig selv, uret skal ikke startes, når man løber igennem portalen, det skal først startes, når man løber over måtten!

Der var en fantastisk stemning igennem byen - og sikke smuk den var. Jeg har ikke rigtig været i Hamburg før, kun en strøgtur, så jeg var overrasket over arkitekturen, teatergaden og især området omkring floden, hvor der lå det ene store palæ efter det andet - og alligevel holdt nogle af beboerne picnic i indkørslen, så de kunne feste med og heppe.

På Instagram har jeg lært en pige at kende, Runningbirki kalder hun sig. Hun havde naturligvis lagt et billede op af sit tøj, så jeg vidste, hvad hun ville have på, men jeg blev helt glad, da jeg omkring de 6,5 km så en med den rigtige farve tøj og Runningbirki på ryggen. Da jeg løb forbi, hilste jeg på, gav hende en krammer og spurgte, hvordan det gik. Ikke så godt, hun var småskadet, så hun ville tage den med ro. (Hun kom i mål lige over de 5 timer.) Fedt at møde et kendt ansigt:-)

Man regner med, at der var 700.000 tilskuere til Hamburg Marathon, så der var en fantastisk stemning overalt. Der var kun få løbere, som var klædt ud: Jeg så Tom & Jerry, en flamingo, Kong Frank med scepter og rigsæble, og nogle, som løb med paryk eller blomster i håret. Tilskuerne var næsten mere fantasifulde. Der var hele grupper i morgenkåber (spørg lige, om sådan en kan suge vand i øsende regn?), der var skilte og bannere, masser af udklædninger, og flere steder, hvor der var lavet boder med udskænkning til løberne, bl.a. øl og energidrik.

Der var flere bands, adskillige stomp og percussionbands, et aldrende punkrock band, tambour orkester, en radiostation - og flere private havde flyttet en højttaler ud på altanen og bragede løs udover løbet. Foruden alle dem, som slog på grydelåg, rasler, fløjter, you name it og det var der!

Morten og August stod, hvor vi havde aftalt, ved 16 og igen ved 17 km, så jeg kunne få et kys, og de kunne få taget billeder. Det var så fedt at se dem på ruten.

Omkring de 18 km blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte benytte mig at et toilet, mens jeg stadig havde friske ben til at komme igang igen. (De første toilethuse stod allerede kort efter starten, og mange gange undervejs løb der folk ind i parken for at forrette deres nødtørft.) Det var såmænd ikke strengt nødvendigt, men nu havde jeg overbevist mig selv om, at det nok var en god idé, så jeg satte farten ned og stoppede. Det var der så andre, som også gjorde, så jeg spildte 7 minutter i en toiletkø. Dem hentede jeg ikke igen:-(

Farten var ellers fin indtil da. Ved 16 km var den estimerede sluttid 4:06.



Forplejningen under løbet kan man overhovedet ikke sætte en finger på. For minimum hver 5. km var der depoter med bananer, vand og energidrik, og længere ude på ruten var der i tillæg energigels og vand med elektrolytter. Jeg havde taget min camelbak med og pakket geler i bæltet, men det er jeg ikke sikker på, jeg gør igen, hvis løbet er lige så organiseret som i Hamburg. Jeg kunne selvfølgelig løbe forbi alle depoterne de første mange km, men det var alligevel rart med en kop frisk vand engang imellem, og da benene blev trætte og begyndte at true med kramper efter de 27-28 km, kunne jeg gribe en kop vand med salte og elektrolytter, og så forsvandt det.

Et af de råd, jeg har fået under træningen, var, at hvis man får problemer med vejrtrækningen eller benene før de 30 km, skal man prøve at sætte farten lidt ned. Hvis det kommer efter de 30, skal man bare fortsætte, for det må gerne gøre ondt, når man løber et maraton! Derfor vidste jeg, at jeg måtte blive ved.

Kort efter væltede regnen ned. Det regnede så meget, at mit headset blev skyllet ud af ørerne. Saltet fra sveden løb ned i øjnene, som sved. Min T-shirt, som ellers skulle være svedtransporterende, blev tynget af vandet, så den til sidst var længere en mine shorts og lignede en kjole.

Det skulle dog ikke stoppe mig! Min løbefest og den gode stemning fortsatte. Flere steder var der bands eller radiostationer med store anlæg, som spillede høj musik. De udkommanderede politifolk i regntøj og overtræk på kasketterne dansede med og heppede på alle, som kom forbi. Alle løbere fortsatte ufortrødent og kæmpede sig videre.

Jeg mødte et par danskere, som jeg sludrede lidt med, før jeg lod dem sætte mig af og løbe videre i mit eget tempo. - Dem mødte jeg igen efter målstregen, hvor vi kunne lykønske hinanden:-)

Centrum af Hamburg nærmede sig. Ruten gik ned ad bakke (langt om længe), regnen stilnede af og holdt til sidst op. En japaner, som jeg havde bemærket flere gange på ruten, stod igen med et skilt, hvorpå der stod: Trust your training! Og det gjorde jeg.

Opløbsstrækningen nærmede sig. August og Morten stod ved 41 km, hvor jeg havde overskud til at smile og vinke til kameraet, før jeg løb videre mod mål. Storsmilende, med armene over hovedet krydsede jeg målstregen i tiden 4:26, meget lykkelig og tilfreds.

Jeg havde gennemført min første maraton! Jeg havde sat mig et stort mål og nået det! Og medaljen? Den var kæmpestor og velfortjent!

Berlin Halvmaraton 2015

Mit første store byløb...
Søndag den 29. marts stod 23.745 løbere bag startlinien på Karl Marx Allee i Berlin, klar til at løbe 21,0975 km. Dette er en beskrivelse af løbet og arrangementet omkring det.

Vi ankom til Berlin fredag aften og tog ud til løbsmessen i den gamle Tempelhof lufthavn lørdag formiddag i håb om at undgå den værste kø ved udlevering af startnumre. Med vanlig tysk grundighed, havde jeg fået tilsendt papirer med adgangskort til messen og besked på at have billedID med. Løbsmessen er stor og der er stort set alt, hvad hjertet begærer af løbegrej (og inliner-grej, for Berlin Halvmaraton har også en rute for inliners). Det eneste, jeg savnede, var Nike, men når løbet sponseres af Adidas, må konkurrenten glimre med sit fravær.

Allerede i hal 2 kunne vi se en lang kø, og ganske rigtigt, det var køen til udlevering af numrene (senere på dagen var den dog væsentligt længere!). Det tog en halv times tid at komme frem til skranken, hvor vi fik udleveret en pose med et par vareprøver og løbsoversigt, sammen med startnummer, chip og et festival-armbånd, som ville give adgang til startområdet søndag og derfor først måtte fjernes efter løbet. (Der var dog ingen, som kontrollerede det søndag.) Jeg hentede min finisher T-shirt og var nu klar til at drysse rundt på messen og se, om der var et behov eller to, jeg ikke havde dækket.

Lidt blev det til: Magneter til at sætte løbsnummeret fast på trøjen med i stedet for sikkerhedsnåle (måske ikke strengt nødvendigt, men alligevel lidt smart) og en Camelbak, så jeg kan have væske med på de lange ture, i stedet for et bælte med fire små, irriterende vandflasker i. Den er til gengæld allerede uundværlig:-) (Mere om den en anden dag.)

Vi spiste pasta (naturligvis) derude og kørte ind til byen, hvor bl.a. Nike Store ved Hakescher Markt blev aflagt et besøg - jeg havde ingen kompressionsstrømper, som kunne matche mit løbetøj søndag. Tilbage i lejligheden stod menuen på Mortens hjemmelavede lasagne, mere vand og en enkelt alkoholfri øl til aftensmaden, efter der var kommet styr på tøjet til løbet søndag formiddag.

Vejret var svært at bedømme, det var koldt og blæsende, og de havde lovet regn... Derfor blev det ikke en tur i shorts og T-shirt, men med capris og en tynd langærmet indenunder T-shirten. Det skulle vise sig at være en fejl...

Søndag morgen var Malene og jeg tidligt oppe. Om natten var vi gået over til sommertid, så for at være på den sikre side, havde vi et analogt vækkeur med, hvis nu det glippede med telefonerne som (måske) stillede uret automatisk. Et hurtigt bad og morgenmad, en tyk trøje udenover løbetøjet - og et regnslag, for naturligvis småregnede det allerede. Jeg havde en pose med proviant til ventetiden inden løbet. Vi tog afsted i meget god tid, så vi var sikre på, vi havde tid til toiletbesøg inden start kl. 10.

Jeg spiste godt den morgen for at have energi nok: En lille portion yoghurt med müesli, to bananer, en energibar, ½ liter energidrik og ½ liter sportsdrik. Vi tog toget til Alexanderplatz og gik ca. en km til startområdet, hvor der næsten var flere hjælpere end løbere, da vi ankom. Vi fik udleveret et gult Adidas regnslag, men måtte alligevel krybe i ly i et af teltene, fordi det stod ned i stænger! (Det var "medaljegraveringsteltet", hvor vi til at starte med stod helt ude på kanten, og nærmest kun havde hovedet i tørvejr, men eftersom de først ville få travlt efter løbet, rykkede de bordet lidt ind, så vi kunne sidde der og vente. Vi fik nærmest en vejviser-funktion, fordi alle kom hen til "vores" telt og spurgte om vej til nummerudleveringen, om vi havde sikkerhedsnåle, og vejen til bagageindleveringen. En japaner, som stod ved siden af og klædte om, viste beredvilligt sit ur til alle, som stillede et spørgsmål, men ingen af dem spurgte, hvad klokken var... :-D

Det gule Adidas-regnslag - og beviset på, at jeg faktisk har haft Adidas på:-)

Starten nærmede sig, og Malene og jeg skiltes, da vi skulle starte i hver sin startblok. Forinden havde vi aftalt at mødes igen ved lygtepæl nr. 24 efter løbet, hvilket skulle vise sig at være meget praktisk, for der var andre løbere end os! Jeg havde godt med energi i lommen og vand i bæltet - og min lille medløber, som også blev foreviget inden løbet med Fernsehturm i baggrunden. 

Vi stod LÆÆÆNGE i startblokken. Der blev spillet musik, men det var tydeligt, at inline- og eliteløberne ikke kom afsted til tiden. Der var problemer med tidstagningen, så selvfølgelig var de nødt til at vente på, at det hele virkede. Der blev spillet en tysk slager, som det var tydeligt, at alle tyskere kunne synge med på, Helene Fischers "Atemlos durch die Nacht", som i munden på et par tyske damer, +50 blev til "Atemlos durch de Stadt" i stedet - hvorpå vi sammen grinede af, at det nok blev meget sandt om lidt, når vi kom afsted. 

Vi løb igennem start og ud i en infernalsk larm af heppende tilskuere, bands på olietønder, cheerleadere og hundredevis af løbere, som løb lige der, hvor jeg ville løbe. Der var trængsel, og de første kilometer var det et zigzag-løb. Jeg tog hurtigt musik i ørerne, jeg løber bedst i min egen lyd. Jeg modstod fristelsen for at stoppe op og tage billeder, når jeg løb forbi alle de store seværdigheder, Berliner Dom, Brandenburger Tor og Guld-Else. Koncentration var påkrævet.

Jeg fik det hurtigt for varmt. Lige så iskoldt det havde været at stå og vente, hvor dem med bare skuldre misundte mig mit tøj, lige så varmt var det at bevæge sig gennem den fugtige by, hvor regnen måske nok var stoppet, men hvor vinden ikke var slået igennem endnu.

Morten, Boris og drengene ville stå ved 9 km, så inden da havde jeg (mens jeg løb) fået min langærmede trøje af, som jo var under den kortærmede, hvor nummeret sad fast, og løb med den i hånden, parat til at kaste den ud til dem, men desværre kunne de ikke kommer over på den aftalte side af ruten, så jeg så dem overhovedet ikke og måtte binde trøjen om livet i stedet. 

Der var kun et par enkelte strækninger, hvor vi havde modvind, men det afholdt ikke mit hår fra konstant at blæse ind i mit ansigt, fordi jeg havde glemt en hårelastik. Hvis nogen havde spurgt mig undervejs, om jeg ville klippes korthåret, havde jeg gladeligt sagt ja. 

Der var mennesker overalt! Både løbere og tilskuere, og også mange danskere, som viftede med Dannebrog. En fornøjelse, især da trætheden begyndte at melde sig. Jeg mærkede en krampe i mit højre baglår, der gik rygere på fortovet, det blæste - men efterhånden var der færre og færre kilometer til målstregen, så det var bare at bide tænderne sammen og fortsætte. Jeg ville i hvert fald ikke gå!

Mit næste holdepunkt var strækningen op mod Alexanderplatz, hvor Morten gerne skulle stå med kameraet igen. At løbe så stort et løb er lidt som at køre med det lange lys tændt i snevejr, der er tusindvis af ansigter langs ruten, men det er nærmest umuligt at skelne dem fra hinanden. Pludselig var han der! Han stod på en el-kasse, og dermed over alle de andre tilskuere. Han kunne bare ikke se mig, så jeg råbte og vinkede, men måtte løbe skråt ind foran andre løbere for at få hans opmærksomhed. Så lykkedes det, og jeg fik fornyet energi til at løbe de sidste kilometer mod målstregen. 

Jeg husker ikke, at jeg havde armene over hovedet, da jeg krydsede målstregen, men det ses på det officielle målfoto. Derefter gik man i gåsegang forbi de obligatoriske udleveringer: Medaljen (hvor jeg valgte at gå hen til en ældre dame, som jeg kunne se, hængte dem om halsen på løberne og ønskede tillykke, istedet for en mand, som bare stak medaljen i hånden på folk. Jeg ville have den fulde pakke!), plastikregnslag (så vi kunne holde varmen) vand, iste, bananer og endelig den længe ventede Erdinger øl, alkoholfri, naturligvis. ALDRIG har en øl smagt så godt:-)

Min bedste HM-tid, når jeg har løbet for mig selv, er 1:53, så jeg havde håbet på at komme under to timer. Det lykkedes ikke, der var simpelthen for tæt pakket. Min nettotid var 2:04, men jeg var glad for at være færdig og kunne strække de ømme ben. Medaljen var måske ikke helt så lækker, som man kunne ønske sig. Selve medaljen er pæn nok, men den koboltblå, snoede snor yder den ikke helt retfærdighed. Jeg ville have ønsket mig et bredt silkebånd i stedet:-)

Alt i alt er Berliner Halbmarathon en stor oplevelse. Alt fungerer med tysk grundighed ned til mindste detalje, men jeg havde en større fest, da jeg løb i Nordborg i august 2014, fordi det var nemmere at komme til at løbe i sit eget tempo, når der kun var få deltagere.

Nordborg (halv)Marathon - en løbsrapport om en fest.

Dagen oprandt, vejret var gråt, ikke for varmt, kort sagt: Perfekt løbevejr.

Nordborg Marathon www.nordborgmarathon.dk har fem distancer: Hel og halv maraton, kvart og ottendedel, og et børneløb på 1 km. Der var i alt 400 løbere, deraf 83 på halvmaratondistancen og 32 på den hele. Løbet bryster sig af at være Danmarks smukkeste marathon - midt i naturen, og det er ikke løgn, det er en smuk rute. Løbet afholdes den sidste lørdag i august, i 2015 er det den 29.8.

Udleveringen af startnumre foregik gnidningsfrit i et telt i startområdet. Toiletterne var i den nærliggende Kvickly, hvor man også kunne proviantere, hvis der var depoter, som skulle fyldes op før start.

Kort før starten gik kl. 12, kom der en ordentlig regnbyge, men da starten gik, holdt det tørvejr resten af vejen. Sammen med alle de andre lagde jeg lidt for hurtigt ud i forhold til, hvad jeg havde planlagt, men da Nike+ gjorde mig opmærksom på min tid på den første kilometer, satte jeg farten ned og holdt mit planlagte pace resten af vejen.

Jeg havde tjekket ruten på et kort, men ikke hvor mange stigninger der var. Heldigvis træner jeg i bakker til hverdag, så ingen af bakkerne var værre end nogen, jeg plejer at løbe på. Ruten har et meget blandet forløb, grus- og asfaltveje på landet, en skovsti langs med Nordborg sø, gennem parcelhuskvarterer og igen gennem skoven, før man kommer tilbage til byen og "dræberstigningen" opad gågaden kort før mål. Ruten var tydeligt afmærket hele vejen, og der var mange vejvisere/hjælpere undervejs for en sikkerheds skyld. Der var ikke noget at være i tvivl om.

Da løbet er lille, var der ikke tilskuere på en stor del af ruten, men det opvejede de opstillede hjælpere, som hjalp med at vise vej, til fulde:-) Alle var entusiastiske, klappede, heppede og jublede, når jeg kom forbi, og jeg smilede og sagde tak.

Jeg havde lavet en ny spilleliste til telefonen, udelukkende med musik som er godt for mig at løbe til. Jeg havde et væskebælte med og havde på forhånd planlagt, hvornår jeg skulle drikke, og hvornår jeg skulle indtage energi. Jeg havde 32gi Chews med på vejen og tog en halv for hver 5. km og for hver 4. fra 14 km. Det fungerede supergodt. 32gi har flere produkter med et lav-glykæmisk indeks, hvilket vil sige, at man ikke får store udsving i blodsukkeret, men det holdes stabilt i længere tid end mange andre energiprodukter. Deres Chews har nærmest konsistens som juleflæsk, men den allerstørste fordel er, at de ikke behøver være i pakningen, da de først smelter ved 90 grader, så de kan ligge i en lomme eller bæltet uden at blive snaskede. Der er mange smagsvarianter, og de kan varmt anbefales. (www.32gi.dk)

Der var opstillede boder med vand og energidrik for hver 5.-6. km og frugt flere steder, også i målområdet. Som ny løber var jeg ikke god til at drikke af plastkrus, mens jeg løb. Fingrene bliver ret klistrede af det, man spilder. Min egen strategi fungerede bedre.

På de sidste fem km mod mål overhalede jeg nogle af dem, som havde overhalet mig på de første km, men også nogle af dem fra maratondistancen, som løb samme rute som os de sidste 21 km. Det gav et kick, og jeg satte farten yderligere op.

På vej op mod mål kunne jeg se publikum stå langs opløbsstrækningen. Jeg kunne se min mand stå klar med kameraet under målbuen, og jeg var simpelthen nødt til at tage musikken ud af ørerne det sidste stykke for at få det hele med:-) Kommentatoren nævnte mit navn, og at jeg havde overskud til at smile.

Ja, jeg var lykkelig, så selvfølgelig kunne jeg smile:-) Jeg havde gennemført mit første halvmaraton, alt var gået godt. Tiden var, som jeg havde beregnet (2:08:50) og jeg havde stort overskud, da jeg var nået i mål. Skulle jeg så have løbet hurtigere og brugt noget mere energi? Næ, jeg havde en fest i mit hoved og en fantastisk oplevelse ud af dagen. Den fedeste oplevelse, som jeg håber, jeg kan bære videre til mine løb i 2015. Mit mål var at gennemføre, og det gjorde jeg.

Nordborg Marathon var et perfekt begynderløb, fordi jeg er vant til at træne alene. Der var ikke for mange deltagere, som løb i vejen. Efter løbet var der frugt, vand og kiks, men også mulighed for at købe grillpølser og en kold øl.

Selv præmieoverrækkelsen var en fest:-) Flere af modtagerne var lokale, som allerede var taget afsted. Så vidt jeg husker, skulle én på arbejde, en anden til familiefest, men de kunne lige presse et maraton ind i programmer...

Til stor overraskelse for min mand (og også lidt for mig selv) var jeg totalt frisk, omend en smule sulten, da vi satte kursen hjem mod Odense. Vejret var klaret op og sommeren viste sig igen fra sin bedste side.

Tak Nordborg, vi ses næste år!

Konkurrencemenneske? Hvem, mig?

Jeg har aldrig været god til sport. Det er vigtigere at deltage end at vinde! Tab og vind med samme sind. Så er det sagt! Jeg har prøvet flere sportsgrene som barn: Fodbold, håndbold, badminton, sportsgymnastik, foruden volleyball, svømning og atletik i skolen.
Jeg var bedst til spejder...

Når man ved, man er dårlig til noget, er det ikke så stort et nederlag at komme sidst, som hvis man tror, man er den bedste og så taber. Men hey, det der løb er jo ikke så svært endda. Det kræver disciplin at komme ud, men derfra skal man bare sætte den ene fod foran den anden.

Jeg begyndte at konkurrere med min mand på et "venskabeligt plan". Han er helt klart konkurrencemenneske, så det blev sjovt at vinde på kilometrene. Ikke på hastigheden, men den samlede distance. Efter at have spillet en del Trivial Pursuit gennem årene ved vi godt, at det ikke gælder om at deltage, når vi har udfordret hinanden. DET GÆLDER OM AT VINDE!

Trofæerne i Nike+ Running er nok virtuelle, men de motiverer mig. Man får et trofæ for at løbe mange kilometer, for at løbe på sin fødselsdag, når man har vundet en intern konkurrence med en Nike+ ven, og man har sin egen trofæ-hylde i app'en, hvor de er stillet op. App'en holder styr på alle løbene, på ens personlige rekorder, på samlede antal km og gennemsnitlige tider og distancer.

Jeg har en sød kollega, som, da jeg havde 'løbet' i tre uger, sendte mig en udfordring på Endomondo, at vi skulle se, hvor mange kilometre, vi kunne nå i alt på et år, både løb og gang. Det har hun fortrudt flere gange. I skrivende stund har vi i alt tracket 1350 km, de 900 af dem er mine.

Tiden har ikke været så vigtig for mig (endnu), det har været vigtigere at gennemføre distancerne. Måske er det ikke vigtigt, fordi jeg ved, jeg er en langsom løber, eller også er angsten for at gå kold før mål større end angsten for at komme sidst?

OK, nu har jeg fundet min niche og passion, med træningen kommer hurtigheden også, bare vent!